Hvad vil du gerne opnå i mødet mellem læser og historie? Har du et formål med det, du skriver?

Jeg forestiller mig hverdagen som en støvet hylde med bøger, og mine fortællinger som det vindpust, der blæser alt støvet væk. Mine fortællinger bliver ikke skabt ud af en indre tvang, som andre forfattere taler om, men ud af et overskud – en lyst til at glæde læseren og vende ham eller hende væk fra det trivielle i livet til det fantastiske. Jeg hader selv, når jeg kommet til at synke ned i hverdagens trummerum, og bøger er dét, der bærer mig ud.

I dag udkommer nemlig antologien “Det sker igen”. 11 science fiction noveller om:

Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.

Hvis den da ikke allerede er her.

Klik over på forlagets hjemmeside for at se indholdet – der er masser af gode navne på indholdsfortegnelsen.

• Repli­kants ambi­tion er at give dig fan­ta­sti­ske læse­op­le­vel­ser; fik­tion i almin­de­lig­hed og i sær­de­les­hed fan­ta­sti­ske, mysti­ske, magi­ske, spæn­dende, nogle gange sjove historier.
• Repli­kant laver ikke blot bøger, men igang­sæt­ter gode læseoplevelser
• Repli­kant dyrker aktivt de mulig­he­der tek­no­lo­gien stil­ler til rådig­hed: for eksem­pel mulig­he­den for social læs­ning, for med udgangs­punkt i et digi­talt wor­k­flow at udgive på mange plat­forme og for at tænke kre­a­tivt om bogformen.
• Repli­kant går helst uden om unød­ven­dige, for­dy­rende mel­lem­led og er til­stede på de medier, læserne er på.
• Med Repli­kant ønsker jeg skridt for skridt udfor­dre etab­le­rede måder at gøre tin­gene på i den etab­le­rede for­lags­bran­che, både på egen hånd og i nye partnerskaber.

Første udgivelse bliver Mikala Rosenkildes “Legetøj” (anmeldt her og interview her) – den er naturligvis allerede udgivet af Kandor (et andet enmandsforlag), men Replikant kommer til at stå for ebog og lydbogsudgaven.

Har man selv været i gang med bogen, giver Dreyer nu mulighed for at vinde et signeret eksemplar i en Glitch-konkurrence.

Husk også at læse interviewet med Dreyer på Fantastiske forfattere – og begynd så at lede efter navne på naturvidenskabsmænd (jeg er kun faldet over den første indtil videre)

Det fik mig til at huske denne artikel fra Novum nr 98 -  og det virkede som en god anledning til at poste artiklen her (og naturligvis reklamere lidt for Novum, der er ganske uundværligt, hvis man er til science fiction (og tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg redigerer det)). Udgaven her er muligvis ikke den helt færdige udgave, som kom i bladet, men det er den, jeg lige har adgang til nu.

Without further ado:

Uhyggelige ungdom, forfærdelige fremtid

Tilbage i Novum nr. 90 (i september i hin forgangne år 2008) skrev jeg om gode introduktioner til science fiction-genren for de yngre læsere. Siden da er der gået op for mig, at der ligefrem er en trend på området. Derfor denne retur til området, hvor jeg vil kigge nærmere på de mest interessante udgivelser på dansk inden for de seneste år og hive nogle bøger frem i lyset, som med mine øjne sagtens kan læses af såvel unge som deres forældre (eller andre, der føler sig temporalt udfordret).

Det er pigerne, der rykker ind på genrens område, og det er i sig selv en god nyhed. Og en dårlig for fremtiden, for de gør det gerne under dystopiske omstændigheder.

Science fiction er en genre, og tilmed en, som visse mennesker brænder for – men det er også økonomi. Forlagene skal kunne sælge skidtet, førend det kommer på gaden. Science Fiction Cirklen har den fordel, at foreningen er drevet af folk, som brænder for genren, og derfor kan vi sætte foreningens navn på bøger, som ellers ikke ville udkommer på dansk (og i mine øjne placere os helt centralt på den del af markedet), men for mainstream-forlagene ser det noget anderledes ud; der må pengene og ideologien holde balancen.

Pigerne omkring de 10-15 år hører til de mest læsende grupper på det danske marked – dem og så deres bedstemødre, men sidstenævnte er nok ikke det segment, hvor man sætte energien ind for at sælge genre. Men hvis pigerne begynder at læse SF, betyder det også, at vi ser mere af det på dansk.

Science fiction til teenagepigerne ville i sig selv ikke påvirke mig stort – jeg bærer rundt på et Y-kromosom, og teenage-tiden er en saga blot. Men det, der især får tommelfingrene i vejret, er naturligvis, at der er tale om gode bøger: bøger med spændende ideer og historier og bøger, der kan læses af voksne. Men også en samling temaer, som går igen.

