Grusomhedens teater
Jeg læser Terry Pratchett lige i tiden, og det er en velsignelse – har været igennem The Truth, Night Watch og Monstrous Regiment og er lige begyndt på hekse/vampyr-sammenstøddet Carpe Jugulum. Måske bliver der smidt omtaler på Scifisiden, men det er svært at sige andet end: “Genial bog – læs den!” og det bliver lidt kedeligt i længden.
Som et lille krydderi faldt jeg over denne novelle, der også er blevet oversat til dansk: Grumsomhedens teater. Oversættelsen er ikke helt flydende, men man kan stadig høre forfatterens stemme, og det er altid hyggeligt.
Skulle teksten se noget rodet ud, hvor der optræder ÆØÅ, skal man ændre tegnsættet til Vesteuropæisk (Windows).
Ja, han er også fast inventar på min reol, samt skyld i at adskillige tilfælde af sortsyn og depression er blevet drevet på flugt.
En af fornøjelserne ved at læse pratchett for mig er at det altid føles som om der er en vittighed mere, jeg ikke lige har forstået, at teksten er dybere end jeg har kapacitet til at forstå. Der er et væld af henvisninger og ordspil og dårlige (og gode) vittigheder spredt ud over det hele, og oftest bundet sammen af en stram, velkomponeret historie med et centralt budskab.
Jeg har en tendens til pludselig at få lyst til at læse Pratchett, hvorefter jeg kaster mig over de 6-7 stykker, jeg alligevel har stående på reolen (især Lords and Ladies). Denne gang har jeg været forudseende og snupper en del med hjem fra biblioteket.
@Jesper: godt formuleret. Det er lige præcis sådan, jeg har det – det kan måske læses let og overfladisk, men kan også nydes på mange flere niveauer. Og fordi de er så proppet med henvisninger, jokes og andet, kan man altid læse dem igen og opdage noget, man ikke fangede første gang.