fanzine.dk

I forlængelse af et tidligere indlæg har jeg nu fået et mailinterview med Ea Philippa i hus – det er lagt på Fantastiske forfattere.

Rent praktisk har det selvfølgelig givet en masse besvær med at få det til at lykkes i praksis – det er første gang, at et dansk trykkeri laver en bog med indbygget MP3 afspiller, og det har givet nogle udfordringer, men det er fantastisk at have muligheden for at udtrykke mig på flere platforme, og det betyder meget for mig at kunne få musik og bog til at smelte sammen og dermed opnå en stærkere indlevelse i universet.

Jeg troede egentlig, at jeg allerede havde omtalt Vraggods her på bloggen, men et ekstra tjek, da lektørudtalelsen idag for over skærmen, afslørede, at den var forsvundet et sted i skyndingen.

Der er tale om ny, dansk fantasy, skrevet af debutanten Sven Damgaard Ørnstrup (der blogger på fantascifi.org) – og alene det faktum, at det er forlaget Hexameter, der står for udgivelsen, burde vække ens interesse; énmandsforlaget har tidligere udgivet Cryptonomicon på dansk.

Nu bør man ikke benytte lektørudtalelsen som en decideret anmeldelse (der er tale om et fagligt værktøj), men Vraggods får nu gode ord med på vejen:

Vraggods er ny, original og velskrevet dansk fantasy for ældre teenagere og voksne. Forhåbentlig kommer bind to i serien snart.

Noget, som udtalelsen dog også nævner, og som jeg er ret enig i, er, at forsiden ikke sælger bogen særligt godt.

Ørnstrup skriver selv mere om bogen her.

Jeg kan huske, da det var let at elske Tim Burtons film – med titler som Edward Scissorhands, Beetle Juice, Batman-filmene og til dels Mars Attacks. De havde overraskende historier, skæve (og interessante) figurer i både hoved- og biroller og et visuelt touch, der var som et frisk pust. De var og er titler, som jeg husker med glæde og sagtens kan se igen.

Men helt ærligt, det er gået ned ad bakke over de sidste mange titler. Jeg har stadig fornemmelsen af, at jeg burde glæde mig, når der er en ny Burton-film på plakaten, men igen og igen har jeg siddet tilbage med en tom fornemmelse i maven (og det er ikke bare, fordi popcorn ikke er den bedste aftenmad): Sweeney Todd, Abernes Planet, Sleepy Hollow og Charlie and the Chocolate Factory. Seneste har Burton så kastet sig over klassikeren “Alice i Eventyrland”, og resultatet får mig til at ihukomme et tweet fra den daglige informationsstrøm: I firmly believe that there is no such thing as Tim Burton – just a really specific After Effects filter. “Take it, and Burtonize it!”

Der er gode ting i “Alice in Wonderland” – han laver en ny vinkel på historien i stedet for bare at genfortælle den (hvilket jo er gjort en del gange før), og der er nogle gode figurer imellem, bl.a. Cheshire-katten (med stemme af Stephen Fry) og den Røde Dronning, spillet med meget stort hovede af Helena Bonham Carter. Og ja, der er scener, der får én til at grine, og sekvenser, der river én med. Men helheden…

Historien, som jo netop er frigjort af originalen til en vis grad, bliver ikke udnyttet – den ender som ren Disney-metervare, der kunne have været filmatiseret af hvem som helst. Burton har bidraget med noget visuelt, som der ikke længere er noget pust over, og som udstråler CGI hele vejen igennem, selv når det virker ganske unødvendigt. Det er uden tvivl pænt at kigge på, men personligt bliver jeg træt, når samtlige billeder har den samme glans.

“Alice in Wonderland” er i mine øjne endnu et skridt ned ad trappen for Tim Burton – charmerende ved første øjekast, men helt ærligt ikke noget, jeg vil bruge penge på at se igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske igen skulle forsøge at lave en film med et begrænset budget – så han kunne blive presset lidt på kreativiteten igen i stedet for at instruere de samme skuespillere på de samme måder og fordybe sig i effekterne.

Det er interessant at se, hvordan udgivelsesmulighederne får folk til at forsøge sig endnu bredere med deres historier end før – nu forsøger nye, danske forfattere sig med det samme på engelsk. Seneste udgav Jonas Wilmann den dystopiske sf-roman The End, nu debuterer Jesper Frederik Gottlieb med fantasy-romanen “Veiled in a Sunlit Haze”.

Bogen har ifølge pressemeddelelsen været mere end 10 år undervejs og henter inspiration fra navne som Tolkien og Robert Jordan, hvilket må siges at være store navne at påkalde.

Fra Booklockers hjemmeside, hvor man også kan læse et uddrag af bogen:

Veiled in a Sunlit Haze is the story of Askillen, indoctrinated with ideas of racial supremacy and domination. He is forced to commit terrible crimes in service of his adoptive father’s megalomaniacal ambitions. Sent on a fateful mission, Askillen discovers he must undertake a difficult quest with the fate of his world hanging in the balance.

Askillen’s guide in his quest is an eccentric old man, Talis, who is both less than he seems, and more. Talis stands half in this world, half in another, and answers only to the highest authority of all.

In pursuing his quest, Askillen will discover a world of people and ideas beyond the manipulative teachings of his adoptive father. He will discover both a real family’s love that he never knew, and the meaning of loyalty not based on fear. Askillen must reject everything he has been taught to ultimately defeat Eliphas, the most powerful man this side of the Gods themselves.

Fantastikken er med, når der skal afprøves nye formater for bøger. For noget tid siden udgav Lene Kaaberbøl fantasy-romanen Sirene, der slog sig op som verdens første plug-and-read bog og blandede almindelig tekst, musik og tegneserie til et hele. Omslaget på bogen rummede en MP3-afspiller, der var ladet med musik komponeret til historien af Aura Dione, Henrik Olsen og Ask Futtrup.

Nu har Ea Philippa givet skruen en ekstra drejning med sin nye udgivelse Lotuskabinettet. Igen er der indbygget MP3-afspiller, men her er det samme person, der står som både forfatter, komponist og sanger.

Om bogen:

Eventyrets hovedperson Philililippa vågner i et eventyrrige i en fjern galakse, uden erindring om hvem hun er. Det bliver begyndelsen på en lang rejse gennem eventyrlige riger for at genfinde sin identitet.

Undervejs møder hun Drømme-væveren, elvernes dronning i Pastelskoven, den smukke Galaxerytter og andre fantastiske væsner i deres magiske verdner. Hun indvies i rigets dystre gåder, og hun lærer fra rigets viseste kvinder, at mestre livets kunst.

Ganske langsomt begynder hun at forstå, at hun er på en mission, som hun er nøje udvalgt til at udføre. Hun tvinges til at finde ind til sin egen dybeste kraft og indsigt for at kunne fuldføre missionen.

Jeg finder det interessant, hvordan det lige præcis er fantasy-romaner, der forsøger sig i denne retning – er der en speciel sammenhæng mellem fantasy og musik, for eksempel, som gør, at det ligger ligefor?

I forbindelse med udgivelse giver Philippa en stor koncert torsdag den 18. februar – i Glassalen i Tivoli. En større affære med “kæmpe scenografi, kostumer, der kan forvandle sig, magiske æsker til publikum, koreografi og helt eventyrlig musik.”

Og forhåbentlig skulle det gerne blive til et interview på Fantastiskeforfattere.dk