fanzine.dk

Jeg har tidligere nævnt Nikolaj Højbergs novellesamling “Vandringer i mørke” her på siden – og nu er det lykkedes mig at få et interview i hus, hvor han fortæller lidt om bogen og sin tilgang til horror-genren; og afslører, at vi kan forvente mere science fiction fra hans hånd.

Interviewet kan læses på Horrorsiden.

Brian P. Ørnbøl har tidligere leveret indhold til bl.a. “Under overfladen”, og jeg synes også, at jeg har set science fiction stikke hovedet frem i hans RSS-feed fra tid til anden, så der er god grund til at holde øje med ham.

Nu har han så netop sendt den fængende titel Himmelhotellerne på gaden, og den virker yderst tiltalende. Pressemeddelelsen siger:

Himmelhotellerne er på én gang groteske, humoristiske, følsomme og surrealistiske fortællinger fx om manden der bygger et bjerg i sin baghave, om ham der sælger alt hvad han ejer – inklusive sine lemmer, om hoteller der kommer svævende i nattens mørke eller om rejsen ud af byen som aldrig hører op.

Der har desuden været et interview i Jyske Vestkysten:

Er din pointe, at folk med fordel kunne bruge kræfterne på noget andet?
- Ja, jeg tror måske mere, vi skal kigge på os selv. Hvis der er noget at tro på, så er det menneskene, og det vi kan.

Ørnbøl blogger under titlen Storm Poetry.

Solar - Belejringen af Jorden. Cover: Martin Nielsen

I 2001 debuterede Brian Roland Larsen med Solar 1: Invasion – første bind i en større science fiction-serie. Den blev slået op som et ambitiøst projekt, og jeg husker, at jeg ikke helt troede på det – men nu, 7 år efter, er femte bind i serien faktisk udkommet, og der er kun en enkelt udgivelse tilbage, før vi får det endelige opgør mellem Jorden og invasionsstyrkerne fra rummet.

Solar-serien er space opera – det vil sige, at der males med den store pensel. Vi snakker rumflåder, store slag og masser af action. Hovedpersonerne er højtrangerende soldater, smuglere og andre, der kan anbringes på steder, hvor verdens fremtid bestemmes. Og det er hele menneskehedens overlevelse, der er tale om – for en fremmed race har sat sig for, at ”de stræbende” (menneskene) skal udryddes. Og de har både erfaring, viljestyrke og våben til at føre deres trussel ud i livet.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst de første bind i serien, men syntes alligevel, at jeg ville springe med på vognen her for at se, hvad det hele handler om – for ikke nok med, at Solar-serien er dansk, jeg har også oplevet en del efterspørgsel efter den på biblioteket. Det er naturligvis ikke den optimale måde at læse en serie på – der er en del forvirring om, hvem de forskellige personer er, men i det store hele er baggrunden så klassisk, at det er muligt at følge med.

Krigen har ikke været heldig for menneskene – den angribende race, Loortech, har nu slået ring om selve Jorden, og de gør klar til det afgørende angreb. Krigen rammer bredt, men forfatteren fokuserer på en lille gruppe mennesker, der berøres vidt forskelligt – fra admiral Brichzor, der stabler en alliance på benene med en gammel fjende, til de unge mennesker Raven og Bliss, der lever på Jordens dybeste og fattigste niveauer, hvor et oprør ulmer og bliver mere end pustet til af den mystiske skikkelse Carmaine.

Kritikken først, og den må beklageligvis siges at være noget af en gentagelse af tidligere anmeldelser, jeg har set – og gå mest på forfatterens teknik. Der mangler stadigvæk en del i beherskelsen af sproget. Det behøver ikke ligefrem at være kunstfærdigt i en bog af denne type (det er ikke det, den sælger på), men det er altså ret fladt. Og så må jeg indrømme, at jeg er lidt af en purist, hvad angår science fiction på dansk – hvis det er skrevet på dansk, bør det også være på dansk og ikke have så tydelige anglicismer, som præger teksten her; men det er naturligvis en smagssag. De amerikanske navne og udtryk forlener selvfølgelig teksten med en velkendt Hollywood-patos, som lader til at virke på en del læsere.

På den gode side må ”Belejringen af Jorden” siges at virke lidt som en Jerry Bruckheimer-film – der er masser af eksplosioner, skuddramaer og storladen opofrelse (man kan næsten se det i slowmotion). Det er som at høre en musiker, der måske ikke har erfaringen til at gøre musikken smuk, men ved, hvilke toner der er vigtige for at få en reaktion frem. Især rumslagene kunne godt få mig til lige at læse en side ekstra.

Solar-serien er storladen space opera – noget, vi ellers ikke ser meget til på dansk. På trods af dens mangler kan jeg faktisk sagtens se, hvorfor den tiltrækker sine læsere – den lover action, og den holder, hvad den lover.

Storm over Ventura er først bind i en ny dansk science fiction/fantasy-serie med titlen Positron Generator, rettet mod både yngre og voksne læsere ifølge omtalen. Den meget enkle historie og de medfølgende illustrationer gør det dog tydeligt, at den hovedsageligt henvender sig til børnelæserne.

