Igen er det ikke så meget, fordi historien egentlig er blevet hængende, som det er, fordi den rummede nogle gode billeder og lærte mig en blivende lektie.

Før Whitley Strieber fik et anfald af “Jeg er blevet bortført af rumvæsener” (og man mistænker den hviskede opfølgersætning “fordi det sælger bedre at kalde det virkelighed end at kalde det fiktion”), skrev han både horror og science fiction – f.eks. “Krigens dag”, der erindres som ganske god. Og så skrev han “Skyggeulv” – en ungdomsroman om tiden efter atomkrigen med en stor sort ulv i hovedrollen.

Det var ligesom “Vejen” for unge. Eller noget. Ud fra Jettes anmeldelse på Gyseren er den noget mere moralsk, end min svigtende hukommelse fortæller mig – nogle gange er svigt en god ting.

Men hvorfor husker jeg så “Skyggeulv”? Ikke så meget for temaerne om “Vær god ved Jorden”, men mere på grund ad lektien om “Man skal kende systemet for at tage røven på det”.

Hvordan det, spørger I?

Der i slutningen af firserne (gætter jeg på) var jeg underlagt et skolebibliotek, som havde inddelt sine bøger efter klassetrin. Det ville sige, at et område af biblioteket var forment adgang for os usle rollinger, der endnu ikke havde nået det forjættede land, som var ottende klasse. Langt størstedelen af mine klassekammerater var sandsynlig komplet ligeglade, men det var som rødglødende nåle i min hjerne. Forsiderne stod lige der og kaldte, og jeg kunne ikke kommet til dem. Selvfølgelig brugte jeg enhver lejlighed til at gå igennem området, men skolebibliotekaren kunne have lært israelerne noget om at styre, hvilket materialer der må bevæge sig hvorhen, så de eftertragtede bøger kom aldrig med ud. Det var et godt eksempel på, at et forbud nogle gange er den bedste inspiration, for jeg hungrede efter de bøger.

Og især Skyggeulv, som ikke blot stod der, men også optrådte på en plakat og derfor var en evig reminder om de glæder, som alderen giver adgang til (jeg var måske ikke den dreng, der var bedst forberedt på puberteten, da den landede som et ton mursten). Den var naturligvis ikke den eneste, men dog den, jeg husker bedst.

Lektien? Jeg var måske ikke den skarpeste kniv i skuffen i den alder – søn af en bibliotekar og med fast gang på det lokale folkebibliotek var det dog alligevel et tilfælde, at jeg opdagede selvsamme bog på disse andre tilgængelige hylder. Uden en gatekeeper af en skolelærer med pædagogisk forvrænget bibliotekarkursus og didaktisk muterede holdninger til læseoplevelser, så jeg uden problemer kunne smide den i posen og låne den med hjem. Så ja, jeg lærte lektien: hvorfor slås med en sur autoritetsperson, når der andetsteds står en bogpusher på spring for at give mig det, jeg vil låne?

Måske er det rent faktisk Whitley Strieber skyld, at jeg i dag er bibliotekar. Det kunne have været værre – jeg kunne være blevet bortført at rumvæsener.

Hele serien er at finde her.

VIa Boingboing.