Historien – den smule, der nu engang er – er denne: neutrinoer begynder pludselig at påvirke fysiske objekter, og den “logiske” konsekvens er, at Jordens kerne begynder at koge. Med et par år at løbe på begynder klodens forskellige regeringer at bygge arker, der skal redde et lille udsnit af verdens befolkning. Da dagen så endelig oprinder, sidder John Cusack heldigvis i en limo, så han kan redde sine børn, sin fraskilte kone og hendes nye mænd og over det næste lange stykke tid flygte fra de katastrofer, som verden smider efter dem.

Egentlig burde man være taknemmelig for, at Emmerich har gidet smide noget, der ligner en historie, ind i sit effekt-fyrværkeri – det kunne lige så starte med en videnskabsmand, der udbryder “neutrinoer har på magisk vis fået evnen til at interagere med fysiske genstande!” Ved siden af ham eksploderer – i smuk slowmotion – en kakerlak. Et andet sted på Jorden eksploderer noget, der er en smule større og så fremdeles: en hund, en hest, et menneske, en statue, en bil, et hus, et højhus, et monument, en by, et land og så videre, indtil videnskabsmanden og hans familie (der ellers ikke kunne lide ham) forlader Jorden i et rumskib – tidsnok til at se planeten springe spektakulært i luften. Effekten ville stort set være den samme.

Roland Emmerichs brug af følelser og beskrivelser af sine personer er som et barn, der tegner med farvekridt: se, de her har en krop, to arme, to ben og et hovede – ergo er de mennesker; og de står sammen, ergo er de en familie; og de er en familie, ergo skal de fremkalde følelser hos os! Så hvis ham her ringer til sin søn, skal vi knibe en tåre, når sønnen dør midt i telefonsamtalen, også selv om vi stort set ikke har set de to mennesker før.

Og så er der flere ting, der sprænger i luften.

Det er naturligvis effekterne, der er i fokus, og de foregår konstant – i en sådan grad, at hele filmen bliver kunstig at se på, som var Ray Harryhausen gået amok på svampe. Det er, som om Gud drak sig fuld og kastede katastrofer, så dumt, at det bliver sjovt, men desværre fortsætter forbi i rasende fart og lander langt ude i ødemarken på den anden side af sjovt. Der, hvor kragerne ser Uwe Boll-film og hører Amin Jensen.

Eller måske er jeg bare blevet gammel og sur. Den tilstedeværende teenager var i al fald noget rystet over, at vi tillod os at mene, at der var tale om noget mindre end god, gedigen underholdning. Nu vil jeg gå ud og råbe ad børnene, at de skal holde sig fra min plæne – måske er der så noget, der spontant eksploderer. I slowmotion.

I princippet kunne jeg lige så godt have iklædt min historie en anden genre, og som sagt kunne jeg godt ønske mig at abstrahere fra netop genre og form og hellere tale om indhold. Men samtidig, og måske en anelse paradoksalt, må jeg også forholde mig til den forunderlige og eventyrlige verden, som jeg nu engang ganske bevidst har valgt som rammer for min fortælling. Og jeg synes, at fantasy-genren er fantastisk på alle måder, fordi den forener netop det historiske aspekt, som beskrevet ovenfor med noget social realistisk og fantasifuldt. Fantasy-genren passede som hånd i handske med mit budskab om at turde bryde fri af fortidens lænker og leve sine drømme – på den storladne måde.

Ifølge Scifiwire har en af forfatterne bag kastet sig over et nyt projekt, og det baserer sig på kortfilmen Terminus. Det kan godt blive rigtig godt, især hvis Terri Tatchell var med til at bidrage til personskildringen i “District 9″

Rent praktisk har det selvfølgelig givet en masse besvær med at få det til at lykkes i praksis – det er første gang, at et dansk trykkeri laver en bog med indbygget MP3 afspiller, og det har givet nogle udfordringer, men det er fantastisk at have muligheden for at udtrykke mig på flere platforme, og det betyder meget for mig at kunne få musik og bog til at smelte sammen og dermed opnå en stærkere indlevelse i universet.

Der er tale om ny, dansk fantasy, skrevet af debutanten Sven Damgaard Ørnstrup (der blogger på fantascifi.org) – og alene det faktum, at det er forlaget Hexameter, der står for udgivelsen, burde vække ens interesse; énmandsforlaget har tidligere udgivet Cryptonomicon på dansk.

Nu bør man ikke benytte lektørudtalelsen som en decideret anmeldelse (der er tale om et fagligt værktøj), men Vraggods får nu gode ord med på vejen:

Vraggods er ny, original og velskrevet dansk fantasy for ældre teenagere og voksne. Forhåbentlig kommer bind to i serien snart.

Noget, som udtalelsen dog også nævner, og som jeg er ret enig i, er, at forsiden ikke sælger bogen særligt godt.

Ørnstrup skriver selv mere om bogen her.

Det fik mig til at kigge lidt nærmere på serien og opdage denne side, hvor man kan se de udgivelser, der indtil videre er planlagt på dansk. Især Philip Pullmans bog, hvor han kaster sig over Jesus-myten, ser jeg frem til:

Det gode menneske Jesus og skurken Kristus

En totalt overraskende, ny og kontroversiel genfortælling af Jesusmyten af den engelske bestsellerforfatter. I Pullmans første egentlige voksenroman er Jesus og Kristus to personer. Født samtidig, ja tvillinger faktisk, vokser de op sammen. Fortællingens kerne og udgangspunkt er Jesus Kristus-figurens dobbelte karakter: mennesket Jesus og Kristus, Guds søn. Det er historien om, hvordan den oprørske, anarkistiske og karismatiske Jesus gennem sit korte levned og åbenbarede “mirakler” og gerninger, han foretager, bliver til den bibelske Messias, Guds søn. Men hele tiden og som tiden går fulgt på afstand – som en skygge – af tvillingebroderen Kristus, der gennem sine møder med en fremmed – The Stranger – på én gang accepterende og bekymret, tøvende, usikker og modvilligt påtager sig rollen som iagttagende, registrerende krønikeskriver og levnedsskildrer.

