fanzine.dk

Myteserien er et internationalt projekt, hvor store forfattere fra en lang række lande skriver en kortroman over hver deres myte. Jeg havde egentlig troet, at den danske deltagelse i projektet var stoppet, men Zenia har netop skrevet en anmeldelse af Michel Fabers “Ildens evangelium” til Litteratursiden (hvor den dog ikke er online endnu, så indtil videre må man læse mere på forlagets hjemmeside).

Det fik mig til at kigge lidt nærmere på serien og opdage denne side, hvor man kan se de udgivelser, der indtil videre er planlagt på dansk. Især Philip Pullmans bog, hvor han kaster sig over Jesus-myten, ser jeg frem til:

Det gode menneske Jesus og skurken Kristus

En totalt overraskende, ny og kontroversiel genfortælling af Jesusmyten af den engelske bestsellerforfatter. I Pullmans første egentlige voksenroman er Jesus og Kristus to personer. Født samtidig, ja tvillinger faktisk, vokser de op sammen. Fortællingens kerne og udgangspunkt er Jesus Kristus-figurens dobbelte karakter: mennesket Jesus og Kristus, Guds søn. Det er historien om, hvordan den oprørske, anarkistiske og karismatiske Jesus gennem sit korte levned og åbenbarede “mirakler” og gerninger, han foretager, bliver til den bibelske Messias, Guds søn. Men hele tiden og som tiden går fulgt på afstand – som en skygge – af tvillingebroderen Kristus, der gennem sine møder med en fremmed – The Stranger – på én gang accepterende og bekymret, tøvende, usikker og modvilligt påtager sig rollen som iagttagende, registrerende krønikeskriver og levnedsskildrer.

Man kan læse mere om serien på themyths.co.uk.

Jeg kan huske, da det var let at elske Tim Burtons film – med titler som Edward Scissorhands, Beetle Juice, Batman-filmene og til dels Mars Attacks. De havde overraskende historier, skæve (og interessante) figurer i både hoved- og biroller og et visuelt touch, der var som et frisk pust. De var og er titler, som jeg husker med glæde og sagtens kan se igen.

Men helt ærligt, det er gået ned ad bakke over de sidste mange titler. Jeg har stadig fornemmelsen af, at jeg burde glæde mig, når der er en ny Burton-film på plakaten, men igen og igen har jeg siddet tilbage med en tom fornemmelse i maven (og det er ikke bare, fordi popcorn ikke er den bedste aftenmad): Sweeney Todd, Abernes Planet, Sleepy Hollow og Charlie and the Chocolate Factory. Seneste har Burton så kastet sig over klassikeren “Alice i Eventyrland”, og resultatet får mig til at ihukomme et tweet fra den daglige informationsstrøm: I firmly believe that there is no such thing as Tim Burton – just a really specific After Effects filter. “Take it, and Burtonize it!”

Der er gode ting i “Alice in Wonderland” – han laver en ny vinkel på historien i stedet for bare at genfortælle den (hvilket jo er gjort en del gange før), og der er nogle gode figurer imellem, bl.a. Cheshire-katten (med stemme af Stephen Fry) og den Røde Dronning, spillet med meget stort hovede af Helena Bonham Carter. Og ja, der er scener, der får én til at grine, og sekvenser, der river én med. Men helheden…

Historien, som jo netop er frigjort af originalen til en vis grad, bliver ikke udnyttet – den ender som ren Disney-metervare, der kunne have været filmatiseret af hvem som helst. Burton har bidraget med noget visuelt, som der ikke længere er noget pust over, og som udstråler CGI hele vejen igennem, selv når det virker ganske unødvendigt. Det er uden tvivl pænt at kigge på, men personligt bliver jeg træt, når samtlige billeder har den samme glans.

