Jeps, det er rigtigt - for doven til at fremskaffe den danske forside, selv om den altså er ret fed.

Næste tur ned ad memory lane er faktisk også med Robert Swindells i hånden. Denne gang er det dog sent om aftenen, og der rumsterer små væsener i mørket langs stien.

I “Nattens tusind øjne” handler det (endnu en gang) om en dreng, hvis særlige viden og sans for detaljer skal redde verden. Denne gang handler det dog ikke om fugle, men om gnavere. Vore unge helte leger gerne i et lille ødemarksområde omkring en nedlagt jernbanetunnel midt i byen (sikkert ganske lille for voksne, men et eventyrland for børn i den alder – og det var næsten en genkendelsens glæde af læse Stephen Kings “Det onde” en del år senere), og der finder de et par hvide mus, som vor hovedperson taget med hjem. Han indser dog snart, at der er noget galt med dem – og det viser sig, at de er rumvæsener. Aggressive nogle af slagsen, endda, hvilket ikke gør noget, så længe de er på størrelse med mus, men når de på bedste transformer-vis kobler sig sammen til et stort bjørnevæsen, er der menneske på menuen.

Grunden til, at “Nattens tusind øjne” blev hængende i min bevidstheds underskov, var nok dette billede: de små næsten uskyldige væsener, der måske virkede afskyvækkende på grund af deres røde øjne og frygtløse adfærd – men ikke truende, førend man vendte ryggen til og hørte lyden af gnaverpyramide bag sig.

Faktisk genlæste jeg den for et års tid siden og var især overrasket over det socialrealistiske element i historien. Det er et trøstesløst og deprimerende England, der danner baggrunden for en i grunden ganske ordinær historie. Af den grund er den egentlig stadig værd at læse.

Men “Nattens tusind øjne” har hjulpet mig gennem nogle svære tider. Som dengang min moder ville give min hamster (den famøse Chico) lidt frisk luft, og den lille pelsklump afgik ved døden samme aften som følge af et solstik – jep, ret sikker på, at det lille kræ i virkeligheden var første spejder i invasionen. Af samme grund var det sikkert Telekattenes skyld, at jeg tog det hårdere, da vores kat forsvandt.

Der er endda en lille reklametrailer for serien:

Jeg har listet lidt rundt i litteraturhistorien og fundet en række eksempler på klassikere (eller i det mindste store værker) inden for de fantastiske genrer, som har været igennem denne tur. Indtil videre har jeg begrænset mig til titler, som har været udgivet på dansk.

Frank Herbert: Klit

Science fiction-klassikeren over dem alle, der synes at have smurt sig ud over begivenhedshorisonten på min “skal genlæses”-singularitet. “Klit” blev oprindelig udgivet som føljeton i Analog – men tyve forskellige forlag takkede nej til at udgive den som roman. Synd for dem – den vandt både en Hugo og en Nebula og fremstilles mange steder som den bedst sælgende sf-roman nogensinde.

Stephen King: Carrie

Der var engang, hvor King kunne skrive korte roman (læs: romaner af normal længde), men det var så også helt tilbage i starten af karrieren (“Under kuplen” er lige udkommet på dansk, alle 1200 sider af den). “Carrie” var hans første roman, og ingen gad rigtig springe på den vogn, bl.a. med (WTF?) ordene: “We are not interested in science fiction which deals with negative utopias. They do not sell.”

King smed faktisk bogen i skraldespanden, men hans kone samlede den op og fik ham til at arbejde videre på den (bl.a. indsætte de faglitterære citater osv, så vidt jeg husker). Synd for hende, for hendes egen forfatterkarriere har stået i skyggen lige siden.

Richard Adams: Kaninbjerget

Endnu en satellit omkring “Skal genlæses” og nok en af de bøger, jeg genlæste mest som knægt. Helt ærligt, hvis man fik tilbudt den og afslog, fortjener ens forlag at gå i graven.

William Golding: Fluernes herre

En af de bøger, som det altid er sjovt henslængt at benævne science fiction (den foregår faktisk på baggrund af tredie verdenskrig, men det foregår meget i baggrunden). 20 afslag fik Golding, bl.a. dette: “an absurd and uninteresting fantasy which was rubbish and dull.”

Ursula K. le Guin: Mørkets venstre hånd

Et af de første større eksempler på feministisk science fiction (og det stempler mig sikkert som en gammel, chauvanistisk ronkedor, at jeg ikke har læst den), men også: “The book is so endlessly complicated by details of reference and information, the interim legends become so much of a nuisance despite their relevance, that the very action of the story seems to be to become hopelessly bogged down and the book, eventually, unreadable.”

