Væk fra plænen, marsboere!

23. juli, 2010

Det tidligere indlæg om Arthur Machen og englene fra Mons fik mig til at tænke på en historie fra populærkulturens annaler, som de fleste nok kender. Men skidt, en god historie bliver ikke værre af at blive genfortalt. Forhåbentlig.

Der er naturligvis tale om Orson Welles’ radiospilsudgave af H.G. Wells’ science fiction-klassiker Klodernes kamp.

Romanen er skrevet i 1898 og omhandler en invasion af Jorden – og er, så vidt jeg ved, det første dokumenterede tilfælde af, at marsboerne har angrebet, omend de har gjorde ofte siden. I 1938 lavede Welles en version af bogen til radioen, og ligesom originalen havde været først ude med visse elementer, ville han også rage op og sprænge rammer – der skulle nye boller på suppen.

Ergo indledte han fortællingen med en nyhedsudsendelse, der forklarede, at marsboerne var landet, og at first contact var gået helt ad helvede til. Det var ikke et trick, lytterne var forvænte med, og de reagerede, som folk har det med at reagere overfor noget nyt: med panik. Armene i vejret, råbe højt, løbe i cirkler, gentag.

Eftertiden har skabt billedet af tusindvis af mennesker, der nærmest flygtede gennem gaderne, hvilket blot understreger, at en god historie ikke bliver værre af genfortællingen. Helt så slemt var det ikke, men historien spredte dog sin del kaos. I byen Concrete havde marsboerne netop indledt invasionen, da en eksplosion og et skarpt lysglimt rystede byen – folk flygtede; nogle af dem til deres hjemmebryggerier for at beskytte dem.

Der var dog blot tale om en kortslutning, der har lagt byen sort.

Wikipedia har en ganske god gennemgang af, hvad der ellers gik for sig.

Der er en ganske grundig, men ufatteligt grim hjemmeside, der beskæftiger sig med romanen og radiospillet og bl.a. har en samtidig artikel fra New York Times. Der er også masser på http://www.war-ofthe-worlds.co.uk/

Skulle man ønske at høre det oprindelige radiospil (og masser af andet godt fra Orson Welles’ Mercury Theatre), kan det gøres her . Og en dansk udgave for børn kan findes på Bonanza.

Tags: , ,

3 kommentarer til “ Væk fra plænen, marsboere! ”

  1. Helle den 23. juli, 2010 kl. 20:15

    Fantastisk historie. Som bestemt ikke bliver dårligere af at blive genfortalt igen og igen. Selv har jeg fortalt den så mange gange til mine børn, at de troede det var den egentlige handling i Klodernes kamp. Siden fik de den rigtige Klodernes Kamp. Fantastisk bog. Fantastisk forfatter. Drømmer om at der en dag, på et eller andet loftrum, findes et ukendt manuskript til en ny stor roman af H.G. Wells.

    Mens man venter kan Tidskortet af Felix J. Palma anbefales. Har lige læst den med stor fornøjelse. http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/tidskortet-af-felix-j-palma-4

    Tak for de mange gode links om emnet

  2. [...] del af fanzine.dk Alle indlæg af Janus Andersen Videre Seneste kommentarerHelle til Væk fra plænen, marsboere!Væk fra plænen, marsboere! | fanzine.dk til om Arthur og engleneJanus til Vågn op, DSBSimon [...]

  3. Janus Andersen den 25. juli, 2010 kl. 19:56

    @Helle – jeg forestiller mig, at dine børn er blevet meget interessante mennesker med den baggrund :)
    Jeg læste selv Tidskortet for noget tid tilbage og var lidt i syv sind. På den ene side synes jeg, at den er utroligt godt skrevet og skruet sammen – men på den anden side fandt jeg den en tand for lang i det. Men helt klart en bog, man skal læse, hvis man er bare lidt til Wells.

Læg et svar