“Alice in Wonderland” er i mine øjne endnu et skridt ned ad trappen for Tim Burton – charmerende ved første øjekast, men helt ærligt ikke noget, jeg vil bruge penge på at se igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske igen skulle forsøge at lave en film med et begrænset budget – så han kunne blive presset lidt på kreativiteten igen i stedet for at instruere de samme skuespillere på de samme måder og fordybe sig i effekterne.

En samling historier med HG Wells som gennemgående figur og temaer som dræberrobotter, Darwin og science fiction-genrens fødsel? Hvor skriver jeg mig op?

“Tidskortet” af Félix J. Palma udkommer den 12. marts fra Gyldendal og har allerede fortjent sin plads på listen over bøger, der skal læses, alene på grund af forlagets omtale.

Palma har skrevet en hæsblæsende tour de force af en roman i tre dele med H.G. Wells som gennemgående figur. Handlingen foregår mestendels i London 1896.

Der er røverhistorier om opdagelsesrejser og stjålne tidshuller i Afrika; der er en fin skildring af tidsånden: Darwin og videnskabens indtog, destruktive robotter, science fiction-genrens fødsel og den fjerde dimension.

Man hører om H.G. Wells’ barndomstrængsler, og bogen har et fint kapitel, hvor Wells møder Elefantmanden, John Merrick, som var den tids kendteste kändis.

Der er dronning Victoria, plattenslagere, det fine engelske borgerskab, Jack the Ripper og paralleluniverser. Der er kærlighed og svimlende betragtninger over tid og tidsrejsers konsekvenser for fortid, nutid og fremtid.

Kort og godt: et væld af fantasifulde historier – de fleste opdigtede og nogle ganske sande.

Forleden anmeldte jeg Steffen Nohrs romandebut på Den elektriske kanin – Nu har jeg netop lagt et interview på Fantastiskeforfattere.dk, og det er et af de bedre.

Det 14. Punkt var mit første skønlitterære projekt. Jeg legede med tanken om at skabe en fortælling, som foregik i Marianergraven. Jeg er dybt fascineret af stedet og den enorme dybde og har ofte funderet over, hvilke hemmeligheder et sted som dette kunne gemme på. Så der var bestemt belæg for at lade en interessant handling foregå der, tænkte jeg. Men jeg manglede et plot. Helt tilfældigt, ved mere held end forstand, stødte jeg på en forholdsvis ukendt teori på nettet. Den appellerede til mig, og jo mere jeg researchede emnet, desto mere blev jeg sikker på, at dette var et brugbart plot i bogen. Teorien stammer fra halvfjerdserne og falder under kategorien ”pseudovidenskab”, men ikke desto mindre giver den alligevel en følelse af, at ”der-kunne-jo-være-noget-om-det”. Derudover er historien tilsat et strejf af science fiction. Men jeg forsøger at holde alle locations og gadgets så autentiske, som muligt. Det kræver naturligvis også en del research. Mit forarbejde til bogen varede omtrent 4½ måned

Wilhelm Bergsøes kortroman “Erindringer fra en Reise med flyvefisken ‘Prometheus’” har været udgivet flere gange, blandt andet fra Science Fiction Cirklen, hvor Niels Dalgaard har forsynet den med et godt efterord og noter. Selve teksten ligger også tilgængelig på adl.dk, men Dalgaards noter har været medvirkende til en ny oversættelse til engelsk.

Flyvefisken har mere end hundrede år på bagen og er et meget tidligt dansk eksempel på science fiction – men i oversættelsen får den helt nyt liv inden for genren steampunk. Det er antologien Steampunk Reloaded fra Tachyon Publishing, der lægger sider til, redigeret af Jeff og Ann VanderMeer.

Vilhelm Bergsoe, “Flying Fish (Prometheus)”, translated by Dwight R. Decker – A novelette from 1869 previously unpublished in English, by a Danish writer. This progressive tale of the dirigible Flying Fish, written in the form of a letter from the future to the past, will dazzle you with its Steampunk stylings and its prescient knowledge of a genre that would not be named for more than another century!