Det 14. punkt
Det største plus ved Bogforum – udover at man nu også kan møde SFC-folkene der – er den store mængde indtryk, der bliver smidt i hovedet på én. Især om de nye titler, som man kan få lov at se nærmere på.
Steffen Nohr’s “Det 14. punkt” må jeg indrømme, at jeg ikke kiggede nærmere på – den dukkede først op i bunken af pjecer, som jeg pakkede ud i hjemmet efter turen. Forsiden signalerer spændingsroman, og det lader også til at være fokus inden i, men et kig på forfatterens hjemmeside afslørede bl.a. dette citat, der får den til at lyde lidt mere interessant:
Steffen Nohr begår sig primært inden for spændingsthriller-genren, med undertoner af:
konspirationsteorier, pseudovidenskab, adventure, mystery, krimi og en snert af sci-fi.
Om bogen:
Da en hemmelig ekspedition gør et storslået fund i Marianergraven ud for den japanske kyst, må eksperterne give fortabt. Fundet i dybet overgår deres forstand, og i en sen nattetime i New York kimer mobiltelefonen pludselig hos computereksperten Anders Kloder. Tilbuddet lyder på en million dollars for hans ekspertise. I ly af natten fragtes han sammen med tre andre eksperter om på den anden side af kloden til verdens dybeste oceangrav. Inden længe går det op for Anders Kloder, at ikke alt er, hvad det udgiver sig for at være. Hvem kan han stole på, og er han blot en lille brik i et større spil?
Det 14. punkt er Steffen Nohrs bud på enhøjkomprimeret spændingsroman, der tager læseren med ud på et eventyr, hvis omfang man ikke er vant til fra danske forfattere. Det 14. punkt bygger på en teori, som første gang blev fremsat i 70’erne, og som har vakt Steffen Nohrs interesse, og forfatteren selv lægger ikke skjul på, at det er mystikken, der er hans største drivkraft.
Hele pressemeddelelsen kan læses her.





