fanzine.dk

Forestil dig, hvis den klassiske selvtægts-filmserie ”En mand ser rød” med Charles Bronson i hovedrollen var fortsat med at blive produceret – vor helt ville være blevet ældre og ældre, fjenderne ville være blevet skumlere og skumlere, og våbnene ville være blevet voldsommere og voldsommere. Omkring film nr 15 ville vi nok være nået til noget, der ville minde om ”Det sagtmodige folk”.

Det er en fortsættelse til ”De onde kræfter” fra 2006 og foregår i år 2029. Vor jødiske superhelt/selvtægtsmand/frihedskæmper Otto Steiner har forskanset sig på Hesselø, hvorfra han driver sin egen radio og kæmper mod den muslimske overtagelse af Europa. For plottet er grundlæggende det samme som i forrige bog: muslimerne er onde, de overtager Danmark og Europa ved list og ved vore hjerters godhed, og kun nogle få står i vejen for dem. Vort lille hjemland er stedet, hvor krigen skal starte, og Steiner står helt ude på frontlinien.

Som i de fleste fortsættelser består udviklingen hovedsageligt i at skrue op for virkemidlerne – så denne gang er der helikoptere, maskinkanonere, antitankvåben og hvad ved jeg med i kampen. Så der skydes og sprænges ting i luften, og ind imellem snakker folk. Og snakker og snakker. Hovedsageligt om, hvor væmmelige muslimerne er, og hvor onde deres hensigter er, og hvor god og sand en mand Otto Steiner er. Det bliver ærligt talt noget ensformig hen ad vejen.

Som propaganda betragtet skal jeg ikke udtale om, hvorvidt ”Det sagtmodige folk” er vellykket, om end jeg har en fornemmelse af, at den prædiker for koret. Mener man, at muslimer er grundlæggende onde og vil overtage verden, vil man sikkert nyde historien. Er man mindre overbevist, og vil man egentlig blot læse en en historie, der er enten velskrevet eller spændende, er dette ikke værket. Det er som at få læst en godnathistorie med megafon – det lever ikke op til formålet, og det er ærligt talt ikke særligt behageligt.

Jørgen Misser: De onde kræfter
Forlaget Dan

Nogle gange må man sætte sine fordomme på en prøve. Jeg besluttede at gøre det med “De onde kræfter”, da jeg opdagede, at forfatteren havde begået en tredje bog, en selvstændig fortsættelse til foreliggende roman, under titlen “Det sagtmodige folk”. Dernæst gik det op for mig, at “De onde kræfter” faktisk står på en del biblioteker, og at lektørudtalelsen i sin tid ikke var helt ringe – okay, lektørernes primære opgave er at være uhyre konstruktive, men måske var min umiddelbare bedømmelse af bogen helt hen i vejret.

Jeg har haft fat i Jørgen Missers bog før – bl.a. i forbindelse med et foredrag på Eurocon 2007 om nyere dansk sf (sammenfattet på engelsk her). Der trak jeg den frem som del af en ussel trend inden for vor hjemlige genreskriverier: nærfremtidsromaner om et Danmark besat af de onde, onde muslimer (her forstået på den måde, at alle muslimer er onde). Her rangerede den sammen med titler som “Pauvre nye verden” og “Terror i Danmark”.

Og ja, jeg indrømmer, at jeg var forudindtaget. Jeg læste om handlingen i bogen og dømte ud fra de få beviser den til at være et litterært makværk. Men hvor forhastet det nu end var, så var det en ganske præcis bedømmelse.

Vor hovedperson hedder Otto Steiner – han er i 60erne, jøde, antikvar, kunstmaler og helt igennem flink fyr, der hjælper sin næste og afskyr slyngler. Og nåja, så er han hemmelig agent for Mossad, der næsten enehændigt forsvarer den jødiske stat og bekæmper den “snigende islamisme” overalt, hvor den måtte stikke sit grimme fjæs frem. I denne nære fremtids Danmark er vort lille land blevet udset til at blive den næste front, igennem hvilken de onde, onde muslimer vil udsprede deres væmmelige herredømme (og helt ærligt, når Misser omtaler muslimer i bogen, kan jeg ikke lade være med at se for mig gamle, nazistiske sort/hvide tegninger af jøder). De fremstilles alle over én kam som dyr, der avler for at skylle os ud af vort land.

De muslimske terrororganisationer får nys om hans dobbeltrolle, og snart efterstræbes han og hans familie efter livet. Mørke typer vrimler til landet for at snigmyrde ham, og sammen med sine ligesindede (ikke ligestillede, for Otto fremstilles helt ærligt som noget af en Messias-figur) slår han sig ned på Hesselø for at slå igen mod den snigende ondskab (og slige latterlige formuleringer).

