Carriers
Det er ganske rart at få sine fordomme gjort til skamme. At skrue forventningerne ned i et hul og så blive overrasket af realiteterne, der er på vej i fuld fart den modsatte retning. Som nu med “Carriers” – der er den letgenkendelige lugt af forudsigelig B-film om den, men den dækker over langt mere slagkraftige ingredienser. Det er måske ikke Noma-mad, men det er gode og velkendte elementer kombineret på lidt overraskende måder.
Vi befinder os i efterveerne af verdens undergang – en ikke nærmere beskrevet epidemi har udryddet (må man formode) langt størstedelen af verdens befolkning. Ikke melodramatisk med zombier og store opstande, men bare deprimerende og uafvendeligt. Brødrene Danny og Brian og pigerne Bobby og Kate har en bil og nogle enkle regler: undgå andre mennesker (de er sandsynligvis smittede), og er man smittet, er man at regne som død. Det starter som en rimeligt sorgfri tur til den strand, hvor brødrene har deres bedste barndomsminder fra, men begynder naturligvis snart at gå galt – de bliver tvunget sammen med en far og hans smittede datter og må snart indse, at virussen er umulig at undslippe.
Det er set før, naturligvis, men det lykkes flere gange “Carriers” at overraske og vælge nogle udveje, man ikke forventer. Det gør historien lidt fragmenteret, fordi vore hovedpersoner kommer igennem en del forskellige optrin, men det bindes godt sammen ved at fokusere på de to brødre og deres indbyrdes forhold. Umiddelbart er de skåret i pap: storebroderen er lidt af en narrøv, mens lillebroderen er lidt af en svagpisser, men det uddybes og forklares hen ad vejen, så man fastholdes i historien.
Man skal ikke gå til “Carriers” med forventningen om zombier og action – den har sine gode spændingsmomenter, men det er ikke en film, der får pulsen op at køre. Der kan dog godt risikere at blive bidt et par negle ned undervejs, men først og fremmest fungerer den ved at stille sine personer overfor svære valg.