George Orwell: Kammerat Napoleon

Hvis du vil have et billede af forlæggeren, der sagde nej, så se en mand, der laver facepalm – for evigt (see, what I did there?): “It is impossible to sell animal stories in the USA.”

Historierne er hentet fra disse par links, hvor man kan finde andre:

http://www.examiner.com/book-in-national/30-famous-authors-whose-works-were-rejected-repeatedly-and-sometimes-rudely-by-publishers

http://entertainment.howstuffworks.com/arts/literature/14-best-selling-books-repeatedly-rejected-by-publishers.htm

Og det der cover i starten af indlægget? Det er af Ben Templesmith og frigivet under en CC licens. Det er desværre ikke coveret på en eksisterende bog – men det burde det være.

Tre noveller – fordelt over tre genrer: fantasy, horror og science fiction.

Klaus Æ. Mogensen står for fantasy-delen med den meget fine “Kærlighedens lotteri” – det er historien om et samfund, hvor problemet med ugifte klares på en ganske anderledes måde: på Kærlighedens Nat. Miljøet er letgenkendeligt, men Mogensen får presset det mest ud af det, og det hele hænger ganske godt sammen. Men endda lidt for pænt. Men det er godt skrevet, måske også med en undertone af, at det er en del af en længere historie…?

Morten Carlsen er jeg vist ikke stødt på før, men han er bibliotekar, hvilket er et plus i sig selv (og har også en novelle med i “Lyden af vanvid“). Han har med “Stationen” begået et stykke horror, der er velskrevet, men også genkendeligt fra første færd: vor hovedperson vågner op et mystisk sted uden sin hukommelse, og snart begynder der at ske grumme ting i mørket omkring ham. Det er ret forudsigeligt, hvor det bærer hen – men Carlsen bruger sine effekter ganske godt og holder læseren i bevægelse indtil slutningen.

Det bedste bidrag er i mine øjne Rasmus Wichmanns “Hades-Nertus”, der især lever på grund af sin humor og sin hovedperson. Vi befinder os på planetoiden Hades engang i fremtiden, og historien følger Khalid, der arbejder med sikkerheden på stedet. Han lever med den forbandelse af nedstamme fra indvandrere til Danmark, hvilket får resten af verden til at tro, at han er dansker. Ikke fedt i en verden, hvor hvid er undertrykkelsen farve, og det er kinøjserne, der kører showet. En mystisk signal forstyrrer basen på Hades, og Khalid bliver sendt ud. Men overraskende resultater. Det er dybt underholdende, samtidig med det er meget dansk. Blærepoint til Wichmann.

Er man ikke allerede medlem af Fantastik, så man får tilsendt Himmelskibet, kan man læse mere her.

Okay, det havde jeg ikke set komme. En af dansk films ufrivillige klassikere bliver nu opsat som teater på Det Kongelige Teater:

I Laplands bjerge er et hold mineingeniører i gang med kobberboringer i undergrunden. Pludselig finder de en underlig klump kød, med frisk blod og skind på. Kan det være en stump fra et forhistorisk uhyre? Videnskaben driver dem til at undersøge fundet nærmere, og pludselig har de skabt et ustyrligt uhyre, som hverken flyvevåbnet, hæren, hjemmeværnet eller flåden kan standse. Reptilicus er vidt berømmet som Danmarks første science fiction med filmhistoriens dårligst udførte uhyre, der bider Rådhustårnet over og vælter Langebro, mens befolkningen løber skrækslagne omkring.

Med udgangspunkt i filmens originale lydspor og skyggespillets visuelle leg med horrorgenren, vil forestillingen udvikle sig til et dyr, der rummer kræfter, som selv ikke de medvirkende kan kontrollere. Reptilicus vil pirre alle sanser, skræmme og helt sikkert få dig til at grine. Kom og bliv dus med uhyret.

Gad vide, hvem er skal spille Dirch Passer?

Via kpn.dk

Indholdet er som sædvanlig godt – en stor bunke anmeldelser, artikler om fantasy og et par conreps. Fiktionen leverer Nikolaj Højberg og Thomas Strømsholt, begge navne, der har leveret rigtig gode præstationer inden for horror tidligere. Højberg har tidligere udgivet en samling af sine noveller (og er undervejs med endnu en), mens Strømsholt har sin debut på vej.

