fanzine.dk

Avatar

et zine om science fiction, fantasy, horror og fandom

Himmelskibet nr. 23

Det nyeste nummer af Himmelskibet er på gaden, og denne gang er det Thomas Winther, der har redigeret. Det betyder, at der er lidt ekstra fokus på horror, i al fald i novellerne.

Indholdet er som sædvanlig godt – en stor bunke anmeldelser, artikler om fantasy og et par conreps. Fiktionen leverer Nikolaj Højberg og Thomas Strømsholt, begge navne, der har leveret rigtig gode præstationer inden for horror tidligere. Højberg har tidligere udgivet en samling af sine noveller (og er undervejs med endnu en), mens Strømsholt har sin debut på vej.

Højbergs bidrag har titlen ”Drømme er døråbninger” og er horror rettet mod yngre læsere. Novellen omhandler drengen Daniel, som har frygtelige mareridt og sætter sig for at styre, hvad der sker i dem. Målgruppen gør sig mest gældende ved, at han dropper det dybere plot i historien og så går efter en hurtig effekt – det er godt håndværk, men i mine øjne ikke på højde med, hvad man tidligere har set fra hans hånd.

Strømsholt beviser med ”Vanviddets rand” endnu engang, at han er eminent ud i de tungere stiløvelser inden for genren. Det er lovecraftisk horror, vellykket omstillet til moderne teknologi og omverdensforståelse.

Højbergs kommende novellesamling skulle komme til at hedde enten ”Den anden side” eller ”Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger” (på forlaget DarkLights), mens Strømsholts får titlen ”De underjordiske – gotiske fortællinger og sære historier” (på forlaget H. Harksen Productions).

Elefanter, ånder og klatreture

Himmelskibet nr. 22, medlemsbladet for Fantastik, er på gaden, og det er som sædvanlig en lækker sag. Christian Wichmann har stået for en flot forside, der ud over alf, kæmpeinsekt og andet synes at rumme en magisk BH – forsiden er desværre ikke på nettet endnu, og jeg har ikke lige adgang til en scanner, men modtager man ikke i forvejen bladet, vil man nok snarest kunne se den på hjemmesiden.

Jeg har lige læst fiktionen igennem og skimmet det øvrige indhold. Det er Klaus Æ. Mogensen, der har redigeret, så vægten er på fantasy, både i skøn- og fagdelen. Flemming Rasch og Mogensen selv har leveret nogle umiddelbart rigtig interessante artikler om genren, som bliver suppleret med tekster om filateli, nyheder, anmeldelser og meget andet godt. Tre forskellige navne har leveret til novelle-delen af bladet, og niveau er generelt ret højt.

A. Silvestri vandt 2009 novellekonkurrencen med “Atjuh!”, og det er med rette – nu har jeg naturligvis ikke læst konkurrenterne, men der er tale om et stykke superbt gennemført Discworld-fanfiction. En af de elefanter, som holder Diskverdenen oppe, er syg, og Døden drager afsted. Silvestri rammer tonen perfekt og udviser både den ro og det overskud, der er med til at gøre Pratchetts kreationer så underholdende. Denne novelle alene er faktisk hele bladet værd.

Karoline Brogaard har skrevet en ånden-i-krukken-historie med titlen – nåja – “Ånden i krukken”. Brogaard er 12 år gammel, og selv om novellen måske bliver lidt forhastet for min smag til tider, så er den forbløffende flot håndteret af én i den alder. Der er masser af potentiale der.

Sidste novelle er “Viljen i hjertet” af Jakob Svane, som debuterer på tryk med en veldrejet lille fantasy-fortælling. Omend jeg måske ikke synes, at slutningen har den nødvendige gennemslagskraft, så lykkes det Svane at udvikle historien ganske flot. Han breder historien ud fra en meget snæver indledning til en skæbnesvanger slutning uden på noget tidspunkt at blive melodramatisk. Flot – og igen et navn, man nok bør holde øje med.

Fantastiks novellekonkurrence 2009

Forleden dumpede nyeste nummer af Himmelskibet (noget forsinket) ind ad døren – et udstyrs- og omfangsmæssigt superflot nummer. Jeg har ikke haft tid til at læse bladet endnu, men vil lige bruge det som en undskyldning for at reklamere lidt for foreningens novellekonkurrencen. En del af indholdet i Himmelskibet nr. 18 udgøres nemlig af vinderne fra sidste år.

