Den krabatske samling
Kenneth Krabat er begyndt at blogge på krabat.menneske.dk – hvor han bl.a. anmelder science fiction og andet godt. Og så siger han farvel til fremtiden ved at overdrage sin sf-samling til et biblioteket, hvilket man kan læse om her, her og her. Der er nogle gode betragtninger, selv om jeg selvfølgelig ikke er så glad for udtrykket “forestillingskraftløse bibliotekarer”.
hehe, men det er så ganske åbenlyst ikke møntet på hverken dig eller min science-fiction og comics-progressive bibliotekar-ven. Og lad mig da bide til bolle omgående med en undskyldning, såfremt tilfældet er, at antallet af bibliotekarer, der køber ind efter Forventet Udlån snarere end Alsidighedskriteriet, er bragt ned på acceptabelt niveau som følge af generationsskifte. Der sidder vist i øvrigt en af jeres artsfæller på Allerød bibliotek, tror jeg det er.
Meget færre David Eddings, tak (Advarsel: indforstået bemærkning)
vh
kk
Bibliotekerne er jo, teoretisk set, folkets.
Folket hungrer ikke efter science fiction. De efterspørger det ikke. De låner det ikke.
Jeg har opstillet enkelte science fiction titler som fantasy. Så lånes de.
Mon folket ikke helt ved hvad science fiction er? Måske tror de at det er bøger fra halvfjerdserne med rummænd, tentakler og stjerneskibe?
ja, nej, folket ved ikke, hvad begrebet dækker, historisk, filosofisk, psykologisk – hvilket til dels er bibliotekernes “skyld”, al den stund bøgerne findes og det er bibliotekernes ansvar at formidle information om bøger. Og bibliotekernes opdeling i fantasy og sciene-fiction er old-nordisk. Kald det “fantastisk litteratur”, så har “folk” en vej ind.
I øvrigt tror mange i dag henter deres vurdering af science fiction fra såkaldte science fiction-film – som sjældent er andet end maskerede action- eller gyser film, dvs. i sidste ende rationelle eventyr i en fremtids- eller ikke-menneskelig setting. Cowboyfilm i rummet eller på Jorden i kamp mod aliens. Gaab.
At mange science fiction film er action-/gyserfilm først og science fiction bagefter er nok klart. Men at det skulle være en grund til at man ikke læser dem, er for mig svær at forstå. Horror sælger rigtig godt (er det min opfattelse). Forfattere som Stephen King, Koontz (adh) mv. er populære, og man skulle tro at hvis science fiction film blev betragtet som horror så kunne man sælge en del bøger der (altså sælge i betydningen få flere læsere). Men det ser ud til at folk undgår science fiction pga andre forhold. Det er ikke fordi det er trivial/genre-litteratur: se på salget af krimier, horror og fantasy. Der må være enten noget ved genren selv, eller ved folks forståelse af den, og jeg tror at det måske hænger sammen med de samme reaktioner, der gør at mange ikke tager tekniske uddannelser (it, kemi, fysik), men hellere vil være sygeplejere, musikere og forfattere, altså noget “med mennesker”. Når jeg (som IT-professionel) fortæller om den store grad af problemløsning, gruppe/samarbejde og behov for menneske kendskab og kommunikation som mit job kræver, så ser de ofte undrende på mig. Det er somom teknologi er løsrevet fra den almenmenneskelige sfære, og derfor virker fremmedartet eller kun for nørder. Og lige så snart teknikken er rykket ned i brugerhøjde, så er det ikke teknologi mere. For at parafrasere Arthur C Clarke: Den teknologi vi kan bruge, behøver vi ikke at forstå. Det mest interessant sted for mig, er ikke de rent tekniske aspekter ved et eller andet (derfor finder jeg en del ældre science fiction (a l a Neutronstjerne) relativ kedelig, og heller ikke de totalt social realistiske interessant (a la …), men snarere den litteratur der beskæftiger sig med mennesker i abnorme omgivelser/forhold. Det kan være krig, kærlighed, ændrede sociale forhold, eller ændrede fysiske betingelser. Så det er vel en slags advokeren for at kalde tingene fantastisk litteratur og ikke science fiction (også fordi meget af det der er godt ikke er specielt videnskabeligt, og en del af det der foregiver at være/opfattes som videnskabeligt ikke er det: Tydeligt i mit eget fag: De fleste forfattere der skriver om it i fremtiden har ikke en bjælde forstand på det, og næsten alt der har med AI at gøre, er uden relation til den virkelighed der findes nu, men ren ønsketænkning.