Højbergs bidrag har titlen ”Drømme er døråbninger” og er horror rettet mod yngre læsere. Novellen omhandler drengen Daniel, som har frygtelige mareridt og sætter sig for at styre, hvad der sker i dem. Målgruppen gør sig mest gældende ved, at han dropper det dybere plot i historien og så går efter en hurtig effekt – det er godt håndværk, men i mine øjne ikke på højde med, hvad man tidligere har set fra hans hånd.

Strømsholt beviser med ”Vanviddets rand” endnu engang, at han er eminent ud i de tungere stiløvelser inden for genren. Det er lovecraftisk horror, vellykket omstillet til moderne teknologi og omverdensforståelse.

Højbergs kommende novellesamling skulle komme til at hedde enten ”Den anden side” eller ”Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger” (på forlaget DarkLights), mens Strømsholts får titlen ”De underjordiske – gotiske fortællinger og sære historier” (på forlaget H. Harksen Productions).

Kan du starte med at præsentere personen Jonas Wilmann?

Jeg er 30 år og har skrevet historier og tegnet, siden jeg var helt lille.

Det gennemgående i alle mine værker – helt tilbage fra jeg var en 2-3 år – er dysterhed og så en hel masse blod. Jeg plejede altid at slide de røde tusser op først, når jeg tegnede monstre med blodet dryppende fra hugtænderne.

Jeg har altid været meget fascineret af det morbide og har tit følt, at der boede et eller andet lille uhyre indeni mig. Nok også derfor, at jeg altid har søgt meget ekstreme kunstneriske udtryksformer.

Som 16-årig begyndte jeg at brøle/skrige i et thrashmetal band og fik kanaliseret de sorte energier ud på den måde. Det har vist altid handlet om at forvandle det mørke og ukonstruktive til noget konstruktivt.

Da jeg var sytten, skrev jeg en roman om helvede, som der ikke rigtig var nogen, der gad kigge på.

I ”de unge år” gjorde jeg mig mest indenfor tegneserier, gerne bloddryppende og fyldt med aliens og mutanter.

Metalbandet døde for 5-6 år siden, og der begyndte jeg at dykke dybere ned i skrivningen.

Jeg valgte at droppe tegningerne, da jeg egentlig bedre kunne lide umiddelbarheden i det at skrive. Ideerne kom lige ud gennem fingrene og ned på computeren. Jeg bevæger mig stadig mest – ikke eksklusivt – indenfor de fantastiske genrer og oftest i den bloddryppende afdeling.

Og i forlængelse heraf: kan du forklare, hvorfor man bør læse ”The End”?

”The End” bør man først og fremmest læse, fordi man elsker en god gang postapokalyptisk sci-fi splat. Fordi man gang på gang og uden held har endevendt boghandlerne for bøger, der indeholder det igennem tiden måske mest negligerede parameter af alle: Mutant kannibaler!

Dernæst bør man læse den for at sætte den måde, vi lever på i den vestlige verden, i relief. Bogen er på en måde en satire, der skal udfordre vestens skråsikkerhed om, at vi holder den eneste sandhed med vores tid og rum og logisk/matematiske tilgang til alting.

Hvordan begyndte du at skrive/fortælle historier – og hvorfor blev du ved?

Jeg begyndte at digte historier, allerede fra jeg var bitte lille. Jeg har nogle ældgamle tegneserier liggende, som jeg har lavet, før jeg kunne stave ordentligt, men der er en form for handling i dem. Et eller andet med Terminator og nogle aliens.

Jeg blev ved, fordi jeg blev ved med at få ideer, som jeg følte en pligt til at realisere. Alt andet havde nok ført til at mit hoved eksploderede. Der er ikke noget tidspunkt, jeg har det bedre, end når jeg skriver. Jeg er fuldstændig salig og glemmer alle bekymringer. Jeg tror, det at skrive er lidt et fix for mig.

Den postapokalyptiske verden, som ”The End” foregår i, er ret klassisk. Hvilke forfattere vil du selv kalde dine inspirationskilder, når du skriver?

Der var mere eller mindre kun én ting, der spøgte, da jeg skrev ”The end”, og det var Richard Corben og Jan Strnads tegneserie ”Mutant World” – Jeg var meget i et Mutant World mindset under hele processen. Jeg lod mig inspirere af tegneseriens kynisme og brutalitet, der har sat dybe spor i mig.

Hvad er det for dig, der gør en bog vellykket?