Holdninger er vel for så vidt okay at have – man kan være enig eller uenig i Missers udgydelser, og jeg har læst mange forfattere, hvis holdninger jeg finder helt hen i vejret, uden at de af den grund har skrevet elendige bøger. Problemet med holdninger er, at de kan stå i vejen for den gode fortælling – og her skal man altså have gode øjne for overhovedet at kaste blik på fortællingen. Forfatteren står på ryggen af en blafrende spændingskurve og lader sine personer holde lange, intetsigende samtaler, kun afbrudt af bombastiske proklamationer omkring muslimernes dårligdomme. Han mangler om ikke evnen, så tydeligvis lysten til at fortælle en god historie, for her er det budskabet, der tæller.

Budskabet vil Den Danske Forening sikkert elske. Indholdet vil måske blive værdsat af folk, hvis litterære behov dækkes af et koldblodigt nakkeskud her og der. Fortællingen, sprogbehandlingen, de overraskende drejninger, den gode historie, de tankevækkende ideer – alt det, der skaber en god bog, det er det svært at få øje på.

Næsten ånder i mørket
Helga Berg

Forlaget Facet, 2008

Helga Berg har tidligere skrevet to romaner i den mere socialrealistiske ende af spektret, ligesom hun har udgivet digte. Hendes tredje bog er en science fiction-roman med anstrøg af fantasy og tydelige spor af det lyriske.

Vi befinder os cirka 100 år efter det, der benævnes kaostiden – hvor den hidtidige verden brød sammen under presset af krige, forurening og andre dårligdomme. En ny verden er opstået – eller snarere flere nye verdener, fordi folk er meget forskellige, alt efter hvor man befinder sig.

Vore hovedpersoner bor i Dalien, et roligt samfund, hvor man lever i pagt med naturen. Men alt er ikke godt – fødedygtigheden er næsten ikkeeksisterende, og de få børn, der fødes, avles fra et lager af nedfrossen sæd. Videnskabsmænd arbejder i døgndrift på at ændre tingene, og det er dem, som bestemmer, hvem der får lov at blive gravid. Så da Fry får lov, sker det på betingelse af, at hendes datter skal sendes tilbage i tiden til Danmark før kaostiden. Barnet bliver til gengæld genmanipuleret til at få de evner, der kan sende hende på tværs af tiden.

Da barnet, Arina, bliver gammel nok, sendes hun tilbage til en verden, der er ganske anderledes fra den, hun kender – både fysisk og mentalt. Det er hendes opgave at finde barnet Dalia, som under kaostiden førte folk i sikkerhed.

Samtidig drager Fry til den udgave af København, der findes på hendes tid – en ruinby, hvor rotterne hersker, og menneske lever under jorden. Ude i verden lever en stor del af menneskeheden som turbuster – forbundet til deres turbuflyers eksisterer de i evig bevægelse på verdens veje, mens byerne får lov at forgå. Og det begynder langsomt at gå op for Fry, at noget er meget, meget galt. Langsomt bevæger vi os fra utopi til dystopi.

“Næsten ånder i mørket” starter, da Arina vender tilbage fra fortiden i bevidstløs tilstand. Over det næste stykke tid bliver forhistorien fortalt i flashbacks og gennem især moderen, som fortæller hende om verden og hendes opvækst. Det er en interessant struktur, Berg har valgt, og den giver bogen mere kant, end en kronologisk fremskridende handling ville have gjort.

Det er en sær størrelse af en roman, Helga Berg har begået. Og måske er det en af dem, hvor man skal passe på med at hæfte betegnelsen science fiction på – ikke at der ikke er tale om sf, for det er der, men simpelthen fordi dette rejser visse forventninger hos genrens typiske læsere, og dem vil de sandsynligvis ikke få opfyldt. For “Næsten ånder i mørket” beskæftiger ikke i så høj grad med den beskrevne verden, som den fokuserer på sine hovedpersoners åndsliv og deres tanker om virkeligheden. Romanen – med dens stærke kvindelige figurer og ofte lyriske tilgang til stoffet – retter sig nok nærmere mod læsere af den mere åndelige skønlitteratur, den type fiktion, hvor der postuleres en dybere mening med tingene. “Næsten ånder i mørket” er for folk, som gerne vil flyde væk i hovedpersonernes tanker.

Jeg har netop anmeldt Gemma Malleys ungdomsdystopi på Fortællingen.dk og faldt i den forbindelse over en liste med dystopier for teenagere, som hun har sammensat for Guardian. Det er dog få af bøgerne, jeg direkte vil kalde ungdomsbøger – og så blev positivt overrasket over, hvor mange af dem der rent faktisk er oversat til dansk; ved en hurtig gennemtælling 8 af 10. Har danskerne en forkærlighed for dystopier?