Succesen gentages i år, med deadline 1. juni.

Fra fantastik.dk

Novellen skal være på max. 8000 ord og skal denne gang enten være fanfiktion eller en novelle som omhandler eller forholder sig til fan-fiktion. Dvs. den skal tage udgangspunkt i et velkendt univers fra bøger, film eller tv eller på en eller anden måde handle om denne form for fiktion.

Med fantastiske genrer menes at historien skal foregå i en verden der på en eller flere måder afviger fra den kendte.

Vinder(e) annonceres på Fantasticon 2009.

Er du under 20 år, når du sender historien ind, kan du vælge også at deltage i ungdomskonkurrencen. Du vil da deltage i to konkurrencer samtidig. Fantastik har ret til at trykke indsendte historier indenfor et år efter konkurrencens deadline. De må ikke have været offentliggjort før. Husk navn og adresse!

Læs mere på hjemmesiden.

Novum nr. 91 + ekstranummer

novum91Tingene har stået lidt stille her på det sidste, men det lykkedes faktisk at få decembernummeret af Novum ud i 2008 – hovedsageligt takket være hårdt arbejde af Carl-Eddy.

Som sædvanlig er der masser af gode sager for sf-læseren – indholdsfortegnelsen følger herunder. Men som en ekstra bonus fulgte der med dette nummer et ekstranummer, der opsamler SFCs forsøg med at lave en kortroman med skiftende forfattere: Sandsynlige mønstre. Mellem 1991 og 2004 er historien blevet skruet sammen af Stig W. Jørgensen, Klaus Æ. Mogensen, Glen Stihmøe, Morten Rubjerg Sørensen, Johannes Donnerstag, Benedict Arnold og Flemming RP Rasch. Indtil videre har jeg kun bladret lidt og slået ned forskellige steder, men resultatet ser interessant ud – der skulle gerne komme en anmeldelse på Kaninen snarest.

Indholdet i Novum nr. 91:

* Redaktionelt – af Janus Andersen
* Litteraskopet 45: At tage temperaturen… – af Niels Dalgaard
* Nye bøger på dansk -af Niels Dalgaard
* Asimov’s andet halvår 2008 – gennemgang af Jeppe Larsen
* Sandsynlige Mønstre / Ny kortroman
* Paprike – anmeldelse af Knud Larn
* Nyt liv, nye civilisationer, nye økosystemer – Om Stanley G. Weinbaum af Niels Dalgaard
* Hurtig fiktion – 3*lynfiktion
* Inde fra papkasseriget VII – klumme af Knud Larn
* Medlemsmøder i foråret 2009

Der er også en omtale på Interstellar.dk

Novum nr. 90

Novum nr. 90 havde forputtet sig mellem reklamerne, så det har først nu fundet frem til mit skrivebord. Omslaget er i endnu bedre kvalitet end hidtil, og Wolfgang Sigl har endnu engang leveret en fabelagtig illustration.

Jeppe har skrevet en omtale her. Her blot en oversigt over, hvad både faste og nye bidragydere har leveret til bladet:

Redaktionelt – af Janus Andersen
Litteraskopet 45: Sex i rumskib 7.. – af Niels Dalgaard
Det nye SFC-logo – ovvervejelser af Manfred Christiansen
Sf til de nye læsere – onspiration ved Janus Andersen
”Do you speak udenjordisk?” – ved Lars AR Stender
Inde fra papkasseriget VI – af Knud Larn
Medlemsmøder – mød op og vær med
Nye bøger på dansk – af Niels Dalgaard
Anmeldelser – bøger og film
Oslo Science Fiction Festival 2008 – conrep ved Jeppe Larsen

Og så lige en opfordring – jeg vil meget gerne se flere navne på indholdsfortegnelsen, og en af de ting, som mange mennesker burde kunne prøve kræfter med, er drabbles, flash fiction og anden kort fiktion. Drabbles er noveller på 100 ord eller mindre (der er ekstra point for at ramme 100 ord præcis). Mere krævende er noveller på præcis 6 ord – som disse. Manfred Christiansen har allerede sendt et par drabbles, men der er plads til mere.

Fortsæt Next page

Skal du videre?

Disse links er måske noget for dig

Fra Flickr

nielsharryharrison1Stephen-BaxtersvendaagemadsensvendognielsKlausAeMogensenZoranannemccaffreyharryharrisonNovum 85