Først og fremmest, at den er nyskabende og velskrevet. At den ikke lefler for læseren, men godt tør være ubehagelig og stryge én mod hårene. At den ikke taler ned til en og er for udpenslet og gumpetung i sin symbolik. At man ikke bliver manipuleret i en bestemt retning, men føler, at handlingen og karaktererne har deres eget liv. At forfatteren ikke taler ud gennem sine personer, men respekterer, at de er selvstændige individer, der må gå deres egne veje.

Den må også meget gerne være realistisk, i hvert fald indenfor de rammer, den selv sætter op. Man kan selvfølgelig sagtens acceptere drager og magi i en fantasy historie, men man kan ikke acceptere, hvis der er modstridende elementer i handlingen eller ting, der bare ikke hænger sammen. Jeg tror, ordet, jeg leder efter, er ”research” – selv når handlingen udspiller sig i en opfundet verden.

Du bruger en del vold og sex i ”The End” – har der været nogen reaktioner på det? Og hvad er din holdning til forsøgene på at begrænse den slags, hvad enten det så er censur eller bare aldersmærkning?

Den lille håndfuld mennesker, der har læst ”The End” indtil nu, har ikke haft nogen indvendinger mod volden, da den virker homogen med den verden, man allerede får præsenteret fra kapitel 1. På side 7 eller 8 skyder hovedpersonen en lille dreng i hovedet, så hvis man læser videre derfra, ved man ligesom, hvad man har at gøre med.

Jeg kan godt se det fornuftige i f.eks. aldersmærkning af visse ting. ”The End” indeholder jo som sagt både sexovergreb og temmelig voldelige scener, så den er bestemt ikke tænkt til børn.

Jeg bryder mig ellers generelt ikke om censur og har forsøgt at rense mig selv fuldstændig for selvcensur. Det er for mig at se kun fornuftigt at portrættere livets skyggesider – de er der jo alligevel, uanset om vi forsøger at tie dem ihjel. Den brutale verden, vi får præsenteret i ”The End”, er i virkeligheden ment som en rød blinkende advarselslampe – Hvis vi ikke strammer op nu, så ender vi måske her.

Du har selv udgivet ”The End” – hvad ligger bag den beslutning?

Tja, der er jo ikke rigtig andre, der har haft lyst til at udgive mit stof. Jeg har sendt manuskripter ud i hvert fald i 12 år og har ikke fået udgivet noget endnu (jeg får dog en novelle med i den gode Henrik Harksens næste HPLmythos#2).

De fleste afslag er mere eller mindre ubegrundede, og de enkelte gange, hvor jeg er kommet lidt længere i processen, har der været indvendinger mod volden og et ønske om, at jeg skrev mere ”normalt”, hvad det så end betyder.

Nu havde jeg tiden og pengene til at trykke et oplag, så det gjorde jeg.

”The End” er – som titlen også afslører – skrevet på engelsk. Hvorfor fortæller du ikke den samme historie på dansk?

Ha, ha. Ja, godt spørgsmål. Jeg skriver faktisk også for det meste på dansk og holder meget af at skrive på dansk. Men jeg skrev ”The End” på et tidspunkt, hvor jeg var så sur på de danske forlag efter at have fået ubegrundede afslag nummer 97986 (ca.).

Min plan var at sende ”The End” til amerikanske og engelske forlag, hvilket jeg også gjorde. Men man drukner i bunkerne, tror jeg. Mange af dem har jo 8-10 måneders svartid … at best!

Jeg har pønset på at oversætte den, men det bliver nok lidt af en udfordring på grund af den meget rå gade-lingo – jeg er ikke så sikker på, at den fungerer helt lige så godt på dansk. Men lad os nu se. …

Hvilke fem bøger ville du ønske, at du selv havde skrevet?

1984 – Min absolutte yndlingsbog. Den måde kynismen går hånd i hånd med satiren, den sindssygt sorte slutning, ja, altid ved 1984 sparker røv.

The outsider (novelle) – H.p. Lovecraft viser hvordan en gyser novelle skal skrues sammen. Jeg drømmer selv om at skrue en så kompakt og effektiv lille novelle sammen en dag. Selv om det er en meget kort historie, er det alligevel en af mine favoritter med H.P. Lovecraft.

The dreamquest of unknown Kadath – Lovecraft igen. “Dreamquest” er min Ringenes Herre. Jeg forbløffes over Lovecrafts måde at beskrive drømmeverdenerne på. Jeg har haft et stykke fan fiction med afsæt i ”Dreamquest” liggende i et års tid.

Hitchhikers guide to the galaxy – Man kan ikke lade være med at være misundelig på Douglas Adams´ vanvittige legen med ordene.

