fanzine.dk

“2012″ er en dejlig ikonisk titel, men Roland Emmerich kunne nu lige så godt have tonet rent flag og kaldt den “2012 spontane eksplosioner” i stedet. Den er som en katastrofefilmslagkage med et ekstra tykt lag dum ovenpå og en sprød kerne af CGI-effekter, som muligvis har stået lidt for længe i solen.

Historien – den smule, der nu engang er – er denne: neutrinoer begynder pludselig at påvirke fysiske objekter, og den “logiske” konsekvens er, at Jordens kerne begynder at koge. Med et par år at løbe på begynder klodens forskellige regeringer at bygge arker, der skal redde et lille udsnit af verdens befolkning. Da dagen så endelig oprinder, sidder John Cusack heldigvis i en limo, så han kan redde sine børn, sin fraskilte kone og hendes nye mænd og over det næste lange stykke tid flygte fra de katastrofer, som verden smider efter dem.

Egentlig burde man være taknemmelig for, at Emmerich har gidet smide noget, der ligner en historie, ind i sit effekt-fyrværkeri – det kunne lige så starte med en videnskabsmand, der udbryder “neutrinoer har på magisk vis fået evnen til at interagere med fysiske genstande!” Ved siden af ham eksploderer – i smuk slowmotion – en kakerlak. Et andet sted på Jorden eksploderer noget, der er en smule større og så fremdeles: en hund, en hest, et menneske, en statue, en bil, et hus, et højhus, et monument, en by, et land og så videre, indtil videnskabsmanden og hans familie (der ellers ikke kunne lide ham) forlader Jorden i et rumskib – tidsnok til at se planeten springe spektakulært i luften. Effekten ville stort set være den samme.

Roland Emmerichs brug af følelser og beskrivelser af sine personer er som et barn, der tegner med farvekridt: se, de her har en krop, to arme, to ben og et hovede – ergo er de mennesker; og de står sammen, ergo er de en familie; og de er en familie, ergo skal de fremkalde følelser hos os! Så hvis ham her ringer til sin søn, skal vi knibe en tåre, når sønnen dør midt i telefonsamtalen, også selv om vi stort set ikke har set de to mennesker før.

Og så er der flere ting, der sprænger i luften.

Det er naturligvis effekterne, der er i fokus, og de foregår konstant – i en sådan grad, at hele filmen bliver kunstig at se på, som var Ray Harryhausen gået amok på svampe. Det er, som om Gud drak sig fuld og kastede katastrofer, så dumt, at det bliver sjovt, men desværre fortsætter forbi i rasende fart og lander langt ude i ødemarken på den anden side af sjovt. Der, hvor kragerne ser Uwe Boll-film og hører Amin Jensen.

Eller måske er jeg bare blevet gammel og sur. Den tilstedeværende teenager var i al fald noget rystet over, at vi tillod os at mene, at der var tale om noget mindre end god, gedigen underholdning. Nu vil jeg gå ud og råbe ad børnene, at de skal holde sig fra min plæne – måske er der så noget, der spontant eksploderer. I slowmotion.

Jeg synes, at “District 9″ var en det sidste lange stykke tids bedste filmoplevelser (okay, der gik lidt meget tjubang i den sidste del, men det var god tjubang).

Ifølge Scifiwire har en af forfatterne bag kastet sig over et nyt projekt, og det baserer sig på kortfilmen Terminus. Det kan godt blive rigtig godt, især hvis Terri Tatchell var med til at bidrage til personskildringen i “District 9″

Jeg kan huske, da det var let at elske Tim Burtons film – med titler som Edward Scissorhands, Beetle Juice, Batman-filmene og til dels Mars Attacks. De havde overraskende historier, skæve (og interessante) figurer i både hoved- og biroller og et visuelt touch, der var som et frisk pust. De var og er titler, som jeg husker med glæde og sagtens kan se igen.

Men helt ærligt, det er gået ned ad bakke over de sidste mange titler. Jeg har stadig fornemmelsen af, at jeg burde glæde mig, når der er en ny Burton-film på plakaten, men igen og igen har jeg siddet tilbage med en tom fornemmelse i maven (og det er ikke bare, fordi popcorn ikke er den bedste aftenmad): Sweeney Todd, Abernes Planet, Sleepy Hollow og Charlie and the Chocolate Factory. Seneste har Burton så kastet sig over klassikeren “Alice i Eventyrland”, og resultatet får mig til at ihukomme et tweet fra den daglige informationsstrøm: I firmly believe that there is no such thing as Tim Burton – just a really specific After Effects filter. “Take it, and Burtonize it!”

Der er gode ting i “Alice in Wonderland” – han laver en ny vinkel på historien i stedet for bare at genfortælle den (hvilket jo er gjort en del gange før), og der er nogle gode figurer imellem, bl.a. Cheshire-katten (med stemme af Stephen Fry) og den Røde Dronning, spillet med meget stort hovede af Helena Bonham Carter. Og ja, der er scener, der får én til at grine, og sekvenser, der river én med. Men helheden…

Historien, som jo netop er frigjort af originalen til en vis grad, bliver ikke udnyttet – den ender som ren Disney-metervare, der kunne have været filmatiseret af hvem som helst. Burton har bidraget med noget visuelt, som der ikke længere er noget pust over, og som udstråler CGI hele vejen igennem, selv når det virker ganske unødvendigt. Det er uden tvivl pænt at kigge på, men personligt bliver jeg træt, når samtlige billeder har den samme glans.

“Alice in Wonderland” er i mine øjne endnu et skridt ned ad trappen for Tim Burton – charmerende ved første øjekast, men helt ærligt ikke noget, jeg vil bruge penge på at se igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske igen skulle forsøge at lave en film med et begrænset budget – så han kunne blive presset lidt på kreativiteten igen i stedet for at instruere de samme skuespillere på de samme måder og fordybe sig i effekterne.

For noget tid tilbage landede der en mail i indbakken med links til et par videoer fra den nye science fiction-film Surrogates. Mest interessant var denne, som omhandler den teknologi, der har formet filmens univers:

Filmen foregår i en fremtidig verden, hvor alle kan få deres egen fysisk avatar, en androide-surrogat – hvilket naturligvis kan give grobund for enten en tjubang-historie eller rigtig god science fiction, der afspejler vores egen verden. Nu har jeg ikke set filmen endnu, men det sidste er i al fald tilfældet for forlægget,tegneserien af Venditti og Wendele, som jeg netop har anmeldt ovre på Tegneseriesiden.

Interessant for dansk fandom er naturligvis også, at filmen også var fokus for artiklen Drømmer avatarer om kunstige virkeligheder? hvor Stig W. Jørgensen udtaler sig om temaet.