(ups det blev længere og mere usammenhængende end jeg havde planlagt – sidder og overspringshandler fra en oversættelse)
Det, der virker, er trygt.
Stiller man sig ind midt i det Todorovske spændingsfelt, er der ret utrygt. Skal man beskæftige sig med noget, der forekommer at handle om noget, man ikke ved noget om (teknologi), er det i sig selv utrygt. Gys og horror kan man forstå, for det handler NETOP om at blive bange. Og der er en lukket dør til sidst i form af rationel redegørelse for frygten. Men at beskæftige sig med noget, hvor man efterfølgende har flere spørgsmål end da man begyndte – hvilken science fiction-forfatter var det, der blev skide vred at få sine bøger stemplet som begrebet science fiction? For *han* skrev “spekulativ fiktion…!” – er usikkert for mange.
Men jeg vil meget gerne skrue ned for postulaterne – så som “science fiction er for drømmere, der ikke handler”, eller “læse-let opdatering på seneste teknologi”, eller “filosofi og videnskabsfilosofi, sociologi, etnologi, historik, økonomi, politik, psykologi… for begyndere”… – og tage udgangspunkt i mine egne interesser: Møder jeg nogen sinde nogen, der grunder over eksistensen på samme måde som jeg selv, som ikke begrunder deres spekulation i en samfundsindrettet uddannelse? Nej, det gør jeg ikke. Science fiction for mig holder alle døre åbne, spekulativt. Tvinger mit til at se krydspunkterne i ethvert samfund, men afkræver mig ikke en bestemt holdning, som det historiske/maskinelle fokus i enhver uddannelse gør.
Der er ikke noget fantastisk ved at være uuddannet som jeg selv, bestemt ikke, men hvis man er uddannet og ikke kan tænke uden for sit eget felt, er det svært at sætte sin viden i spil – så er man altid påkrævet et bestemt sted. Og det er dér, jeg vil hen:
Har man et lille samfund, hvor alt kører på skinner, bliver mennesker nemt til funktioner, også for sig selv, og så ligger et fald i opmærksomheden på samfundsmekanismerne, altså en helhedstænkning med sig selv indregnet, lige for. Er samfundet veluddannet til en forudbereget kvote af jobs, mindskes den generelle nysgerrighed på overlapninger til andre jobs. Prøv at se hvilket hyr man har i dag med både at få firmaer og folk i al almindelighed til at tænke “uden for kassen” når de søger hhv folk og stillinger. Alle vil arbejde med dét, de er uddannet til – det er trygt – og de vil have mest muligt for det – fordi de er alene mod resten, der kæmper for det samme.
I et sådant samfund – kan vi lege med begrebet “det friktionsløse samfund”, vel vidende at det snarere er bedsteborgerens sigte end en reel mulighed? – skal ting bare virke. Bøger og film foretrækkes afsluttet friktionsløst, computere skal bare virke, mobiltelefoner, parforhold afsluttes på problemstillinger, vore forældre evnede at klare, folk bliver ikke længere end to år i deres jobs – der er ligesom ingen bund i tingene længere. Intet reelt personligt ansvar for noget – og således heller ikke for at holde sindet åbent for menneskets placering i den verden, vi selv har skabt. Der er masser af knald på hengivelsen og underkastelsen i New Age og shamanisme og religion – men når det kommer til at tage ansvaret for de underliggende mekanismer på et plan, hvor man ikke kan nøjes med at føle, er svaret Nej.
Af dén grund tror jeg, at kun et fåtal i Danmark, eller nogen steder, har et forhold til science fiction. Kernen i litteraturen tiltaler et fåtal, mens en mere populariseret bevægelse mod ét af Todorovs yderpunkter – eventyret eller gyseren – både opfattes som tryggere og mere forståeligt af mange, der så til gengæld står af, når der kræves for meget af dem.
Hvilket er min årsag til at lægge “den krabatske samling” i offentlige hænder – lade de klassikere, som er imellem, være til rådighed for alle dem, som bevæger sig i de Todorovske yderrum. Og håbe på, at nogle flere bliver trukket ind i midten – i både en større interesse for det menneskeskabte, det matematiske definitionsgrundlag for vores eksisten og placering i universet, og en øget forståelse for “den generelle usikkerhed” som et livsvilkår for den forskning, som et liv levet med åbne øjne er.
