Men hvordan er dating-scenen egentlig i superhelte-land? Noget lettere på det sidste, efter der er blevet oprettet en dating-service specifikt til superhelte/skurke og folk interesserede deri: SuperHarmony.com

Parodier er sådan en dejlig ting – for i det øjeblik, man kalder noget en parodi, må man gerne tage figurer og andet, der ellers er beskyttet af ophavsret, og så lave en film med det. Det er blandt andet derfor, at både Batman, Star Trek og Avatar (som tidligere nævnt her på siden) har fundet vej til pornogenren. Og nu er Superman så også stjernen i en xxx-film, som man kan se i denne “Behind the scenes”-rapport, der i sig selv virker som en parodi. “Skuespillerinden”, der skal fremstille Lois Lane, har denne dybe kommentar til sit forhold til forlægget: “I knew the story”. That’s it.

Men Supermanporno er naturligvis en rigtig, rigtig dårlig ide, som Larry Niven allerede har slået fast i det klassiske essay Man of Steel, Woman of Kleenex. Og som, opdager jeg nu, endda er blevet lavet som film:

”DC-universet: Alan Moores historier” samler alle de historier, Moore har skrevet med et udvalg af DC Comics’ superhelte. Det bliver til tretten historier af vekslende længde og af lige så vekslende kvalitet, for nu at være ærlig. En enkelt historie (den psykomacho-snotdumme Vigilante) grænser til det komplet ligegyldige, mens andre (som f.eks. Batman-klassikeren ”The Killing Joke”) er helt oppe at ringe. Indimellem de to yderpunkter er der gode og mindre gode historier, som dog alle bærer et eller andet præg af Moores evner – flere af dem læste jeg selv, da de kom på dansk oprindelig, og selv om de måske virker lidt daterede i dag, så har de altså fæstnet sig i en sådan grad, at jeg kan genkalde dem uden problemer i dag. Det gælder Superman-historien ”For the Man Who has Everything” og Green Arrows ”Night Olympics” – og selvfølgelig ”The Killing Joke”; Dave Gibbons Brian Bolland kalder den mindre vellykket i sin indledning til historien, men hvad ved han, han har jo bare tegnet den (men okay, sammenlignet med f.eks. ”Watchmen” har den jo nok svært ved at stå distancen).

Noget forældet virker især ”Lad os rive Supermans liv fra hinanden”-historien ”Whatever Happened to the Man of Tomorrow?”, skrevet som en afslutning på Superman-bladet, før John Byrne genstartede figuren. Ideen er da meget sjov, måske er det blot, fordi Curt Swans tegninger i mit hoved hænger sammen med en for længst overstået æra. Rick Veitch har illustreret ”The Jungle Line” med samme hovedperson, der igen er underholdende, men noget gammeldags.

Resten af bogen er kortere historier, gerne med en smule bister humor. Det er ikke stor litteratur, men det er såmænd ganske underholdende læsning. Som et hele viser den hovedsageligt, at Moore sagtens kan klare sig på en smule plads, men rigtig i vigør kommer han først, når han får de store udfoldelsesmuligheder: både på pladsen og på figurer, der er uafhængige. De kan sagtens genlæses, når man er kommet gennem den her.

Alan Moore på Comicwiki