Spændende kursus på SDU

7. juli, 2006

Jeg ved desværre ikke, om jeg til efteråret har råd til at køre 5 gange til Odense og betale de 425,-, som adgangen koster. Men hvis jeg har, skal jeg helt klart til det foredrag, som Folkeuniversitetet i Odense har med i deres program for efteråret 2006 (pdf).

Fiktion & virkelighed
– en litterær rejse
KURSUS – HOLD 6561-2
VED CAND.PHIL. HENRIK HARKSEN.
Grænsen mellem fiktion og fakta er ofte genstand for opmærksomhed i litterære værker. Hvad der på overfladen synes at være en virkelighedsfjern fantastisk fortælling kan vise sig at have dybere fæste i virkelighedens verden end selv den mest realistiske roman. Hvad er det, som i praksis skelner begreberne ”virkeligt” og ”fiktion”? Ofte er det ikke så éntydigt: Hanne-Vibeke Holsts Kongemordet er et eksempel på, at folk finder denne skelnen svær, og Dan Browns Da Vinci Mysteriet har været genstand for heftig debat om det faktuelle overfor det fiktive i historien. Helt tilbage til de klassiske værker af Homer og Ovid samt Dantes Guddommelige Komedie er grænsen mellem det virkelige og det fiktive flydende.

I moderne tid er især Kafka kendt for en sådan udviskning, men også Jorge Luis Borges, H.P. Lovecraft og Isabella Allendes såkaldte ”magiske realisme” er klare eksempler på dette fokus. Kursets omdrejningspunkt vil være Todorovs teori om den fantastiske fortælling, der her karakteriseres som en ”tøven” imellem det realistiske og det rent fiktive og eventyrlige. Vi vil ad den vej se på, hvad ”det virkelige” og det ”fiktive” er for størrelser.
Dermed vil det også blive tydeligere, hvad legen med disse elementer kan bidrage med af dybere indsigt om mennesket og verden som vi lever i.

5 tirsdage: 24/10, 31/10, 7/11, 14/11, 21/11 kl. 18.30-20.15.
Sted: Lokale 53, Syddansk Universitet, indg. B, L, F.
Pris: Kr. 425,- inkl. kompendium.

Henrik Harksen står bl.a. bag Lovecraft.dk og skulle nok være interessant at følge.

Læg et svar