Man kan læse mere om serien på themyths.co.uk.

Men helt ærligt, det er gået ned ad bakke over de sidste mange titler. Jeg har stadig fornemmelsen af, at jeg burde glæde mig, når der er en ny Burton-film på plakaten, men igen og igen har jeg siddet tilbage med en tom fornemmelse i maven (og det er ikke bare, fordi popcorn ikke er den bedste aftenmad): Sweeney Todd, Abernes Planet, Sleepy Hollow og Charlie and the Chocolate Factory. Seneste har Burton så kastet sig over klassikeren “Alice i Eventyrland”, og resultatet får mig til at ihukomme et tweet fra den daglige informationsstrøm: I firmly believe that there is no such thing as Tim Burton – just a really specific After Effects filter. “Take it, and Burtonize it!”

Der er gode ting i “Alice in Wonderland” – han laver en ny vinkel på historien i stedet for bare at genfortælle den (hvilket jo er gjort en del gange før), og der er nogle gode figurer imellem, bl.a. Cheshire-katten (med stemme af Stephen Fry) og den Røde Dronning, spillet med meget stort hovede af Helena Bonham Carter. Og ja, der er scener, der får én til at grine, og sekvenser, der river én med. Men helheden…

Historien, som jo netop er frigjort af originalen til en vis grad, bliver ikke udnyttet – den ender som ren Disney-metervare, der kunne have været filmatiseret af hvem som helst. Burton har bidraget med noget visuelt, som der ikke længere er noget pust over, og som udstråler CGI hele vejen igennem, selv når det virker ganske unødvendigt. Det er uden tvivl pænt at kigge på, men personligt bliver jeg træt, når samtlige billeder har den samme glans.

“Alice in Wonderland” er i mine øjne endnu et skridt ned ad trappen for Tim Burton – charmerende ved første øjekast, men helt ærligt ikke noget, jeg vil bruge penge på at se igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske igen skulle forsøge at lave en film med et begrænset budget – så han kunne blive presset lidt på kreativiteten igen i stedet for at instruere de samme skuespillere på de samme måder og fordybe sig i effekterne.

“Tidskortet” af Félix J. Palma udkommer den 12. marts fra Gyldendal og har allerede fortjent sin plads på listen over bøger, der skal læses, alene på grund af forlagets omtale.

Palma har skrevet en hæsblæsende tour de force af en roman i tre dele med H.G. Wells som gennemgående figur. Handlingen foregår mestendels i London 1896.

Der er røverhistorier om opdagelsesrejser og stjålne tidshuller i Afrika; der er en fin skildring af tidsånden: Darwin og videnskabens indtog, destruktive robotter, science fiction-genrens fødsel og den fjerde dimension.

Man hører om H.G. Wells’ barndomstrængsler, og bogen har et fint kapitel, hvor Wells møder Elefantmanden, John Merrick, som var den tids kendteste kändis.

Der er dronning Victoria, plattenslagere, det fine engelske borgerskab, Jack the Ripper og paralleluniverser. Der er kærlighed og svimlende betragtninger over tid og tidsrejsers konsekvenser for fortid, nutid og fremtid.

Kort og godt: et væld af fantasifulde historier – de fleste opdigtede og nogle ganske sande.

Det 14. Punkt var mit første skønlitterære projekt. Jeg legede med tanken om at skabe en fortælling, som foregik i Marianergraven. Jeg er dybt fascineret af stedet og den enorme dybde og har ofte funderet over, hvilke hemmeligheder et sted som dette kunne gemme på. Så der var bestemt belæg for at lade en interessant handling foregå der, tænkte jeg. Men jeg manglede et plot. Helt tilfældigt, ved mere held end forstand, stødte jeg på en forholdsvis ukendt teori på nettet. Den appellerede til mig, og jo mere jeg researchede emnet, desto mere blev jeg sikker på, at dette var et brugbart plot i bogen. Teorien stammer fra halvfjerdserne og falder under kategorien ”pseudovidenskab”, men ikke desto mindre giver den alligevel en følelse af, at ”der-kunne-jo-være-noget-om-det”. Derudover er historien tilsat et strejf af science fiction. Men jeg forsøger at holde alle locations og gadgets så autentiske, som muligt. Det kræver naturligvis også en del research. Mit forarbejde til bogen varede omtrent 4½ måned

Flyvefisken har mere end hundrede år på bagen og er et meget tidligt dansk eksempel på science fiction – men i oversættelsen får den helt nyt liv inden for genren steampunk. Det er antologien Steampunk Reloaded fra Tachyon Publishing, der lægger sider til, redigeret af Jeff og Ann VanderMeer.

Vilhelm Bergsoe, “Flying Fish (Prometheus)”, translated by Dwight R. Decker – A novelette from 1869 previously unpublished in English, by a Danish writer. This progressive tale of the dirigible Flying Fish, written in the form of a letter from the future to the past, will dazzle you with its Steampunk stylings and its prescient knowledge of a genre that would not be named for more than another century!