Som et lille krydderi faldt jeg over denne novelle, der også er blevet oversat til dansk: Grumsomhedens teater. Oversættelsen er ikke helt flydende, men man kan stadig høre forfatterens stemme, og det er altid hyggeligt.

  Skulle teksten se noget rodet ud, hvor der optræder ÆØÅ, skal man ændre tegnsættet til Vesteuropæisk (Windows).

På Lifli.dk er vi gået i gang med en online science fiction fortælling som læserne selv skal være med til at skrive.

Titlen er Citizen Zero, den der forsvandt mellem systemernes binære koder, og 1. afsnit er ude. De næste afsnit vil være på nettet så snart der er kommet brugbart materiale. Genren er sci-fi, fantasy, eventyr eller hvad læseren synes der kan bruges. Har man en historie der passer ind i emnet er man velkommen til at sende et manuskript. Det vil blive lagt som pdf for at beskytte coyrights.

Ideen er da meget sjov, men set før. Første kapitel kan læses her – og handler om Nou Bhody, der pludselig forsvinder fra systemet og sine medmenneskers hukommelse. Dette bliver etableret meget hurtigt – i stedet kunne det nu godt være trukket over lidt længere tid for også at skabe noget stemning. Ikke desto mindre er der da potentiale i ideen, og i de rette hænder kan den sikkert komme langt.

Jeg vil da kigge tilbage nu og da for at se, om der kommer fortsættelser til, men et RSS-feed ville nu have hjulpet (og så ved jeg ikke, hvordan pdf beskytter copyright).

Nu fortsætter Rosenkilde (der nu også hedder Bahnhof) med 7-bindsserien Rigets nøgler – jeg har netop lagt anmeldelsen af bind 1 og 2 på Scifisiden. De er rettet mod et noget yngre publikum end Abhorsen-serien, men har et højt underholdnings-niveau, så de kan sagtens læses af voksne.

Garth Nix lader til at blive – hvilket også kan ses af, at forlaget har sammensat hjemmesiden Garthnix.dk, ligesom forfatteren er blevet portrætteret på Forfatterweb (som koster penge, men kan beses gratis på Biblioteket).  Det er godt (hvis bare de ikke kommer til at oversætte hans forfærdelige The Ragwitch).

Man kan kun håbe at ideen med forlags samarbejder gør at der bliver mulighed for flere nordiske antologi udgivelser, da det ikke er dem vi har set flest af inden for de fantastiske genrer.

Det næste nummer af Novum rummer et mail-interview, jeg har foretaget med Munksgaard Nielsen.

 UPDATE: som sagt, de online anmeldelser er ikke de bedste, men der viser sig altså et noget andet billede, hvis man går til de trykte medier. Jeg har lige sidder og bladret lidt og synes, jeg vil vedlægge et par citater:

Stregkoden er skrevet med en sjældent set opfindsomhed. Bogens unviers er et raffineret opbygget fremtidsskrækscenarie, som via nøgent gengivne replikker vekslende med beskrivelser af aktive handlinger – og med en god portion sort humor – fremstår råt og hårdt.
Thomas Bo Thomsen – Flensborg avis – er (opdager jeg) også online

JEP, far out crazy stuff, men fortalt i 111 små og bittesmå (fragmenter af) “scener” med det sædvanlige kun lige dirrende, cool, cool pokerfjæs
Lars Bukdahl – Weekendavisen

Så må man selv bestemme, om det er en sjov bog eller en tragisk vision af en kulturkreds, som hastigt er ved at gå til i pervers teknologi og magtbrynde. Stregkoden aspirerer som kandidat til årets underligste udgivelse.
Erik Svendsen – Jyllandsposten

Cunningham er selvfølgelig mere mainstream end genrelitteratur, så han har fået en del anmeldelser rundt omkring:

Litteratursiden

Romansiden

Litteraturnu.dk

Bogrummet

Kultunaut

Fælles for dem alle er, at de lister hurtigt omkring sf-betegnelsen og det faktum, at slutningen foregår i fremtiden. Jeg må indrømme, at jeg ser frem til at se den taget under kærlig behandling i Proxima.

Verdens største troldmand fortæller her sin historie. En fortælling fuld af spænding og eventyr, men også sorg og tab.

I bogen kommer troldmanden Belgarath til orde. Han fortæller sin livshistorie op til øjeblikket, hvor Belgarion viser sig at være den udvalgte gudedræber. Bogen er altså en forhistorie til Belgarion og Malloren-sagaerne. Men det er et plus at læse de to serier først. Bogen røber simpelthen for meget om sagaerne, eftersom Belgarath fortæller sin historie, efter de to har udspillet sig, og derfor kommentere han begivenheder, der leder op til dem og løfter sløret for, hvorfor og hvordan de leder op til den store begivenhed. Desuden giver den en masse ahaoplevelser, som man kun kan nyde, hvis man har læst sagaerne.