Lad den rette komme ind – Det er måske lidt mærkeligt at nævne den, eftersom jeg ikke har fået læst den endnu. Jeg så filmen og blev vanvittigt misundelig over, at jeg ikke selv havde skrevet den historie.

Hvad er dine planer nu? Arbejder du på en ny bog?

Mit store projekt lige nu er en bog om drager, der har titlen ”Svovlild”. Drager lyder måske lidt fortærsket, men ikke de her drager.

Jeg har altid elsket drager, men synes sjældent, de bliver fremstillet, helt så potente og brutale, som jeg gerne ville se dem. Historien tager sit udgangspunkt i et land, hvor dragerne har udryddet alt andet liv og ultimativt begynder at bekrige hinanden. Historien er ikke for børn, den er mere en analyse af krigens natur og den uforsonelighed, der skal til for, at en konflikt blusser op.

Tænk: Blod og brøl i rige mængder. Sort svovlstinkende regn, der siler ned over forkullede landskaber overstrøet med udbrændte kadavere – så har man en nogenlunde fornemmelse af hvad det bliver.

Jeg har planer om at udgive den en gang til næste år.

Forlaget Tellerup udskriver i samarbejde med Håbefulde Unge Forfattere , horrorsiden.dk , fortællingen.dk og bogvaegten.dk en novellekonkurrence under temaet gys/horror. Alle kan deltage. Reglerne er enkle: skriv en novelle, som er uhyggelig eller forholder sig til det uhyggelige, og send den til mail-adressen nedenfor. Du deltager så i konkurrencen som repræsentant for Horrorsiden.dk.

I den færdige bog indledes hver novelle med et kort forfatterportræt, og heraf fremgår det, hvilket site den pågældende forfatter repræsenterer, så der kommer lidt konkurrence mellem de medvirkende sites.

Deadline for indsendelse er 1. september 2009. Novellen bør ikke være længere end 5.000 ord (ca. 12-13 A4-sider i Times New Roman 12 pkt med 1½ linieafstand), og den skal indledes med et kort handlingsreferat — en appetitvækker til dommerpanelet — på max 100 ord.

De forfattere, hvis noveller bliver antaget til udgivelse i antologien, honoreres med et engangsbeløb på kr. 2.000. Novellesamlingen redigeres af Mathias Clasen.

Forfatteren beholder rettighederne til sin novelle. Forlaget forbeholder sig retten til aflyse udgivelsen, hvis der ikke modtages et tilstrækkeligt antal noveller af tilstrækkelig kvalitet. Vinderne kontaktes direkte, senest 1. december 2009. De indsendte noveller må ikke tidligere have været offentliggjort. Novellen indsendes som vedhæftet dokument i Word-, txt- eller rtf-format. Og så er det ellers bare at få hældt blod i tastaturet og begynde!

Send din novelle til novellekonkurrence@tellerup.dk.

Interviewet kan læses på Horrorsiden.

Leis har truffet et ganske godt valg i at tilsætte science fiction-elementet til det ellers så klassiske zombie-scenarie. Et godt zombie-showdown er altid underholdende, men det ville nok være svært at bygge flere bøger på. Her tillader det forfatteren at levere en række novelle, der behandler udgangspunktet ganske forskelligt.

I ”Infektion” følger vi et par unge mennesker i undergangens første dage. Den leverer et fint anslag, en antydning af udgangspunkt, og hvad der styres mod. I ”Udbrud” skrues der op for varmen, idet vi følger en flok hjemmeværnssoldater, der skal beskytte et supermarked (og alle ved, hvad der sker, når vi sætter zombier og supermarkeder sammen). Sådan går det slag i slag, og vi får masser af synsvinkler præsenteret, fra de enkelte mennesker, der kæmper mod de levende døde, til de kræfter, der ønsker at genskabe verden i deres eget billede.

Kendetegnende for Necropolis er, at historierne passer ind i en overordnet struktur, og det betyder, at Leis har nogle mål, han skal nå frem til. Samtidig har han været nødt til at inkludere en del baggrundsmateriale, for han har ikke kunnet tage for givet, at alle har læst de andre bøger i samme univers (det behøver man strengt taget heller ikke, men det vil nok højne oplevelsen) – og det sker ikke altid lige subtilt. Det er desværre lidt af en science fiction-kliché, at folk lader (for dem) historisk baggrund glide ind i deres samtaler, og der sker en del her. Det kan selvfølgelig være nødvendigt, men kan også virke bremsende i læsning.

Men det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså størren end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horroraction, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.

Jette Holst har også anmeldt på Gyseren.dk