Tellerup gav mig synæstesi

Hvis man er fra en vis årgang, vil man huske den serie af bøger, som Tellerup udgav, hvor teksten var trykt med alle andre farver end den gængse sorte – jeg tror, det var Mizar-serien, og alene det at skrive om det får mig til at huske bøgerne i kraft af tekstur og farver snarere end titler. Papiret var lidt mere grynet end normalt, og teksten var… nåja, spraglet. Og så var der Michael Endes “Den uendelige historie” (og hvor kollisionen mellem forfatternavn og titel dog morede mig dengang), hvor teksten skiftede farve efter omstændighederne.

Men måske har de givet mig en fordel med de bøger – et lille anstrøg af synæstesi.

Synæstesi er en tilstand, hvor folks sanseindtryk blandes sammen – de kan se lugte, ord har farver eller lignende. Og så hjælper det med hukommelsen. Det ville naturligvis hjælpe på teorien, hvis jeg var overbevist, at det rent faktisk var Mizar-serien, der var tale om… men never mind

En artikel på New Scientist viser nemlig, hvordan man kan lære sig selv synæstesi. Nu skal jeg blot have fundet en roman, hvor det kun er enkelte bogstaver, der har farvet. Eller (fordi jeg er hankøn) måske snarere en roman, hvor familiens fødselsdage er indkodet i forskellige farver.

Skulle man være lidt mere interesseret i synæstesi og lige så dårlig til at få læst faglitteratur som undertegnede, vil jeg lige anbefale Jeffrey Moores Huskekunsterne, som endda har et (meget lille) anstrøg af science fiction. Zenia har anmeldt den her.

Noel Burun er synæstetiker – i hans tilfælde betyder det først og fremmest, at når han hører lyd, oplever han det også som farver. Det lyder måske vældigt underholdende, men for Noel har det voldsom betydning, da det gør det meget svært for ham at omgås med og forstå andre mennesker. Som største konsekvens har hans farverige lydoplevelse også givet ham en fænomenal hukommelse; helt enkelt kan Noel ikke glemme noget som helst.

Tags: Jeffrey Moore, synæstesi