Nogle titler

For at der ikke blot skal slynges ord ud i luften, vil jeg lige starte med en lille liste over de bøger, som især har givet mig gode læseoplevelser på det seneste:

Scott Westerfield: Uglies
I en verden, hvor alle er smukke, viser der sig at lægge foruroligende ting under skønheden.

L. J. Adlington: Pellly D’s dagbog
I en by, der er ved at blive genopbygget efter krig, dukker en teenagepiges dagbog op fra ruinerne og afdækker langsomt en grusom hemmelighed.

Gemma Malley: Forfatningen
Endnu en dagbog, fortalt af et Overskud. For når den ældre generation ikke har tænkt sig at dø, må der hugges en hæl og klippes en tå, og det bliver børnene, der nu er til over.

Meg Rosoff: Sådan er det nu
Amerikanske Daisy sendes til den britiske countryside, men landet invaderes af en ukendt fjende, og på trods af stiff upper lip begynder verden at gå itu omkring hende og hendes jævnaldrende.

Susan Beth Pfeffer: Mens vi endnu er her (interview)
Ingen britiske rolighed, da månens kredsløb ændres, men en rolig og stemningsfuld skildring af en amerikansk teenager, hvis smuldrende verden afspejles i de store katastrofer.

Saci Lloyd: Laura Browns CO2-dagbog 2015 & Laura Browns CO2-dagbog 2017
Dagbogsformatet forlener denne historie om virkningerne af miljøskaderne med en del humor og en til tider lidt rodet, men også velfungerende historie om forandringerne i Storbritannien.

Suzanne Collins: Dødsspillet & Løbeild
I fremtiden holdes et opdelt Amerika nede ved, at repræsentanter for de enkelte regioner bliver sat til at kæmpe til døden. Men selv i den situation kan sød musik opstå.

Romantikken

Der er svært at komme udenom romantikken, når man skal skrive science fiction til pigerne åbenbart, for det er et fast element i disse bøger. Kærlighed – og meget gerne besværlig kærlighed.

Der er gerne et par potentielle kæreste-emner i omløb. Eller også sættes vor heltinde overfor en modspiller, som hun egentlig ikke bryder sig om (men som hendes hjerte muligvis har en anden holdning til). Generelt, skal det dog siges, benyttes dette element dog noget mere afdæmpet end skræmmebilleder som Twilight-bøgerne; i forhold til disse bøger begår Stephenie Meyer romantik-porno.

I “Dødsspillet” og “Løbeild” (og formodentlig den afsluttende tredie del af serien) er det kærlighed i krigstid. Kattua møder Peeta, som tydeligvis nærer en vis interesse i hende – beklageligvis foregår det i den arena, som skal afgøre, hvilket distrikt der får større rationer i den næste periode. Repræsentanter for de enkelte distrikter samles i arenaen, og kun én kommer ud derfra – ikke lige det bedste sted at dyrke romancen, når alle principielt set er ens dødsfjender.

Helt så slemt er det ikke for f.eks. Tally i “Uglies” – hun møder en fyr, men hendes veninde har allerede udtrykt interesse for ham (jeg har en fordom om, at det sker for teenagepiger i samme grad, som voksne mænd siger “En øl, siger du? Jeg tror søreme også, at jeg vil have en.”). Det bliver dog lidt mere besværligt af, at Tally må vælge mellem at forråde veninden og drømmefyren eller opgive det perfekte liv, som er stillet hende i udsigt.

Ellers er der meget ofte tale om “pige møder dreng” under ekstraordinære omstændigheder – og da vi taler science fiction, kan de omstændigheder være ekstraordinære på den fede måde.

Fremtiden er fjendtlig

Endnu et sigende træk ved disse bøger – og det, der i mine øjne giver dem kant og gør dem til god science fiction – er, at de gerne foregår i en verden, der er fjendtlig over for teenagere. Dystopien er tilbage, og dens stemme er i overgang.

Teenageren er – eller føler sig i al fald som – den evige outsider. Og hvis man ønsker at skrive historier, der understøtter identifikationen med hovedpersonen, hvad er da så bedre end at lade hele ens baggrund fremvise denne oplevelse?

Det mest ekstreme tilfælde er nok “Forfatningen”, hvor børn er blevet forbudte. Man har fundet hemmeligheden bag det, der lader til at være det evige liv – men efter nogen tid også indset, at den vej ligger overbefolkningen. Den hurtige løsning: forbyd skidtet. Som det politiske klima er i Danmark, kan den fremtid ikke være så langt væk endda.

