Hvad er femi-fantasy?
For nylig var jeg halvvejs/kvart inde over en diskussion om begrebet femi-fantasy – vist nok i forbindelse med, at Steffen Larsen brugte udtrykket i en anmeldelse. “Halvvejs/kvart” dækker over, at jeg egentlig ikke selv deltog i diskussionen, men fik den refereret hen over bordet af Zenia, som fulgte den på Facebook.
Som jeg husker det, virkede det, som om folk tog for givet, at udtrykket blev ment/opfattet negativt – at det også var en anslag på bogens lødighed. Hvilket egentlig synes at være en ret gængs opfattelse, så snart en genre opfattes som rettet mod en specifik målgruppe af mennesker – science fiction er til nørder, børnebøger er til børn, femikrimier er til kvinder, og så videre og så videre.
Men hvorfor? Er det, fordi vi har et billede af en forfatter, der skriver til en målgruppe, som en, der sætter formatet over kunsten – mange ting påvirker, hvordan en bog kommer til at se ud; er det værre, fordi den tiltænkte læser spiller med i den proces? Er det mon ikke snarere, alene fordi vi ikke selv er en del af den målgruppe? Jeg læser megen science fiction, ergo ser jeg ikke noget problem i de forventninger, der stilles til læseren der, selv om jeg kender folk, som er ude af stand til at læse genren (bortset fra de gange, når noget smutter med i slipstrømmen, og jeg kan udføre min lille sejrsdans, når de begejstrede beretter om den eminente bog, de har læst).
Men det, jeg egentlig ville frem til, var spørgsmålet, hvad der egent er femi-fantasy. Selv må jeg indrømme, at jeg bruger begrebet lidt løst efter en flimrende fornemmelse af, at femi-fantasy er det, jeg peger på, når jeg siger femi-fantasy; som regel kvindelige forfattere, gerne med kvindelige hovedpersoner (piger) og gerne med et fokus, der gør, at de tiltænkte læsere nok er piger selv. Jeg har læst mange af disse selv, både som knægt og voksen, også med stort udbytte: Anne McCaffrey, Tamora Pierce og flere (ligesom jeg selvfølgelig har læst nogle, der overhovedet ikke ramte mig).
Et interessant kendetegn for genren (hvis man kan kalde det for en genre) fandt jeg i en kommentar af Benni Bødker til dette indlæg:
Jeg plejer at kalde det femi-fantasy, når jeg holder foredrag om fx Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl. Der er sjovt nok i Danmark en del kvinder, der skriver fantsy om piger, der kun movdilligt påtager sig rollen som den udvalgte (i modsætning til gammeldags heroisk fantsy om mænd, der hellere end gerne leger helte).
Hvad opfatter andre folk som femi-fantasy?
Min første indskydelse, når jeg hører termen femi-fantasy er sådan en som fx Marion Zimmer Bradley.
Tjek i øvrigt dette link. Her er mange gode bud: http://www.feministsf.org/reviews/authorsa.html
Jeg har ikke rigtig læst folk som Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl. Sjovt nok bunder mit manglende kendskab til dem faktisk i en genreopfattelse. Blot har jeg ikke opfattet deres værker som femi-fantasy, men som børne-/ungdomsbøger.
Mit indtryk er, at de damer Kaaberbøl og Ottesen skam skriver rigtig udmærket, så det genrebaserede fravalg bunder ikke i en kvalitetsbetragtning, som går på, at nogle genrer er inferiøre, fordi de ved, hvilken læserskare de henvender sig til. Der er snarere tale om en prioritering. Jeg vil simpelthen hellere læse noget andet end børnebøger, fordi jeg er en voksen mand.
Jeg synes i øvrigt, du har fat i noget rigtig interessant i forhold den fordom, der går på, at nogle genrer er underlegne, fordi de tænker formatet ind i læserhenvendelsen – det er ligesom om det så ikke er “rigtig” kunst. Men hvad gør det? Kunst er nok alligevel en af de mest udvandede og altdækkende termer, jeg kan komme på.
For mig at se er det at skrive en bog en kommunikationssituation, uanset hvad du så måtte skrive. Og kommunikerer man, ja så bør man da overveje, hvem man henvender sig til, hvorfor man gør det, og hvad man gerne vil opnå med sin henvendelse. Det vidste allerede Aristoteles, da han talte om ethos, pathos og logos, som jo netop beskæftiger sig med forholdet mellem afsender og modtager.
For mig at se er genrer nyttige pejlemærker, som kan sige noget – men aldrig alt – om et værk. Du kan som forbruger/læser benytte dig af din genreopfattelse til at afgøre, om et værk monstro er noget for dig. Man skal blot passe på ikke at blive for låst i sine opfattelser af både et givent værks genre, og hvad man som læser synes om.
Og nu har jeg så åbenbart brugt en fjerdel af min kommentar på at tale femi-fantasy og resten på at tærske langhalm på en generel genrediskussion. Så meget for at være bevidst om det, man kommunikerer, mens man kommunikerer det
Sjovt med den feministiske fantasy – der var én, der nævnte det samme på Facebook, og jeg havde faktisk slet ikke tænkt det ind i forbindelsen. Sådan er det med de der halvfærdige, ikke-formulerede genredefinitioner, man har flydende rundt i hovedet.
Eller også er det et tegn på mine egne fordomme, for jeg ved, at jeg bliver noget lunken, så snart noget defineres som feministisk (især science fiction, af en eller anden grund).
Jeg tror egentlig også, at meget af det, jeg tænker på som femi-fantasy, er børne/ungdomsfantasy. Måske med nogle voksentilføjelser som Isfolket og deslige.
Det sjove ved genrediskussionen er, synes jeg, at genrer ofte generelt ses som noget nedladende, mens Litteratur med stort L ses som noget helt for sig selv. Selv om Litteratur naturligvis har sine helt egne læsekoder og så videre,
Jeg kender godt det med, at man har nogle indgroede ideer omkring genre, som man indimellem glemmer at tage stilling til.
For mig er genren biografi fx blevet (næsten) synonymt med letkøbt kendiseksponering i december. Det er desværre blevet voldsomt populært at udgive en bog (og få den læst guddødemig!), hvis du så meget som har haft snotten på tv i fem minutter.
Nå, der talte den sure gamle mand i maven – ah, det gjorde godt
Jeg tror godt, jeg ved, hvad du mener med, at bøger kan blive set ned på af “parnasset”, hvis de med nogenlunde lethed kan klassificeres inden for en genre.
Det kan måske siges lidt á la dette her:
Genrelitteratur = underholdning
Rigtig litteratur = kunst
Kunst = godt
Underholdning = overflødigt
Dog oplever jeg det ikke som noget specielt stort problem i min daglige omgang med litteratur. Jeg har da i hvert fald fx haft mange undervisere på universitetet, som med fornøjelse kaster sig over såkaldt underlødig underholdning. Ligesom jeg i øvrigt selv gør. Folket har altså brug for noget brød og cirkus ind i mellem
Men måske har du en anden vinkel på det litterære system – eller hvad man nu skal kalde det – som jeg ikke kender til?