Ink
Når vi går i seng, strides to kræfter om vores søvn. Fra en gylden, pastoral verden kommer der Storytellers, som fylder vores drømme med håb og styrke, mens der ud af skyggerne – fra en verden af flimrende skærme og mørke – sniger sig Incubi, der fylder os med frygt og selvhad.
Ink er et sært og grotesk væsen, iført laser og pjalter, som sniger sig rundt, pukkelrygget, arret og med en overordentlig stor næse. Han drømmer om at blive Incubus, så for at tilfredsstille deres øverste leder kidnapper han barnet Emma, som skal være hans offergave for at blive indlemmet i deres rækker. Da hendes drømme-jeg bliver bortført, går hendes krop i koma i vores verden – i kritisk tilstand, nær døden.
Der er flere, der vil redde hende, men hendes far, John, står ikke forrest i den kø – han er en succesfuld forretningsmand af 80-timers-arbejdsuge-laver-milliardhandler-typen, der ved moderens død blevet frakendt forældremyndigheden grundet sit forbrug af, ahem, opkvikkende præparater. Det siger næsten sig selv, at Incubus-siden har nemt spil med ham – fyldt med frygt, skyld og selvhad som han er. Næ, blandt Emmas forkæmpere er dels lederen af Storytellers, Liev, som opsøger Ink og lader sig fange sammen med Emma, således at han har to ofre, og dels en lille gruppe storytellers, som søger at få John til at opsøge Emma og tage sit ansvar på sig. Men tiden er – naturligvis – knap: Ink er tæt på at få åbnet døren til Incubus-verdenen og kunne fuldføre sin mission.
Lad det være sagt fra en start af: Ink er en fremragende film og en stor sejr for indie-filmmagerne bag den. Den visuelle side er unik, dragende og frem for alt gennemført (Dark City, Brazil, Donny Darko og Pan’s Labyrinth er dens visuelle slægtninge), lydsiden er gennemført (den rummer bl.a. en FANTASTISK scene, hvor den blinde stifinder Jacob laver magi ved at finde byens rytme og bruge den), og frem for alt er manuskriptet solidt og med et par overraskende drejninger undervejs. Der er et par skuespilsmæssige “meh”-øjeblikke, men heldigvis ikke fra hovedpersonerne, som bevæger sig mellem “godt” og “overraskende godt”.
Der skal knyttes nogle flere ord til handlingen – Ink kan nemlig ses som en elegant allegori over, hvordan vore valg former os, vores omgivelser og vores fremtid. Hvad bestemmer hvilken retning dit liv tager? Og kan det være for sent at vælge en ny retning? Kan vore ar – indvendige som udvendige – viskes bort, eller er de en del af os for evigt?
Ink rejser en masse spørgsmål af denne art, samtidig med at den hænger sammen som film betragtet, og mere kan man vel ikke kræve af sin kunst. Og ja, kunst er det.
Filmen er ikke i almen distribution – det er jo en indie – men kan købes på den officielle hjemmeside.
Seriøst?
Fra første færd troede jeg, dette var en tv-film; billederne savner dybde, skuespillet er papmaché-agtigt, historien kunne være skrevet af en femårig med indgående kendskab til de mest prætentiøse sub-Hollywood-klichéer. Skal man sige noget til filmens fordel, så er den type femårige sjældne, og gudskelov laver de meget få filmmanus!
Filmen starter med et anslag (John påkøres af bil) fulgt af en drømmescene mellem ham og Emma, og skynder sig derpå at introducere storytellerne, incubusserne og Ink i hurtig rækkefølge uden rigtig at forklare nogen sammenhæng. Udover at storytellers giver mennesker drømme om frierier på åben mark, bingogevinster, og baseball-pitches?! Så er nemlig éns lykke gjort…
Kluntede kampscener er forsøgt reddet med staccato-agtige filtre, modstillet drømmevogternes paradisiske upstate NY-verden, konsekvent sat i gul lyssætning plus synth-strygere… I adskillige banale scener fingeres figurerne karakteriseret med (viz. “John”s morgentoilette; Emmas leg med tøjdyrene; Inks narkotiske ambition, etc.) – og sæt mig ikke i gang med Den Blinde Stifinder med gaffatape-krydser over øjnene!
Forstå mig ret, jeg er glad B-filmfan, men når en film i dén grad savner originalitet og gnist som “Ink”, og oven i købet prøver at dække over det med billige effekter, så mister jeg tålmodigheden. Måske har jeg set for mange dårlige film. Måske er Ink ikke dårlig på den fede måde.
Måske er det bare, at filmen er så forbandet selvsmagende, at filmholdet ikke har indset, at den kunne have godt af lidt sleaze? Jeg greb mig selv i flere gange at tænke, at der måske havde været håb for dette makværk, hvis den havde været produceret i ’80erne, men selv da havde den ligget adskillige havdybder under fx. “Hellraiser” eller Argento’s film.
“Ink” folder sig nok først rigtigt ud som et mesterværk *efter* de 55 minutter, jeg tålte at blive fornærmet, før jeg slukkede. Indtil da er det i hvet fald den filmiske ækvivalent af at blive tisset i munden mens tilskuere spiser pindemadder.