Ang. bibliotekerne er det naturligvis lidt tricky – for selvfølgelig skal folk have det, de gerne vil have, men samtidig må vi stille os an som lidt bedrevidende og give dem det, de ikke vidste, de ville have
. En del af de gode engelske ryger ofte ud til andre biblioteker, men den lokale lånekraft er desværre ikke så stærk.
Jeg står selv for sf-indkøbene på det lokale bibliotek og har masser af titler, jeg gerne havde stående på hylderne – men først er der det danske, som jeg køber det meste af, så er der det engelske, hvor der er efterspørgsel på og først dernæst kommer de titler, som jeg prøver at prakke folk på. Og med den begrænsede plads er de ret få.
Hvis jeg kunne sørge for, at de var “af hylden” hele tiden, kunne jeg naturligvis købe flere
Så kan man selvfølgelig, som Zenia siger, forsøge at sælge dem via fantasyen (og ja, det kunne være skægt at lave en opstilling, der bare hed “fantastik”, selv om det selvfølgelig ville irritere nogle).
Som det er nu, hjælper opstillingen SF også nogle af bibliotekarerne, der ikke er så stærke på det område (ligesom jeg selv går i panik, når folk spørger efter noget, der ligner Hanne Vibeke Holst).
Det ser ud til at du næsten læser fantastisk litteratur af samme grund som jeg – eller noget der ligner – nemlig spørgsmålene (og vel også forsøg på svar) om mennesker og samfund.
Så horror og fantasy (mv) er ren eskapisme, og science fiction “tvinger” folk til at tænke (eller får dem til at føle at de skal tænke). Den køber jeg. Det minder lidt om, når man anbefaler klassikere til folk, og de hellere vil have noget, “som ikke er så tungt”.
Jeg er ikke sikker på at man har et hyr med at få folk til at tænke uden for kassen. Problemet er måske snarere at behovet er meget større end udbuddet, men at udbuddet også er meget større end nogensinde før. Men der er kræfter der trækker i en meget mere konservativ retning, og om de vil vinde eller hvad der sker med modernismen (af mangel på bedre betegnelse) er vel ikke til at sige. Som altid lever vi vel i et krydsfelt.
I det hele taget virker samfundet/virksomhederne/organisationer og mennesker langt mere kaotiske end man i kritikken af ensretning/det friktionsløse samfund inddrager (det blev lidt et stærkt generaliseret statement her, men pointen er at jeg synes man har tendens til at tro at de store organisationer/forvaltninger mv. har langt mere styr på det end de egentlig har). Det er heftige forsøg på ensretning, det sker en kraftig socialisering af folk, men i praksis er der bare så meget der ikke virker som planlagt, eller som overhovedet er blevet planlagt. (Jeg burde vide det, jeg har siddet i talløse kulturudvalg som ikke overhovedet var i stand til at påvirke noget som helst – heldigvis).
Men jeg synes det er en interessant pointe at man ikke søger det kantede og det usikre. Det minder mig lidt om noget jeg hørte på et kursus om alternative fortælleformer i film. Her var en af pointerne, at disse alternative former kun gav mening, hvis man var velbevandret i “grundhistorierne”. At de netop var alternative til noget. Så genrer og fortællinger, der ikke har en eller anden form for closure tror jeg altid vil føles utilstrækkelige når man læser dem. Som historien om ridderen der blev spist af dragen inden han nåede at redde prinsessen. Sandsynligvis mere sandsynlig, men langt sværere at forholde sig til som læser. Den virkelige verdens kaos, er svær at kapere og nogengange bare slet ikke underholdende.
Interessant diskussion. Tillad mig, som led i diskussionen, men først og fremmest som et fuldstændigt skamløst reklamefremstød, at gøre opmærksom på efterårets kursusudbud på Folkeuniversitetet i København, hvor man bl.a. kan finde en foredragsrække om science fiction, arrangeret af Bertil Dorch fra trekkies.dk. Formålet med foredragsrækken er at få præsenteret og diskuteret science fiction ud fra en lidt mere seriøs vinkel end normalt, og at få sat sf-genrens relevans, funktion og virkemidler ind i en bredere kontekst. Der vil være således være et par foredrag om scioence fiction og videnskab, et par stykker om science fiction og filosofi (jeg skal holde et af foredragene) og et enkelt om science fiction og litteratur.