Men ligeså ondskabsfuldt veldrejet er f.eks. Scott Westerfields Uglies-serie, hvor første bind netop er udkommet på dansk. Den starter umiddelbart med at smide utopien i ansigtet på læseren: en verden, hvor alle er smukke. Når man fylder seksten, får man den operation, der gør én til opfyldelsen af alle de drømme, Darwin kunne have gjort sig om udseende, og så skulle livet gerne udforme sig, som man ønsker, derefter: fester, det gode liv og andre Smukke mennesker. Men mens man stadig er Grim, se verden ganske anderledes ud, og det viser sig naturligvis, at verden under overfladen er helt anderledes.

Flere af bøgerne griber det ikke helt så skarpt an, men måske mere nærliggende for den tiltænkte læser. I f.eks. “Laura Brown”-bøgerne og “Mens vi endnu er her” er baggrunden ikke en verden, der decideret vender sig mod de unge mennesker – det er den bestående verden med alle dens goder og det behagelige liv, der bryder sammen.

I “Laura Brown”-bøgerne, hvor bind 2 netop er udkommet på dansk og ender i borgerkrigslignende tilstande, er det miljøet, der ikke længere kan stå for presset. Der indføres voldsomme restriktioner, og pludselig er det slut med at være ung og glad – Laura Brown tvinges til at blive (mere) voksen og tage stilling til verden. Bøgerne fortælles, som titlerne nok afslører, i dagbogsform, og især første bind bringer mindelser om Adrian Mole (for dem, som har den rette alder til at have oplevet ham).

I “Mens vi endnu er her” er der skruet op for science fiction-elementet, idet et meteor rammer månen og bringer den en lille smule nærmere Jorden. Det virker ikke som meget, men konsekvenserne er ufattelige. Tsunamier rammer kysterne, inaktive vulkaner vågner, og en tilsyneladende uendelig vinter sænker sig over USA. Livet bliver en kamp for at overleve. “Mens vi endnu er her” er ikke den meste ekstreme i sine virkemidler, men den er til gengæld nok den meste deprimerende på listen. Der er desuden udkommet en fortsættelse, som vi desværre ikke har set noget til på dansk. Men her er min personlige favorit, hvis man skulle ønske at stifte bekendtskab med en af titlerne på listen.

Opgøret med autoriteterne

Der stilles spørgsmålstegn ved autoriteterne i så godt som alle disse bøger, og jeg tror, det i høj grad er en af nøgler til succes. Det kan godt være, at fantasy-genren har levet højt på ønskeopfyldning og Expelliarmus og hvad ved jeg, men science fiction kan bekræfte, hvad alle teenagere inderst inde godt ved: They’re out to get you!

Kendetegnende er, at noget bliver holdt skjult, eller hverdagslivet bliver konstrueret med det formål at holde folk (og gerne teenagere især) nede.

I Suzanne Collins’ til tider lidt naive bøger får folket brød og cirkus, mens eliten lever godt og stærkt. I “Uglies” er det den dybere betydning af skønhedsoperationerne, der graves frem i lyset – i “Pelly D’s dagbog” er det fortiden, der helt bogstaveligt kommer op til lyset.

Det danske svar

Det tydeligste tegn på en trend er nok, at vi er begyndt at se de samme elementer i danske forfatteres værker. Et tilløb er Jesper Wung-Sungs “Kopierne”, der dog ikke satser på romantikken, men i stedet det dystopiske. Deri lærer vor hovedperson, at han er en klon anbragt for at erstatte sine “forældres” syge barn – og da det “rigtige” barn bliver rask, er kopien forældet og skal afskaffes.

Mens jeg skrev denne artikel, landede Henrik Nilaus’ nyeste roman på mit bord. “Sammenbrud” foregår i den meget nære fremtid og meget tæt på: i Ribe og Tønder. I efterdønningerne (pun intented) efter en oversvømmelse er flere tusinde mennesker savnet. Regeringen fralægger sig ethvert ansvar (jeg er endnu ikke nået langt nok i bogen til at se, om de påkalder sig Bjørn Lomborg), og der lægges op til demonstrationer, mens de unge forbereder sig på deres egne aktioner. En af dem er heldigvis en attråværdig dreng, som vor kvindelige hovedperson kan se sig skæv efter.

Fremtiden er grim, og magthaverne meler deres egen kage, men der er altid plads til lidt romantik. Science fiction-genren har ganske klart bevæger sig ad dårligere stier – hvis den skal fungere som opdragende litteratur, skal der nok komme okay mennesker ud ad det.

Men også lidt til drengene

Skulle man være afskrækket af de romantiske aspekter eller blot ønske at have nogle titler til familiens stolte Y-kromosom-bærere, er der heldigvis også nogle titler, der udspringer af samme trend og bærer samme høje standard som de tidligere nævnte titler.

