Lige en hurtig public service announcement: Another World Entertainment udgiver (har lige udgivet?) Christian Braad Thomsens dokumentarfilm At fortælle menneskene om forfatteren Svend Åge Madsen:
Svend Åge Madsen (født 1939) er en af Danmarks største nulevende forfattere og er præmieret med alle væsentlige danske litteraturpriser, herunder Det Danske Akademis pris (1972) og Boghandlernes Gyldne Laurbær (2000). Blandt hans hovedværker er Dage med Diam (1972), Tugt og utugt i mellemtiden (1976), At fortælle menneskene (1989) og Syv aldres galskab (1994).
Filmen om Svend Åge Madsen består af hans egne ord. Den veksler mellem nutidige optagelser og flash backs fra de sidste 30 år. Vi møder desuden en lidt underlig togpassager, der til forveksling ligner Madsen. Eller måske er det Madsen, der ligner en underlig togpassager på gennemrejse. Svend Åge Madsen mener ikke, vi har en fast identitet, men at vi er mindst 34 forskellige personer alt efter, hvilken sammenhæng vi optræder i. Men omvendt mener han heller ikke, at vi spiller roller,
for det ville betyde, at der findes én bestemt person bag rollerne. Og det gør der ikke!
Læs mere her.

Der er kommet en ny stak udgivelser fra Science Fiction Cirklen. I denne omgang er det en roman, en antologi og en bibliografi:
Lige under overfladen – En dansk SF-originalantologi
Denne antologi indeholder noveller af forfatterne Patrick Leis, H.H. Løyche, Manfred Christiansen, Niels Gjerløff, Richard Ipsen, Glen Stihmøe, Flemming R.P. Rasch, Sara Tanderup, Morten Brunbjerg, Dan Mygind, John Peter Andersen, Arash Sharifzadeh, Stig W. Jørgensen og Camilla Wandahl. Som antallet af bidragsydere bevidner, så består antologien af 14 noveller.
Dr. Kotin – Livets herre af Vilhelm Riegels
Denne roman blev første gang udgivet i 1921, men det er første gang den udgives på bogform.
Indeks til gyserantologier – en horrorbibliografi
Den sidste af udgivelser er et index til over 130 danske gys- og horrorantologier. Jeg vile gerne skrive en masse rosende om denne udgivelse, men da jeg selv er forfatteren til den, må jeg hellere undlade dette, og blot håbe at den kommer til at virke som et brugbart værktøj for læserne.
Jeg tager normalt et mentalt skridt baglæns, når Lohse står som udgiver på noget, men denne pakke med en bog og en DVD om CS Lewis virker nu ganske interessant. Lewis’ kristendom skinnede meget tydeligt igennem i hans fiktion, så et kristent forlag er vel de rette til at udgive en ny biografi om ham
Berlingske Tidende har en længere omtale af udgivelsen her.
Min kone gjorde mig lige opmærksom på, at Klim genudgiver Tzvetan Todorovs værk “Den fantastiske litteratur“. Det er mange år siden, jeg har læst den, og det er aldrig lykkedes mig at finde den til egen samling, så det er gode nyheder på mere end én måde.

Faldt lige over en bog udgivet af Kræftens Bekæmpelse: “Bløde våben og seje børn“.
Sært og mystisk: jeg havde lidt svært ved at sammenkæde udklædte børn, der slår hinanden ihjel (og rollespiller en smule ind i mellem) med kræftramte, men pointen er naturligvis, at de skal ud og røre sig. Og så er det da også meget rart, at hæftet er direkte rettet mod skoler og lignende, så de kan indse mulighederne i rollespillet.
Og det, de glemmer at tænke på, er, at liverollespil er en introduktion til rigtigt rollespil – så inden vi ved af det, har vi en hel generation af børn, som sidder omkring borde og forsøger at slå hinanden ihjel med terninger (mens de rollespiller en smule ind i mellem) – mens de bliver federe og federe.