Måske dette er en måde at få oplyst masserne på?
Opslaget og foredragsrækken er endnu ikke kommet på nettet, men man kan holde sig opdateret på http://www.fukoebenhavn.dk.
Hej Carsten
- det skal der da reklameres lidt for, når det kommer online
Ang. teknologi og brugerne – jeg kan desværre ikke huske hvor, men jeg stødte engang på den holdning, at teknologi kun er teknologi, så længe det ikke fungerer. Når det fungerer upåklageligt (eller brugerne er tilvænnet), er det en integreret del af livet.
Eksemplet var vist, at stole engang var teknologi, men ej længere.
Strengt taget :
hvis man skal tage Todorov alvorligt – er den fantastiske fortælling i det teoretiske midtpunkt af spændingsfeltet – urokkeligt og urøreligt midt imellem det overnaturlige og det realistiske – en fortælling så usikkerhedsskabende, at verden efterfølgende kun ville kunne genetableres og selvmordet kun holdes på afstand ved at lade sig falde til den ene eller til den anden side. Eller ved at begynde at dyrke Zen. Være i nuet. Være i usikkerheden, uvisheden, hvor hverken (over)tro eller (historisk) rationale virker. Hér er alt uden for mønstergenkendelse, som er grundlaget for vor bevidsthed, evne til selverkendelse og adskillelse fra omverden.
Det er ikke det samme som at være oplyst. At være oplyst er at kunne vandre i hele det Todorvske spændingsfelt, og nyde hvert et øjeblik på dets egne præmisser…
Skal vi ikke bare sige, at vi kæmper for at skabe flere konvertitter, så vi ikke føler os så alene?
Og så smider jeg bomben: Mon science fiction har et nørdet ry fordi genrens ambasadører netop er det:)
og forresten: hvis vi kaldte en opstilling for FANTASTIK (sf, fantasy og horror) ville vi ikke kun skabe forvirring hos lånerne – men i høj grad også hos personalet.
Fantastik som genrebetegnelse er strengt taget ikke nået meget længere ud i den brede offentlighed end til foreningen af samme navn
Jeg har stadig lånere der ikke aner hvad fantasy er. Og når man forklarer det bliver de irriteret over at det ikke hedder noget dansk.
zenia – sidder der ikke nogle små farvekodede klistermærker bag på bøgerne, som det ikke-myndige bogopsætterpersonale af varierende læse- og decimalsystemsdygtighed ville kunne bruge at orientere sig efter… [knastør humor]
ang genrens ambassadører: Jamen, så er jeg en generalist-nørd. Jeg nyder, det jeg nyder – men jeg forsvarer og advokerer for højnelse af interessen for at bespørge det grundlæggende samt at leve et liv uden frygt.
@Zenia – jeg ved sgu snart ikke. Jo, mange SF-læsere er nørder, men det samme gælder en hel del af dem, der læser Tolstoj. Det er bare forskellige former for nørderi der er tale om.
@Kenneth, jo, men selv om genren er rigtig opstillet hjælper det ikke på formidlingen
@Carsten – Indrøm det! ALLE sf-læsere er nørder
Og meget, meget dedikerede læsere.
Hvad kunne få dig til at læse chicklitt?
Jeg har ikke tid til det store indlæg, desværre, men ville blot lige henvise til en interessant diskussion om bibliotekernes rolle, der foregik på Bjarne Kim Pedersens blog for nylig:
http://bjarnekimpedersen.blogspot.com/2007/06/kronik-i-fyens-stiftstidende.html
OMFG!
The horror…the horror!!!
@Zenia: Tjah – jeg har set begge Bridget Jones-filmene, og syntes Nynnes Dagbog var rigtig sjov (læste den da den kørte i Politiken), så jeg ved da lidt om genren. Hvad der skulle kunne få mig til at læse chicklitt? Ingen anelse. At være strandet på en øde ø med en chicklitt bog som eneste underholding måske? Nej, så ville jeg nok snarere bruge den til at tænde op med
Ville bruge det til det samme …eller andet nyttigt
Janus: “Det ser ud til at du næsten læser fantastisk litteratur af samme grund som jeg – eller noget der ligner – nemlig spørgsmålene (og vel også forsøg på svar) om mennesker og samfund.”
ja, det må jeg svare ja til.