Josefine Ottesen: Golak & Genfødt
De to første bind i en dansk trilogi, hvor bind 1 vandt Kulturministeriets Børnebogspris – om en dyster verden efter civilisationens sammenbrud og om hovedpersonens jagt på identitet.

Sam Mills: Blackout
Som en britisk version af Cory Doctorows “Little Brother” – om terrorfrygt og overvågningssamfund, med masser af intertekstuelle henvisninger til science fiction-klassikere og litteraturen generelt.

Nancy Farmer: Skorpionens hus
I en ny stat mellem USA og Mexico vokser Matt op som en klon af den narkobaron, der styrer landet, og må kæmpe med sin arv.

Nyt fra Christian Reslow from Forlaget Valeta on Vimeo.

Og som en bonus har jeg vist aldrig fået linket til Jonas Wilmanns novelle “Hullet”, der foregår i samme univers som Mutagen

Jonas Wilmann læser novellen Hullet from Forlaget Valeta on Vimeo.

Et eksempel: “Virkeligheden er ikke virkelig” af Anders Jørgen Mogensen, der udkommer på forlaget Ostenfeld senere på måneden. En novellesamling, der udråbes som “David Lynch for børn” – det lyder da interessant. Endnu mere, idet Mogensen tidligere har skrevet Skæbnen er en ådselsæder.

Forlaget skriver mere om bogen:

De 13 fortællinger i Virkeligheden er ikke virkelig omhandler alle børn, deres hverdag og familien. Hovedpersonerne – som alle er børn – møder her det overnaturlige, dunkle og ret ofte makabre.

Som i historien om "VandAnna", der opdager, at hun uheldigvis er lavet af vand, og at hendes klassekammerater er tørstige …
Eller i den noget større fortælling "Inde i betjentens mave", hvor drengen Peter befinder sig i en besynderlig situation; fanget i en betjents indre efter at have revet armen af sin lillebror ved et uheld.

Den del af det fungerer meget godt for mig, men den afsluttes med en af de der motivationer, som får mig til at spørge, hvor andre mennesker læser fiktion:

Alle fortællingerne tager udgangspunkt i hverdagen og familien, og temaer som død, tab, genfødsel og forvandling går flittigt igennem dem alle. De er bredt tilgængelige for børn i mange aldersgrupper og har et enkelt og billedrigt sprog, som stiler efter at underholde, men også berige børnenes kreativitet, fantasi og lyst til at læse.

Den falder jeg over nu og da: “dette kan du lære af at læse bogen”. Det er især børnelitteraturen, men også de voksne falder for den. Og det minder mig altid om science fiction-genrens evindelige påstande/beskyldningen om forudsigelser. Det er muligt, at Heinlein forudsagde dette og hint, men det er ikke det, der gør en læseværdig bog.

I al fald ikke for mig.

Men er jeg helt alene her? Er der andre, som lader sig interessere i en roman, fordi den lover at gøre dem klogere på et emne? Eller at berige deres børn? For personligt har jeg da læst mange bøger, som har gjort mig klogere på faktuelle emner, men det har aldrig virket som motivationen til at gå i gang med en historie.

Til gengæld kan det virke afskrækkende – men det er nu ikke tilfældet her. “Virkeligheden er ikke virkelig” ser ud til at skulle læses under alle omstændigheder. Desuden skulle Mogensen udkomme med en roman under titlen “Kødet” på Fahrenheit – men hvad det er, må vi vel vente og se.

I år havnede opgaven ad sære omveje hos min kone og jeg, og anbefalingerne er nu online og kan læses her. Det er nogle gode læseoplevelser, og generelt er det en liste, der giver én lyst til at lære flere sprog.

Min holdning er naturligvis at læse hos Locus – er der nogle titler, I hellere havde set på listen?

“Otto Obscura” skulle jo egentlig have været sidste bind om vor ordløse klump af en ven, men som interviewet på Fantastiske forfattere afslørede, havde Brønserud måske flere historier i baghovedet. Det viste sig heldigvis at være sandt – på  hans opdaterede hjemmeside fortæller Brønserud, at der kommer en ny Otto-bog til Art Bubble (btw: Art Bubble – tegneserie-festival i Horsens 16.-17. april – ses vi?).

Blev ad omveje opmærksom på Art Bubble i Horsens, og foreslog Forlaget Forlæns at vi lavede en "best of Otto" til lejligheden. Torben ville dog helst udgive noget nyt; om jeg ikke kunne nå det? Joda! Tegner nu nyt materiale til "Otto Nullus Non" som udover spritny længere episode, striber og énsides-gags kommer til at bestå af materiale fra Free Comics som endnu ikke har været bragt i bogform.

Hvis ikke det redder din dag, er det, fordi du har haft en overmåde god dag i forvejen. Tillykke med det.