fanzine.dk

Alternate history er åbenbart science fiction-genrens pæne undergenre her i Danmark – det lader i al fald til at være den, der bliver bragt i spil, når der skal skrives litterær sf. Vi har bl.a. fået Komplottet mod Amerika og Det jiddische politiforbund.

Nu har Gyldendal lige udgivet Owen Sheers “Modstand”, som Politiken anmelder ganske positivt her. Og den lyder interessant.

Forlagets omtale:

Wales 1944. Rusland er faldet, de allieredes landgang i Normandiet er slået fejl, og nu er tyske tropper gået i land på britisk jord. I løbet af en måned er det halve af England okkuperet af tyskerne.

¨ I en afsidesliggende walisisk landsby vågner kvinderne op og opdager, at deres ægtemænd er forsvundet ? pludseligt og uforklarligt. Kvinderne samles og danner fælles front for at overleve hverdagen. En tysk patrulje ankommer til den isolerede dal, og da en hård vinter sætter ind, tvinges de to fjendtlige lejre til at samarbejde.

Modstand er en smuk og tankevækkende roman om, hvad mennesker er i stand til under ekstreme vilkår.

Alastair Reynolds: Century Rain

Jeg kender Alastair Reynolds fra hans Inhibitor-saga, som jonglerer dystert og uden at anstrenge sig med de helt store ideer. “Century Rain” er anderledes nede på jorden, men det forhindrer nu ikke Reynolds i at give læseren et par kognitive mavepustere her og der.

Vi starter i Paris sidst i halvtredserne. Privatdetektiven og musikeren Floyd (som egentlig hellere ville være musiker end detektiv) får en sag, der umiddelbart virker uden indhold – en ung kvinde er død efter at være faldet fra sin balkon. Politiet har allerede slået det hen som en ulykke eller selvmord, men udlejeren har svært ved at tro på de forklaringer. Floyd regner ikke med at finde noget, men snart begynder han alligevel at indse, at ikke alt er, som det burde være. Og imens går det op for læseren, at dette Paris ikke er det, man er vant til – noget i deres historie passer ikke med det, vi har lært.

300 år længere fremme i tiden er arkæologen Verity Auger på en ekspedition til den ødelagte jord – nærmere bestemt til et Paris, der er dækket af is. Det går forfærdeligt galt, og som en konsekvens får Verity valget mellem at stå overfor en retssag eller påtage sig en helt anderledes mission: via en umådelig infrastruktur efterladt af ukendte rumvæsener har man fundet vejen ind i en gigantisk artefakt, og der befinder sig en kopi af Jorden, som den så ud, før menneskeheden ødelagde den. En agent sendt til denne Jord er forsvundet, og det er nu Veritys job at finde ud af, hvad det var for en hemmelighed, agenten var på sporet af, alt imens menneskeheden (i hendes tid) bevæger sig hastigt mod en altødelæggende borgerkrig.

“Century Rain” er en berusende blanding af alternate history, noir krimi (med bunker af referencer til “Casablanca”), space opera og sikkert og lidt andet smidt ind. Og den griber én ved halsen og giver ikke slip, til sidste side er vendt.

Det er noget af et kunststykke, Reynolds udfører – både at gøre denne blanding logisk og samtidig frisk og spændende. Man er oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvordan den unge kvinde døde, og selv om det måske ikke er en overraskelse, hvordan Floyd og Veritys historier hænger sammen, så er det forbløffende, hvor godt forfatteren gør det – der er masser af tråde i fortællingen, men de har alle betydning, hvad enten det er detaljer i dette falske Paris eller storpolitikken i fremtiden. Og så sparer Reynolds heller ikke på godterne – for selv om det umiddelbart virker som en mere snæver fortælling, så får man også udleveret en god del store ideer og action, hvad enten det er hæsblæsende kampe eller klaustrofobiske flugtscener.

“Century Rain” kan ikke andet end anbefales. Og for yndere af litterære lege er der masser af intertekstuelle referencer at jagte og nyde (såsom at den del af menneskeheden, der har favnet teknologien med alle dens muligheden, nedstammer fra Slashdot).

En del af juleferien blev brugt på Chabons vægtige jødekrimi, som før er blevet diskuteret her. Jeg var måske ikke helt vild med de spekulative elementer, men det ændrer ikke ved, at det er en læseoplevelse af de ganske store, der er tale om

Det jiddische politiforbund
Michael Chabon
Borgen, 2007

Kriminalbetjent Meyer Landsman har det hårdt. Det er endelig lykkedes en af de andre beboere på det hotel, hvor han tilbringer sin fritid, at blive slået ihjel – nogen har listet sig ind, lagt en pude over en skakspillende narkomans hoved og skudt ham i nakken. Den døde viser sig at være indkvarteret under et falsk navn, men Landsman finder snart ud af, at han kommer fra en meget magtfuld (og meget kriminel) familie.

Der stopper det naturligvis ikke. Meyer Landsman er jøde, ligesom den afdøde og de fleste andre beboere i staten Sitka i Alaska. Sitka blev oprettet som et midlertidigt hjem for jøderne efter anden verdenskrig. Nu, 60 år senere, er tiden kommet, hvor staten skal leveres tilbage, og jøderne skal væk – verden omkring Landsman er langsomt ved at gå i opløsning, han selv er ved at gå til i druk, og fremtiden er mildest talt sort. Som utallige hårdkogte helte gennem historien går vor helt imod de ordrer, han får, og beslutter sig for at satse alt på at løse mysteriet om den døde narkoman.

“Det jiddische politiforbund” er god gedigen jødisk noir-krimi. Landsman vakler sig igennem historien på jagt efter gerningsmanden, men han bliver skudt, tæsket og generelt bliver udsat for hele verdens vrede. Han er indbegrebet af en noir-helt, der forfølger målet gennem alle trængsler.

Det specielle ved “Det jiddische politiforbund” er selvfølgelig, at den foregår helt og holdent i et jødisk samfund, hvilket giver den en enestående atmosfære – og at der er tale om en alternate history, som foregår i en stat, der blev oprettet, efter krigen blev vundet ved nedkastningen af en atombombe over Berlin.

Som krimi er der ingen tvivl om, at det er en helt uovertruffen bog – den emmer af atmosfære og byder på et tilpas indviklet (kom)plot, hvor både personer og læsere render forvildede rundt. Som fortællingen er facit det samme: Chabon har en meget langvarig og intim affære med sproget lige for læserens øjne, og det er en fryd at betragte.

Kommer man til bogen med forventninger om storslået alternate history, bliver man muligvis skuffet – i lang tid virker det, som Chabon ikke har tænkt sig at udnytte den verden, han så eminent opbygger. Alle romanens uomtvistelige kvaliteter til side, så får man en fornemmelse af, at den jødiske stat måske er lidt overkill fra forfatterens side – stemningen er tyk 50′er-noir, og det er først godt hen imod slutningen, at man får en forklaring på nødvendigheden af dette træk. Den er storslået og sender chokbølger langt omkring, men jeg ved faktisk ikke, om den passer ind i romanens tidligere så klaustrofobiske, Alaska-sorte mønster. På en måde er den for stor til historien om den mørbankede, Chandlerske kriminalbetjent.

Ikke desto mindre har jeg svært ved ikke at se “Det jiddische politiforbund” som andet end en præstation. Det er en roman, der bliver i blodet, efter man er færdig med den, og som garanteret vil nyde godt af at blive genlæs – om ikke andet, så for at nyde Chabons superbe sprog.