Genren tænker bredt og højt, skønt ikke altid så dybt, som jeg kunne ønske mig – det skortet ofte på medfølelsen. På indlevelsen i karaktererne motiver; i et pace, som mange science fiction-bøger i dag er, bliver det ofte ved postulaterne: Fordi hun altid havde haft det sådan, handlede hun sådan i dag… og den slags.
Men som jeg vist har sagt tidligere, er det nok ikke genrens fremmeste formål at skabe empatisk litteratur, men snarere at filosofere på en underholdende og informativ måde. det bemærkelsesværdige er jo, at for 99% af alle nye bøgers vedkommende – dem jeg har læst, selvfølgelig – er fremtidsmennesket på alle leder og kanter magen til mennesket i dag. Ingen strømninger, som har præget folk til en fælles radikalt anderledes opførsel sammenlignet med i dag. Så, i de fleste tilfælde taler vi blot setting, og fremtidsaspektet er blot en anden måde at sige “den nyeste tænkning” – fordi den er dén tænkning, som endnu ikke er blevet indoptaget i samfundene i (primært) den vestlige verden. Tænkningen, som endnu ikke er blevet hverdag.
Men hérfra perkolerer den, sammen med de regulært videnskabeligt optagede og vidensformidlere, ned gennem samfundet, og bliver til hverdag ved køkkenbordet: 2 mobilpersoner pr. voksen i 2010? Alle elektroniske genstande naturligt i kontakt med hinanden? En luksus at have et fysisk arbejde, hjemmebaseret fjernarbejde for alle ikke-fysiske jobs for at mindske belastning på Kloden?
Der skal ikke meget til, før de fleste kan ane at det nutidige meget hurtigt kan blive til meget mere end det, de selv kan forestille sig. Og dér ryster flertallet på hovedet: “hvad skal det dog blive til”? Mens dem med forudviden – kan komme på adskillige mulige fremtidsscenarier, der tillige kan bakkes videnskabeligt op.
Hvad skal vi dog kaldes os? Helhedstænkere? Hvad? Det er både evne, tilstand, savn, længsel, viden og meget andet at interessere sig for den menneskelige tilstand set fra oven – uden samtidigt ønske om at kapitalisere på denne viden.
Eller taler jeg kun om mig selv hér?
@Kenneth
Det er vist Jesper, du citerer – men derfor kan jeg nu godt erklære mig enig her og der
Hvad angår formidlingen af genren har jeg vist engang tidligere her på bloggen sammenlignet science fiction og digte – de er former af litteraturen, der stiller visse krav til læseren og læseprotokoller.
Jeg læser ikke digte – ergo kan jeg sikkert godt nyde et digt, men derimod sikkert ikke forstå det 100%, da jeg ikke kender det bagvedliggende. Men et enkelt digt kan evt. fange mig og få mig til at kigge nærmere på forfatter og derfra på noget, der ligner.
Det er med andre ord meget, meget svært at formidle genren som sådan. Hvis man aldrig har læst sf, vil man nok glo noget uforstående på den ivrige bibliotekar/nørd, der fortæller en, at det lige netop er det, man har brug for. Det kan meget let komme til at virke noget frelst.
Det, man derimod kan sælge folk, er den gode historie – har de først læst den, vil de lede efter mere af samme forfatter og derefter noget, som ligner.
Problemet med sf er, at meget af det ikke er en god historie, førend man er vant til at læse genren.
Det, jeg prøver at komme frem til, er, at opstillingen sf i biblioteket ikke i sig selv er formidling – det er ren bekvemmelighed for de allerede “omvendte” læsere.
Helt enig! Heldigvis
Hvem af disse to måtte have de bedste forudsætninger for at formidle genren bedst: Bibliotekaren med viden og interesse for genren, eller den i bredden orienterede bibliotekar?
Det er derfor, jeg har forsøgt at afsætte min samling i 10 år – med formålet at lave en særsamling, á la Det Kulørte Bibliotek (i øvrigt uden for sammenligning, fordi tegneserier “sælger sig selv”) – og det er jeg næsten ved at have opnået nu, med én markant hindring, jeg aldrig kunne have forestillet mig, men udmærket forstår: Nul-res af bøger, som kun findes i 1 kopi i Danmark. Hvilket betyder et langt større slid på samlingen end hvis den stod det samme sted. Men selvfølgelig skal samlingen ud til danskerne, snarere end blot til lokalområdet, så længe samlingen holder – det som blot behøves er så netop dét, jeg håber sker: EEN bibliotekar på oprindelsesbiblioteket, som brænder for at VEDLIGEHOLDE samlingen og tale varmt til kunderne dér – så skal tiden nok gøre resten.
