En hemmelighed er blevet gemt i Nicolais kød, og hans besøg hos lægen skal vise sig skæbnesvangert. Snart er han hvirvlet ind i en dyster verden, hvor alle har deres egne planer med det, han bærer rundt på – og den eneste måde at nå frem til hemmeligheden på er ved at spise vor helt. Herfra bevæger historien sig fra provins til hovedstad i et hæsblæsende tempo og ender på mørke steder, hvor ældgamle guder drømmer om enden på al eksistens.

Den opmærksomme læser vil allerede nu se en blanding af humor og Lovecraft-inspiration, men “Kødets afveje” er tydeligvis skrevet af en massiv subkulturs-forbruger, for vi svømmer i tegneserie-, film- og generelle horror-referencer. For det meste holder de dog en god balance, så det ikke bliver en tom fremvisen af baggrund – de farer forbi bag ved handlingen, så kan gribe dem i farten eller lade være. Hvilket selvfølgelig blot er bonus-underholdning for folk med samme kulturelle baggrund.

På trods af oplægget virker “Kødets afveje” dog langt hen ad vejen som en konspirations-thriller. Nicolai er den stakkels uvidende hovedperson, der reagerer på skjulte og uforståelige handlinger og kun med nød og næppe holder sig i live og et halvt skridt foran modstanderne. Dertil kommer det besynderlige element, at det alt sammen foregår i lille Danmark, et element, som Hoberg faktisk håndterer med ganske god snilde – det bliver på intet tidspunkt akavet, men bidrager godt til stemningen. På trods af det groteske set-up holder han en vis grad af realisme her (eller i al fald en velfungerende illusion), og det fungerer godt i forhold til slutningen, hvor han skejer mere ud.

“Kødets afveje” er en romandebut og en ganske god en af slagsen. Hoberg har tydeligvis skrevet før og undgår en masse klassiske fælder – det giver en roman, der bevæger sig hurtigt og er let at gå til. Skulle man fremstå med nogle ønsker til næste bog (og der må for min skyld meget gerne komme en), er det et tættere arbejde med selve teksten – “Kødets afveje” er et underholdende bekendtskab, handling og humor og spænding fungerer, men den kunne virkelig have slået igennem, hvis forfatteren havde lagt mere arbejde i detaljerne; her og der er sprogbehandlingen yderst vellykket, men andre steder bliver den enten lidt for selvbevidst eller på automatpilot. Men det er detaljer, bare en ekstra grund til at holde øje med forfatterskabet.

Bemærk, Jette Holst har også anmeldt “Kødets afveje” på Horrorsiden.

Forlagets side.

Historien lyder umiddelbart af horror, men med undertoner af HPL-agtig sf/horror.

Der er kræfter på spil, der pønser på at ombringe verden, som vi kender den. Ondsindede, altødelæggende kræfter, der skjuler sig – lige under overfladen – lige under de tilforladelige hverdagshændelser – lige under forhuden…

Det må Nicolai Svaneborg sande, da han uforvarende bliver hvirvlet ind i et komplot af kosmiske dimensioner.

Nicolai ønsker grundliggende bare at være i fred. Han har ingen interesse i hverken det gode eller det onde. Han har end ikke rigtigt dannet sig en mening om dem. Men et tilsyneladende tilfældigt romantisk møde besegler hans skæbne. Før han ved af det, er han jaget vildt, på flugt fra en okkult underverden, der ikke vil helme, før han og den hemmelighed, han bærer på, er i deres magt.

Det bliver en kamp på liv og død. En kamp, der fører kidnapning, mord og kannibalisme med sig. En kamp, der i sidste ende kan afgøre Jordens skæbne!

Forfatteren lader ikke til at være meget til stede på nettet (hvilket virker mærkeligt nu om dage, men det er måske bare mig). Men forlaget har været så venlig at sende en omtale af ham:

 Anders Hoberg er født i 1975, og har, efter en start i Hornslet, boet det meste af sit liv i Århus.
Anders Hoberg har skrevet, fra han var, om ikke helt lille, så dog betydeligt mindre, og har sådan set aldrig været i tvivl om, at det var det, han ville. Efter endt skolegang skrev han således en kort vampyrfortælling. Da denne, til hans egen store overraskelse, ikke blev udgivet, reviderede han sine umiddelbare julegaveplaner, og brugte så adskillige år på en mere realismetung historie. Trods et tydeligt raskolnikoviansk tilsnit, og det efterfølgende mord på en sagesløs, faldt heller ikke denne dog i forlagenes smag.
Herefter tilbragte Anders Hoberg et par år ved litteraturhistorie på Aarhus Universitet (hvor han bl.a. forfattede uforståelige opgaver med titler som “Pronomernes kamp” og “Kulturens illusionsstrategier og sandhedens totalitære slagside,” samt en bacheloropgave om Batman), inden det lykkedes ham at droppe ud, før det blev for sent.
Når Anders Hoberg ikke prøver at finde på apokalyptiske scenarier eller sindrige konspirationsteorier, spiller han ubehjælpsomt elorgel (et antikvarisk Wizard 329) i  amatørbandet Dirtinajar, og arbejder på tiende år på en efterhånden temmelig omfattende registrering af alverdens fiktive væsner. Anders Hoberg påstår selv hårdnakket, at sidstnævnte er verdens største af sin slags, men har, når sandheden skal frem, ingen konkrete beviser for det.
For at finansiere dette unægteligt noget klichéfyldte bohemeliv (han bor sågar på et uopvarmet loftsværelse), arbejder Anders Hoberg modvilligt 11-12 timer om ugen (han har været så heldig at få foden indenfor døren i rengøringsbranchen!), og baserer ellers sin økonomi på rent håb og venners velvilje.
Bortset fra en kort historie (“Sneboldeffekten”) i Visir nr. 29 (Institutblad for Æstetiske Fag), er “Kødets afveje” hans første udgivelse.

Jeg ville gerne have læst bogen færdig til udgivelsesdagen, men må nok indse, at det bliver svært – lige i tiden læser jeg op til Fantasticon.

Forlagets side om bogen.