Gratis radioaktiv horror
… eller hvad man nu kan kalde det. Der er i al fald tentakler, og det er altid et godt tegn.
Det nyeste nummer af gratis-tegneserie-bladet Freecomics rummer en historie (“Thule”) sat sammen af Allan Haverholm – med ideindspark af undertegnede. Rent faktisk smed jeg blot 2-3 løse ideer på bordet, og hr. Haverholm hægtede dem sammen til en historie. Nummerets tema er radioaktivitet, og der var snak om selvlysende blæk (ved dog ikke, om det blev gennemført, da jeg kun har set online-udgaven, som ligger i en ganske omfangsrig pdf her). Bemærk, at bladet er lavet som et folde-ud-nummer, så de heldige asener, der bor i en by, hvor Freecomics omdeles, kan være så heldige, at få den eminente hr. Haverholms udgydelser som plakat på væggen derhjemme.
Faktisk er “Thule” ikke det første eksempel på fantastik i Freecomics – Allan har tidligere bidraget med den underholdende (og nok også til tider noget sorte) stribe S*P*K, hvor man kan møde teenage-rumvæsener, verdensomspændende sammensværgelser og Jesus som Julemanden (for blot at nævne nogle af elementerne). Alle de tidligere numre af Freecomics ligger frit tilgængelige på hjemmesiden, så det er bare at komme i gang.
Allan har normalt en hjemmeside på www.haverholm.com, hvor man kan finde eksempler på hans kunnen, men den er PT nede (manglende betaling, sammensværgelse, dårlige udbydere? Historien giver intet svar).





