Illusionernes kraft
Jeg har egentlig aldrig været den store radiolytter, men på det sidste er der da røget en del ting ind. I mandags var Carsten Fogh Nielsen fra Use of Weapons bl.a. i DRs Eksistens og snakke om illusioner sammen med Madeleine Rønn Juul og Steen Pegani. Udsendelsen kan nu høres på nettet her og kan anbefales.
CFN kommer vidt omkring og snakker udover illusionens generelle natur bl.a. om science fiction og fantasy (og fantastiske fortællinger generelt). Nedenstående er afskrevet af undertegnede i skyndingen, så eventuelle fejl er det nok let at tilskrive skylden for.
Vært: Hvorfor kan vi ikke bare acceptere virkeligheden, som den er, med sine ulykkelige slutninger og så videre?
CFN: Det er igen en forkert måde at stille spørgsmålet på, i og med spørgsmålet implicerer, at illusion eller historie eller film eller hvad det måtte være ikke er virkelig´. Det er de. Og det, de jo gør, er blandt andet at vise sider af virkeligheden. Det er ikke bare sådan, at de er opdigtet ud i det blå uden at have noget som helst med vores egen virkelighed at gøre. Det, de gør, er at vise sider af virkeligheden, som man måske ikke kan vise på andre måder, eller måske ikke kan vise lige så kraftigt på andre måder; f.eks. kampen mellem det gode og det onde. Det er noget af det, der meget ofte bliver hevet ud i en alfehistorie eller fantasy eller science fiction og gjort til det grundlæggende, det væsentligste i den historie. Og det er netop noget, man får i sin reneste form i sådan nogle fantastiske historier.





