Denne gang går det ud over Star Trek fra 2009, og overraskende nok, er han ikke specielt ophidset over den. Til gengæld, når man har beskæftiget sig indgående med Star Wars prequelsene, skal der nok også en del til at skabe ægte vrede.

I 2005 fotograferede Spitzer lyset fra to ekstrasolar planeter, som det første fysiske bevis på en planet. Det har fotograferet lys, der sandsynligvis stammer fra nogle af de tidligste stjerner i universet – 100 milioner år efter big bang. Det har fundet Saturns Phoebe Ring, en næsten usynlig ring omkring Saturn. Generelt har Spitzer været et godt og nyttigt rumteleskop.

Alle disse ting, vil NASA gerne formidle til befolkningen på en brugbar og fornuftig måde. Derfor har de valgt at lave en række video podcasts, ligesom så mange andre, men med en stor dosis humor og ironi oven i. Serien hedder IRrelevant Astronomy, og er rigtig morsom.

Her fortæller Felicia Day om kolliderende galakser.

IRrelevent Astronomy findes her.

Men jeg kan stadig huske, hvor rædselsslagen jeg var. Billederne af den heroiske sorte astronaut med moderigtig afrofrisure og 80′er overskæg, der hives skrigende baglæns ned i en ventilations skakt; stenmonstrenes æg der lå og pulserede skæbnesvangert; det fabelagtige laserhegn – alle scener der har ætset sig fast på hornhinden.

Jeg har fundet et sammendrag af filmen på youtube. Desværre uden original lyd, men nok til at give indtryk af filmen. Og nej, stor filmkunst kan man ikke rigtigt kalde det, men det er meget interessant at gense ens barndoms dæmoner.

Casper Vang har lavet en anmeldelse af Forbudt Planet på uncut.dk. Janus har skrevet om Tennisbanen her.

Den ukendte faktor er så forfatteren, der (og det bør måske kategoriseres som en SPOILER, og dem kommer der sikker flere af) desværre viser sig at være idiot, Jehovas Vidne og/eller elendig til sit job.

Cage spiller en astrofysiker, der har mistet sin kone i en ildebrand for noget tid siden. Han er nu alene med sin søn og bruger sine aftener på at drikke lidt for meget. Lige indtil sønnens skole åbner en 50 år gammel tidskapsel, og den lille familie kommer i besiddelse af et stykke papir fyldt med tal – som snart viser sig at forudsige samtlige større katastrofer gennem de sidste fem årtier. Plus et par stykker, som endnu ikke et indtruffet.

Det er for så vidt et rigtig godt oplæg med masser af potentiale.

De første advarselssignaler ringer højt og klart, da vi overværer Cage i sin funktion som lærer. Åbenbart er verden enten determineret (hvilket af mærkelige omveje betyder, at den har et formål) eller indetermineret (hvilket så åbenbart er et smart, videnskabeligt ord for “fuld af biologiske uheld”). Se, hvem siger, at Hollywood ikke kan lære os noget?

Defcon 1-klokkerne går snart derefter, da Cage beviser overfor en anden “videnskabsmand”, at han er i besiddelse af en dokument, der forudsiger fremtiden. Kollegaen siger noget i retning af:

“My scientific mind tells me to leave this alone.”

Hvor han i den virkelige verden ville have brølet noget i retning af:

“I have a 6 ft. science-hardon with a giant cheeseburger on the end!”

I al fald, hvis han på et tidspunkt har hørt Denis Leary. Måske udtrykker virkelige videnskabsmænd deres entusiasme i mindre farverige termer.

Hvorom alting er, viser det sig, at katastrofen over dem alle er på vej. Og her snakker vi ikke om, at Cage vrider sit ansigt i endnu sørgeligere folder, så vi alle mister troen på, at verden har et formål. Nej, the big one. Det betyder meget gråd og tænders gnidsel, dommedagsmusik og løben rundt omkring. Og det er såmænd da meget pænt filmet. Det skal de have. For man skal sige noget pænt.

