Bathos nr. 50

31. august, 2006

Bathos har jubilæum, og det fejres med lagkage og slavepiger. Og med ekstra 16 sider i bladet – men når det i forvejen har det omfang, som ganske almindelige clips kan klare, så ryger de ekstra godter i som et blad for sig, uden tvivl til stor frustration for fremtidens stakkels samlere (og glæde for dem, som formår at holde de to blade samlede og intakte). Indholdet af de 16 sider er poesi – og om ikke andet gør digtet “I solnedgangen” hele bladet værd for det ene, lille ord: kødskygger

Jeg kan godt lide det ord. Det har pondus og billedkraft. Og det er ikke engang på Google. You saw it here first (nåja, i al fald online).

Indholdsfortegnelsen forneden vil vise, at selve bladet er fyldt op, cirka som det plejer. Normalt holder jeg mig til anmeldelserne og lignende, men måtte dog her more mig noget over ENWs små indspark nutidens religiøse glamour: kabbalah.

Men aldrig et jubilæum uden en julegyser – en genre, som redaktøren synes at have en særlig forkærlighed for. Før mit bekendtskab med Bathos vidste jeg simpelthen ikke, at det ligefrem kunne kaldes en genre (antallet af film taler for det) – men sådan lærer man de særeste ting. Nummerets perle er dog i mine øjne at finde i anmeldelsen af Stephen King-novelle-filmatiseringen Battleground, hvor opsummeres The Four Ages of Supernatural Horror in Literature – meget kortere end Lovecrafts forsøg udi sådanne katalogiseringer, meget mere bitter, men også meget sjovere på et eller andet plan.

Men jeg synes stadig, at kødskygger er et fedt ord.

Redaktør: Erwin Neutzsky-Wulff
Udgivet: august 2006 (på omslaget: juli 2007
Pris: 50,-
Omfang: 79 sider + tillæg på 16 sider
Sprog: engelsk & dansk
Indhold

  1. Bathos – de første 50 numre
  2. Valeria
  3. Trancendens for dummies 23 : Bina
  4. Kronik
  5. Don’t Open Till Christmass
  6. Whipping therapy
  7. Trancendens for dummies 24: Chokhma
  8. Still going strong!
  9. Cult of the Cobra
  10. Night of the Ghouls
  11. Battleground
  12. Længere artikler i Bathos 1-50
  13. Har du læst?

Tillægget

  1. Lys over land
  2. I solnedgangen
  3. Epitaph

2 kommentarer til “ Bathos nr. 50 ”

  1. Erwin Neutzsky-Wulff den 1. september, 2006 kl. 15:26

    Siden du nu så godt kan lide digte, får du et her:

    PÆNE FOLK

    Pæne folk
    er jordens salt, det må man sande.
    Pæne folk,
    som i hver storm kan træde vande
    og hinanden fremme.
    Altid massens stemme.
    Altid magtens tolk.
    Pæne folk.

    Pæne folk
    behøver ingen store evner.
    Pæne folk
    er stolte, så de næsten revner,
    af at være pæne,
    lærer at betjene
    jalousiens dolk.
    Pæne folk.

    Pæne folk,
    som siger det, som andre siger.
    Pæne folk,
    som lever af hinandens smiger.
    Alting kan du vinde,
    thi på magtens tinde
    finder du en ven,
    bare du er pæn!

    Pæne folk
    har nok i blot at være pæne.
    Pæne folk
    er bange for at stå alene.
    Men hvis du dem krænker,
    angrende du tænker,
    om du blot igen
    kunne blive pæn.

    Pæne folk
    har ikke andet end hinanden.
    Pæne folk
    er som det blanke ral på stranden,
    bølgen overskyller.
    Folk, som bare fylder,
    går i luntetrav
    mod en glemselsgrav.

    Og så er det public domain …

  2. fanzine.dk » Blog Archive » Kommentardigt den 5. september, 2006 kl. 10:03

    [...] Jeg gad vide, om den gode Erwin Neutzsky-Wulff har opfundet en helt ny litterær genre: blogkommentardigtet…? [...]

Læg et svar