Det er dét, der har manglet. Stor nok samling, fortsat økonomi, fortsat indkøb, både historisk og nyt. Så skal genren nok finde dem, den kan finde.
Min anke har været, at bibliotekarer, som jeg har oplevet, har følt sig presset til at repræsentere noget, de ikke følte sig klædt på til, og i mange tilfælde har været – hvis ikke direkte negative – så i hvert fald åbenlyst uinteresserede i. Og dérfra kommer begrebet “forestillingskraftløse bibliotekarer”. Antallet af bibliotekarer som ér interesserede i den fantastiske genre står givet direkte proportionalt procent for procent med antallet af befolkningen, som PT. er interesseret i den fantastiske genre, men mit spørgsmål er, om dét i sig selv er godt (nok). Jeg mener det ikke. Men det er lidt en kamp med vindmøller – vi har den kultur, vi har. Meget lidt forestillingskraftig hvad angår spekulationer om fremtiden og konsekvenser af vort nuværende liv og handlingsmønster. Men betyder dét, at man skal opgive kampen for større fantaséren? Betyder dét, at dét at være meget realistisk orienteret ér den rigtige vej frem for vor kultur og sprogområde og placering i det globale landskab – at dét er den eneste måde, vi som kultur kan overleve på?
Kald det en vision, om I vil. Visioner har som bekendt ikke nødvendigvis rod i en kollektiv oplevelse af, hvad der er nødvendigt og/eller sandt. Visioner udtrykker et enkelt menneskes oplevelse af, hvad der *kunne* ske, såfremt visse enkeltfaktorer i en psykosocial ligning var anderledes. Og jeg ser, at man er nødt til at uddanne danskerne til at tænke større – større sammenhænge – så konsekvenstænkning kommer væk fra det personlige og det rent økonomiske.
I mit hjerte er jeg nok en rebel – og læner mig følelsesmæssigt op af utopien Økotopia af Ernest Callenbach om et idealsamfund, der samler sine krafter om at uddanne sin befolkning til større selvforståelse. Hvilket i bogens beskrivelse i allerhøjeste grad er en utopi, al den stund den isolerer Californien fra resten af verden i 20 år. Det lader sig ikke gøre – Danmark er på mange måder dén stat med sit sats på socialt sikkerhedsnet, blot (det er den væsentlige forskel) i nationalstatsregi snarere end ud fra borgerforståelse. Men hvad kan man så gøre? Det nytter ikke noget at satse på uddannelse i sig selv – uddannelse spejler samfundets øjeblikkelige nødvendighed i historisk perspektiv, “behovsundervisning” – så hvor skal memerne komme fra, der skaber et drive væk fra det selvdestruktive, nationalt, globalt? Ved at nogen sår frøene, der sætter tanken fri, sætter spekulationen fri. Ser det hele udefra, snarere end fra den personlige overlevelses synspunkt.
Regeringsmodellen i dag hedder del og hersk. På min blog har jeg et lille indlæg om overvågning – http://krabat.menneske.dk/2007/07/overvgning-er-mistillid.html – hvorfor er det at overvågning lige så stille og roligt glider ind alle steder? Fordi folk tror, at det er nødvendigt for dem hver for sig for at beskytte sig mod alle de andre – men spørger man dem, om de selv er én, de andre skal beskyttes imod, vil de protestere. Det er dén form for manglende overblik, som jeg mener man kan “show, don’t tell” sig ud af med den fantastiske litteratur. Det nytter ikke noget, at den menneskelige frihedstrang omveksles til falsk mønt som forbrugsgoder og personalekurser. Den kræver en faktisk forståelse af sammenhænge. Vidsyn. Og for at udbalancere frygten, vi alle har, fordres stærke og store drømme. Det er det eneste, som efter min mening har nogen effekt.
Fortæl mig gerne, at jeg er langt ude. At jeg tror, at en pissemyresamling på 1100 “fantastiske” bøger skulle kunne gøre noget i sig selv, *eller* være årsag til en sociokulturel revolution. Men det tror jeg heller ikke. Jeg forsøger blot at plante et enkelt lille frø – mens vi endnu har biblioteker og bibliotekarer til at advicere de læsende.