Vi befinder os på planeten Ventura, hvor lang tids fred fuldstændig har overflødiggjort krig og våben. Som enhver ved, er det jo nærmest en invitation til universets mørkere magter om at rykke ind og gøre sine hensigter gældende – i dette tilfælde starter det med en abnorm magnetisk storm, der dækker en stor del af planeten. Det er de frygtelig Ixolitter, under ledelse af Ragyll de luxe, der ønsker at ribbe kloden for alle dens metaller.

Historien centrerer sig om de to piloter og opfindere Jet Zi og Zang Poh, som tager kampen op. De kommer i besiddelse af et mystisk, magisk krystal, som bringer dem ud på en længere odysse for at redde deres fredelige hjemplanet.

På bogens hjemmeside kan man læse, at:

Jan Schwerdfeger, f. 1960, er uddannet Rudolf Steiner pædagog og musiker. Han har mange års erfaring med historiefortælling. Hans magiske verdener, eventyrlige figurer og fantasifulde – ja, til tider vanvittige påfund – appelerer til alle børn og barnlige sjæle. Historierne fra Science-Fiction universet er gennemførte ned i mindste detalje og bygger på en stor faktuel viden på området.

Jeg er ikke sikker på, hvad det er for en faktuel viden, Storm over Ventura bygger på – men rent genremæssigt bevæger vi os altså længere over i fantasy end sf. Overfladen er sf, ingen tvivl om det: vi har rumskibe og farer vildt omkring i rummet. Men indholdet er fantasy: de onde invaderer, og vor helt får magisk hjælp til at besejre dem; dertil kommer en ganske naiv indstilling til de fysiske præmisser for historien: magnetisme er en næsten mytisk kraft og har alskens egenskaber (som lige så godt kunne erstattes med aura eller magi). Man kunne få en mistanke om, at den hovedsageligt har fået påhæftet sf-elementerne for, at forfatteren har kunnet illustrere den med sine egne, computerskabte billeder af rumskibe (som jeg så for resten synes er ganske vellykkede).

Resten af illustrationerne forestiller seriens hovedpersoner, mystiske funny animals på farvestrålende baggrunde. Det er dog ikke en fremmedartethed, der skinner igennem i teksten (bortset fra når de kaldes næsedyr).

Storm over Ventura er ikke velegnet til voksne læsere i mine øjne – det er dog ikke umuligt, at den vil kunne indfange de unge læsere (nok især drenge), som vil have en hurtig historie ledsaget af farverige illustrationer og lige så spraglede udtryk: Crypto Photont Vector Boost, Instant Influxment, Gyro Hyperlizer og så videre.

Årstal giver stærke, ikoniske titler, i al fald inden for science fiction, hvor Clarkes ”2001” naturligvis er eksemplet over dem alle; eller i al fald det eksempel, som jeg ikke kan lade være med at tænke på, når jeg støder på en ny sf-roman, der også benævner sig med fire cifre. Og helt ærligt, jeg har svært ved at se, hvordan man kan udgive en genreroman uden at tænke nogle af de samme tanker – og en så stor klassiker er måske lidt høje mål at sætte sig for sin første roman (jeg kan ikke finde tegn på, at KK Santos tidligere har skrevet noget, som har fået et ISBN-nummer). At sætte sig så store mål er desværre også en næsten sikker måde at fejle på.

2013 er, ganske som undertitlen informerer, ”en fortælling om 3. verdenskrig”. Den er desværre også noget af en rodebunke.

Vi starter i Englands Sikkerhedsmissilcentral – det lyder voldsomt vigtigt og må også være det, eftersom de er involveret i krigen (ikke desto mindre kan man slå deres vagtplaner op på deres hjemmeside, hvilket ikke ligefrem udstråler voldsomme sikkerhedsprocedurer). Fra Storbritannien bevæger vi os videre til Washington og Uganda, hvor folk lever, ånder og elsker (eller i al fald tænker på at elske, hvis der ikke er en tilgængelig sofa eller person). Og så til Braget, da missiler flyver på kryds og tværs af planeten.

Præcis hvad der sker, får man aldrig rigtig at vide – Mellemøsten brænder, noteres det, og masser af bomber eksploderer. Men ingen synes at tage sige videre af, at verden er ved at gå under, og (må man formode) radioaktivt nedfald breder sig overalt. I stedet beslutter en amerikansk general sig for at invadere Uganda (for man skal jo have en fjende), en britisk soldat stjæler en kongekrone, og en straffefange samler sin egen hær. Og der er megen støj og larm og optrin, men nogen videre mening har jeg desværre svært ved at få øje på.

Til tider, når satiren sniger sig ind, får man fornemmelsen af, at forfatteren forsøger at skrive en egen udgave af ”Dr. Strangelove”, men til andre tider drejer historien over i slapstick, softcore erotik eller løsslupne actionsekvenser. Der er ganske enkelt ikke nogen rød tråd. Muligheden er da til stede, at det er mig, der ganske har misforstået forfatterens hensigter – til mit forsvar må jeg så sige, at de ikke fremstår særligt tydeligt.

På den positive side rammer Santos nogle gode, sproglige finurligheder her og der i teksten. På bogens 360 sider drukner de, men en hård redaktionel indgriben og en langt strammere fortælling (færre personer og underplots, der hænger dårligt sammen) kunne jeg godt forestille mig, at der kunne komme noget godt fra den kant. ”2013” er desværre ikke romanen, hvor det er sket.