Monstre i marsken

Indrømmet, jeg var ret vild med Alex Uths debut-roman “Marskens hemmelighed”. Af de tre unge drager har den dog også det bedste cover, begået af Jon Foster (man kan se en tidlig skitse på Thomas Munkholts blog). Og flere Jon Foster-lækkerier her.

Alex Uth er endnu en af Phabels “unge drager” – jeg har tidligere anmeldt Anders VE Eriksens “Lucifers fængsel”, som er udgivet under samme mærkat, men her er tale om en helt anden type bog. Her fokuseres på det nære og det personlige, og handlingen bevæger sig ikke lige så hurtigt fremad. Til gengæld er stemningen helt uovertruffen.

“Marskens hemmelighed” foregår selvsagt i marsken, hvor et lille samfund kæmper sig igennem et liv, hvor alt er bestemt af regler og forordninger. Alt skal ske med tanke på tenur, de mystiske væsener som bor på det dybe vand og overvåger alt; som gør nætterne til et fremmedartet, fjendtligt land, hvor man ikke forlader sit hus.

Hovedpersonen er den unge Heirik, hvis mor var fastlænder og begik selvmord under marskens konstante pres. Han må derfor leve med, at alle forventer, at han har dårligt blod. Det er blevet hans tid til at blote, til symbolsk at overlade sit hjerte til marsken og blive voksen, men da han smider sit offer gennem hullet i isen, bliver det starten på store ændringer. Noget i dybet ser, hvad han har givet, men afviser det, og det bliver starten på en lang række dystre hændelser, som truer med at rive det lille samfund fra hinanden.

“Marskens hemmelighed” er kort sagt noget af det bedst konstruerede fantasy, jeg har set fra en dansk forfatter i meget lang tid. Uth har mange elementer i spil, og de glider gnidningsløst ind i hinanden.

Heirik er i en sær situation – egentlig er han voksen, men resten af landsbyen ved ikke, at hans blot er blevet afvist, så inderst inde svæver han i ingenmandsland. Og samtidig vokser hans frustration over sit eget liv, over tingenes tilstand, og en vrede vokser i ham. Samtidig viser marsken sig at rumme andre hemmeligheder end det Stille Folk, tenur, og Heirik må indse, at verden er større end først antaget.

Men Uths mesterstykke er, at hun lister som katten om den varme grød – for tenur er hele tiden i baggrunden, de er hele tiden til stede i landsbyen, selv om man aldrig ser dem. De er en trykkende stemning, og hele tiden må man som læser spekulere på, om de er virkelige – findes de virkelig derude i det mørke vand, eller er de blot menneskenes egen opfindelse. På den måde opnår “Marskens hemmelighed” en mytisk kvalitet, som man ikke kan opnå ved at smide magi og eventyrvæsener efter læseren. Det er brillant, og det hele spindes eminent sammen i slutningen.

De sidste sider efterlader en åbning til en fortsættelse. Jeg synes ikke helt, at historien indbyder til det, men hvis Uth kan gentage succesen uden at stå i stampe, skal hun være velkommen.

Også lagt på Fortællingen.dk