Jeg var spændt på boge,n fordi jeg allerede havde læse Polgara the Sorceress, som egentlig er efterfølgeren til denne bog. Jeg var bange for, de to ville ligne hinanden alt for meget, da de beskæftiger sig med samme begivenheder.
Den frygt var ubegrundet, dels løfter bogen her sløret for mange begivenheder som fandt sted, før Polgara blev født, og dels foretager Belgarath sig mange ting uden sin viljestærke datter. Selv de begivenheder, hvor de to er sammen, beskrives meget forskelligt. Belgarath er en helt anden personlighed end sin datter og det mærkes i hans beskrivelser af begivenheder.
I Belgarion får man indtrykket af, at Belgarath, som er Aldurs første discipel, er noget nær den klogeste mand i verden. Det afsløres dog åbenlyst her, at i forhold til flere af hans ”Brødre” er han nærmest lidt langsom (hvilken skuffelse). Han tager bestemt ikke sig selv højtideligt og har langt mere lune end Polgara.

Et gennemgående tema i bogen er tab og sorg. Belgarath ligger ikke skjul på, hvor hårdt det er at miste sine kære. Selv at leve nærmest evigt, mens andre bliver gamle og dør er bestemt ikke altid let. Han bliver nærmest sindssyg af sorg, da han mister sin kone, og han nages af skyld over ikke at være der for hende, da det skete. Som om det ikke var nok, hjemsøges han også af skyld overfor de ”brødre”, der valgte selvmord. Han bebrejder sig selv, at han ikke opdagede, hvor galt det var fat med dem.

Bogen var en fornøjelse at læse. Den giver endnu et glimt ind i Eddings ret store univers og giver mulighed for at følge gammelkendte personer på tæt hold. Den er også et sjældent glimt af en sårbar mand, som er blevet en myte. En god og solid fantasyroman med mange timers underholdning.

I både Belgarion og Malloreonsagaerne er der utallige hentydninger til Polgaras høje alder, og det kan få én til at spekulere på, hvad hun fik tiden til at gå med, inden hun blev Garions værge og beskytter. Den utrolige historie udfoldes her, og samtidig udfoldes også den årtusindelange kamp mod den afsindige gud Torak og historien om Garions familie.

Selv om bogen er forhistorie til Belgarion og Malloreon, er det en god ide at læse dem inden denne bog. Dels fordi der røbes utroligt meget om de to serier, som vil ødelægge oplevelsen af dem, men også fordi det giver mulighed for en masse spændende og ret sjove aha-oplevelser, som man ikke bør være foruden.

Ærligt talt er de to sagaer, bogen er forhistorie til, ikke mine yngnings Eddings-serier. Men bogen her giver en helt ny dimension, som folder universet ud på en fascinerende måde. I modsætning til serierne er der en jeg-fortæller, som deler sine minder med læseren. Det giver et meget personligt perspektiv til historien. Noget, som kun forstærkes af de personlige kommentarer, Polgara retter til den fiktive læser, sin far og andre af fiktionens figurer, der skal forestille at læse bogen. De bemærkninger giver et overraskende indblik i Polgara, der i andre bøger virker ret reserveret. Desuden afsløres en veludviklet humoristisk sans, der gør bogen en fornøjelse at læse.

Jeg nød denne afslappende valfart ind i et gammelkendt univers fyldt med personer og begivenheder, jeg allerede kendte, men det betyder bestemt ikke, at bogen ikke rummer sin andel af overraskelser. De velkendte historier får et nyt og overraskende tvist, når de fortælles af en person, som rent faktisk var til stede, og selvom det jo er et fantasyunivers, virker det utroligt realistisk.

Et lille minus er bogens længde. Af og til lader Eddings sig rive med af fortællerglæden, og det gør enkelte kapitler lidt lange i spyttet. Men bestemt ikke nok til at ødelægge en ellers velskrevet mytologi.

Et plus er det flydende sprog. Bogen er ikke oversat, og som ordblind med fuldtidsarbejde må jeg indrømme, det ikke skal lugte for meget af lektier, før jeg giver op. Men det var ikke et problem, Eddings’ sprog river læseren med, og man snubler næsten over ordene for at komme videre til næste højdepunkt i historien.

Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, som bestemt kan anbefales til elskere af Eddings og/eller middelalderfantasy.