Alice in Wonderland
Jeg kan huske, da det var let at elske Tim Burtons film – med titler som Edward Scissorhands, Beetle Juice, Batman-filmene og til dels Mars Attacks. De havde overraskende historier, skæve (og interessante) figurer i både hoved- og biroller og et visuelt touch, der var som et frisk pust. De var og er titler, som jeg husker med glæde og sagtens kan se igen.
Men helt ærligt, det er gået ned ad bakke over de sidste mange titler. Jeg har stadig fornemmelsen af, at jeg burde glæde mig, når der er en ny Burton-film på plakaten, men igen og igen har jeg siddet tilbage med en tom fornemmelse i maven (og det er ikke bare, fordi popcorn ikke er den bedste aftenmad): Sweeney Todd, Abernes Planet, Sleepy Hollow og Charlie and the Chocolate Factory. Seneste har Burton så kastet sig over klassikeren “Alice i Eventyrland”, og resultatet får mig til at ihukomme et tweet fra den daglige informationsstrøm: I firmly believe that there is no such thing as Tim Burton – just a really specific After Effects filter. “Take it, and Burtonize it!”
Der er gode ting i “Alice in Wonderland” – han laver en ny vinkel på historien i stedet for bare at genfortælle den (hvilket jo er gjort en del gange før), og der er nogle gode figurer imellem, bl.a. Cheshire-katten (med stemme af Stephen Fry) og den Røde Dronning, spillet med meget stort hovede af Helena Bonham Carter. Og ja, der er scener, der får én til at grine, og sekvenser, der river én med. Men helheden…
Historien, som jo netop er frigjort af originalen til en vis grad, bliver ikke udnyttet – den ender som ren Disney-metervare, der kunne have været filmatiseret af hvem som helst. Burton har bidraget med noget visuelt, som der ikke længere er noget pust over, og som udstråler CGI hele vejen igennem, selv når det virker ganske unødvendigt. Det er uden tvivl pænt at kigge på, men personligt bliver jeg træt, når samtlige billeder har den samme glans.
“Alice in Wonderland” er i mine øjne endnu et skridt ned ad trappen for Tim Burton – charmerende ved første øjekast, men helt ærligt ikke noget, jeg vil bruge penge på at se igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske igen skulle forsøge at lave en film med et begrænset budget – så han kunne blive presset lidt på kreativiteten igen i stedet for at instruere de samme skuespillere på de samme måder og fordybe sig i effekterne.