“Den krabatske samling” har nu fået et officielt navn: The Philip K Dick Library – med bo på Blågårds Bibliotek i København. Som følge af et ekstra-indkøb efter Eurocon 2007 er samlingen nu oppe på 1600+ bøger – som biblioteket, så længe midler haves, vil forsøge at nulresse, således at samlingen holder længere. (nulresse – nul-reservere, således at bøgerne ikke kan bestilles fra biblioteker landet over, hvilket kun lader sig gøre, når en bog findes i duplet).
Det er stort for mig, at det nu er lykkedes at afslutte dette projekt, som jeg påbegyndte for over 10 år siden, måske 12. Tanken er den simple fødekæde: Flere science fiction på biblioteket, flere der læser, flere der bliver inspireret til at skrive, flere tilbud til forlagene om udgivelser, flere udgivelser, flere der køber og læser og flere der bliver inspireret til at skrive… Jo, det ér en sag. En mission af en slags.
Jeg, en science fiction-missionær… Latteren bølger over landskabet!
Nå, nu må det være på tide, at jeg også blander mig.
Det er mig, der har ansvaret for PKD Library på Blågården. Og jeg tilstår: Der er ikke sket meget i temmelig lang tid.
Det startede med entusiasme. Kenneth plastede (indbandt), jeg beholdningsregistrerede og forkatalogiserede så sved & blod sprøjtede. Og vi tog sammen på Eurocon og delte flyers ud og supplerede samlingen.
Af de ca. 1600 indkøbte titler er ca. 700 nu indgået. Næsten alle er plastet.
Men engang i løbet af efteråret blev der pludselig travlt med andre ting på jobbet, og de resterende 900 paperbacks blev stillet på en meget stor bogvogn og kørt ned i kælderen.
Nu har vi heldigvis fået os en job-træner, som kan ta’ lidt af arbejdspresset, og i sidste uge hentede jeg vognen med bøgerne op igen. Og jeg er langsomt kommet igang igen.
Men det ER virkelig en tung proces. De bøger (ret præcist halvdelen indtil videre) som ikke allerede er i basen, kan ikke bare indgås; de skal katalogiseres først. Jeg har fået licens til at forkatalogisere, men den rigtige katalogisering foregår i Københavns Bibliotekers katalog-afdeling, og de er underbemandede og har alt for meget at lave. Derfor går det meget langsomt. De ca. 350 titler, der skulle katalogiseres fra den første omgang, er de først færdige med nu, så ca. et halvt år har det taget dem at tygge sig igennem den stak.
Jeg satser dog kraftigt på at blive færdig i 2008.
Og NÅR jeg bliver færdig, så vil jeg give mig til at slå på tromme for samlingen. Så vil jeg blande mig i diskussioner på nettet, jeg vil gøre noget ved bibliotekets hjemmeside, og jeg har også en ide om at lave en officiel åbning på et tidspunkt, hvor Erwin Neutzsky-Wullf eller Svend Åge Madsen eller en eller anden anden kendt kan komme og klippe en rød snor over. Jeg vil i den anledning også gerne ha’ Mads Brügger (som jo er stor PKD-fan) til at komme og rapportere fra åbningen.
Whatever.
Det var lidt update fra mig om, hvor projektet står. Jeg har hørt fra Kenneth, at Knud Larn har spredt ordet i “kredsene”, at vi gerne modtager donationer i form af bøger. Det er også rigtigt. Men jeg forbeholder mig retten til at kassere med hård hånd.
Jeg vil ikke kalde mig “en forestillingskraft-løs bibliotekar”. Men jeg er luder med fokus på udlånstal. Ikke fordi jeg ikke godt kunne tænke mig at folk blev klogere, eller at de læste mere kvalitetslitteratur. Men fordi den slags er luksus-problemer for bibliotekarer, der lever i en verden hvor biblioteksvæsnet er mindre presset af dalende udlånstal, end de er i Danmark i dag. Jeg vil bare så nødig være én af den generation af bibliotekarer, der lukker og slukker. Og den trussel er mere reel end mange bibliotekarer gør sig klart.
Jeg stemmer på Svend Åge Madsen !!
Held og lykke med dit arbejde – det er et stort projekt. Og tidskrævende…
[...] og begreb og om bibliotekernes stilling til “fænomenet”, kan man gå i loop med denne lange tråd – på fanzine.dk, som henviser tilbage hértil, skønt så vidt vidende endnu [...]