Det hele bages sammen med en klæg slutning, der sikkert har set stimer af Jehovas Vidner forlade biografer med et sjældent tilfredsstillet smil på ansigtet. Og har efterladt bunker af biografejere med et rengøringsarbejde, som normalt er forbeholdt pornobiografer. Det er visuel autoerotisk asfyksi for religiøse, som et orgie mellem Erich von Däniken, L. Ron Hubbard og Joseph Smith jr. Der er vinger, for Helvede. Vinger!

Jeg tror, “Knowing” er en film, der er blevet skabt for at lutre vore sjæle. Eller også er Nicolas Cage.

"My hair is a bird - the world will end!"

Uganda - coming to blow your ass up!

Hollywood er blevet for god til at producere B-film – det er sjælløse produktioner, der bliver spyttet ud på samlebånd og forsøger at hviske til seerne, at “Det her kunne måske være meget sjovt” (okay, jeg håber stadig på Sharktopus).

Men rigtige B-film produceres på vilje, manglende selvindsigt og energi. Så fremover skal vi måske til at kigge mod lande som Uganda for at få vores B-fix. Som nu “Who Killed Captain Alex”

William Shatner: Kirk, Hooker & cykeltyv

Billede: Jerry Avenaim,CC licens

Vi befinder os i efterveerne af verdens undergang – en ikke nærmere beskrevet epidemi har udryddet (må man formode) langt størstedelen af verdens befolkning. Ikke melodramatisk med zombier og store opstande, men bare deprimerende og uafvendeligt. Brødrene Danny og Brian og pigerne Bobby og Kate har en bil og nogle enkle regler: undgå andre mennesker (de er sandsynligvis smittede), og er man smittet, er man at regne som død. Det starter som en rimeligt sorgfri tur til den strand, hvor brødrene har deres bedste barndomsminder fra, men begynder naturligvis snart at gå galt – de bliver tvunget sammen med en far og hans smittede datter og må snart indse, at virussen er umulig at undslippe.

Det er set før, naturligvis, men det lykkes flere gange “Carriers” at overraske og vælge nogle udveje, man ikke forventer. Det gør historien lidt fragmenteret, fordi vore hovedpersoner kommer igennem en del forskellige optrin, men det bindes godt sammen ved at fokusere på de to brødre og deres indbyrdes forhold. Umiddelbart er de skåret i pap: storebroderen er lidt af en narrøv, mens lillebroderen er lidt af en svagpisser, men det uddybes og forklares hen ad vejen, så man fastholdes i historien.

Man skal ikke gå til “Carriers” med forventningen om zombier og action – den har sine gode spændingsmomenter, men det er ikke en film, der får pulsen op at køre. Der kan dog godt risikere at blive bidt et par negle ned undervejs, men først og fremmest fungerer den ved at stille sine personer overfor svære valg.

Som nu denne historie:

H.G. Wells: roterer i sin grav

Det er nok svært at indrømme andet end at Orson Welles brug af H. G. Wells’ forlæg (som tidligere skrevet om) var ganske vellykket. Men det er ikke alle, der har været lige heldige, når de har skulle bruge den gamle mesters værker.

Tag nu Reg Turnill – som ung interviewede han Wells, og nu, hvor Turnill er oppe i 90erne, har han oprettet en novellekonkurrence med en præmie på 1000£. Præmissen er enkel: skriv som H. G. Wells for at vinde. Og så er der selvfølgelig et men. For sidste år fik Turnill for mange skrækkelige historier om invasioner fra rummet og lignende, så i år er der tilføjet et ekstra krav: ingen science fiction. Og nåja, så skal novellen være skrevet i hånden.

Stakkel Turnill har nu måttet udskyde deadlinen for indsendelse af noveller og slække på kravene – de må gerne være skrevet på en af disse moderne elektroniske databehandlingsmaskiner, og de må gerne være science fiction.

Der var nemlig ingen, som deltog i konkurrencen.

Kent News via io9.