Overhalet af Abu Ghraib
Jeg er i gang med at læse tredie bind af Charlaine Harris’ romantiske vampyrserie (og nej, jeg mener ikke romantisk vampyrserie som i Twilight) True Blood og havde den mildest talt mystiske oplevelse af blive mindet om en Harry Harrison-roman.
Harrison-romanen in question er The Daleth Effect, hvor han postulerer en meget samvittighedsfuld videnskabsmand: han opfinder et teleportationsdrev og drager den eneste logiske konklusion: det kan bruges til krig, ergo kan han kun udlevere det til en nation, som aldrig ville udnytte til krigsførende formål.
Danmark.
Jeg læste “The Daleth Effect”, da vi netop var gået ind i krigen i Afghanistan. Som krigsførende nation. Det er en god bog – voldsomt underholdende, men sært fremmedgørende overfor læseren; især i den situation.
i “Klub Død” bliver hovedpersonens vampyrelsker bortført, og hun må tage til Mississippi for at finde ud af, om han stadig er i live. Der får hun følgende indsigt:
Af en eller anden grund – nok fordi jeg er amerikaner – havde den tanke ikke strejfet mig at de vampyrer der havde bortført Bill, ville ty til onde midler for at få ham til at snakke.
Jeg tror ikke, det var meningen, at jeg skulle grine der.
I parentes bemærket er “Klub Død” ganske god underholdning – lidt tykkere i de romantiske forviklinger, end jeg ville have ønsket, men alligevel god og hurtig læsning. Jeg har skrevet om de andre bind i serien på Horrorsiden.
Jeps, nu skal “We have ways of making you talk” ikke længere siges med klassisk tysk/engelsk accent, nu skal den gerne komme på bred sydstatsamerikansk, og gerne afsluttes med et “bubba”.