fanzine.dk

Weekendavisen kører et eksperiment – hele denne uges avis kan downloades om lydfiler!

Der kan man bl.a. høre en længere anmeldelse af Himmelskibet, som SFC har sendt på gaden (direkte link til lydfilen).

Jeg har selv leget med ideen om anmeldelser som podcast, men kan ikke helt finde ud af, om det er noget, folk ville være interesserede i.

Daniel Wallace er bedst kendt som forfatteren til den af Tim Burton filmatiserede roman “Big Fish”. Politikens forlag har valgt en anden af hans romaner til at debutere ham på dansk- hvorfor, tør jeg ikke sige, men det skal siges med det samme, at “Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” sagtens kan stå for sig selv. Og måske er det netop derfor, vi får den først – for at bevise, at Wallace kan andet og mere end “bogen bag filmen”. I så fald er det bevist med bravur.

Der er dømt magi og tryllekunst, og umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke på Christopher Priests “The Prestige“; men hvor Priest skrev en ypperligt kontrolleret bog, der byggede op til den store tryllekunst, er “Mr. Sebastian” langt mere nonchalant skrevet. Den bevæger sig roligt gennem historien, og så hiver den trick efter trick ud af ærmet, vildleder læseren konstant og fremdrager endnu en overraskelse, hele tiden med en undertone af Bradbury’sk magi (uden den forsonende tro på, at det hele nok skal ende godt).

“Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” starter med Henry Walkers død. En ven, hvis navn vi aldrig lærer at kende, beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete med Henry, og derefter springer historien tilbage i tiden og begynder at indkredse hans liv og skæbne. Der er mange stemmer i “Mr. Sebastian” – hvert kapitel fortælles af en ny person, der har hver sin egen oplevelse af Henry, den sorte tryllekunstner.
Som ganske ung sælger Henry sin sjæl til Djævelen for at kunne udøve magi. Djævelen kommer til ham i skikkelse af en hvidhudet gæst på det hotel, hvor Henrys far er pedel – og lige så meget som han giver til vor hovedperson, lige så meget tager han fra ham. Det er denne begivenhed, hele resten af tryllekunstnerens liv, gennem verdenskrig og alle andre forhindringer, som skæbnen anbringer i hans vej, kommer til at dreje sig om, en konstant jagt efter Djævelen selv.
Indrømmet, der er ikke nødvendigvis nogle fantastiske elementer i Daniel Wallaces ypperligt stemningsfulde roman. Men det lykkes forfatteren at anbringe den lige præcis i det spændpunkt mellem realisme og uvirkelighed, hvor det er komplet ligegyldigt, hvad sandheden er. Det ville være muligt at barbere al fantastisk tøven ud af historien, men det ville i mere end én forstand fjerne magien fra fortællingen. Som Henry tænker, da verdens stærkeste mand vil genfortælle én af hans historier for at redde hans liv – vil han genfortælle fakta eller den sande historie. ”Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” uden magi ville måske gengive historiens fakta, men det ville ikke være den sande historie.
Af uransagelige årsager er oversættelsen af Wallaces bog ikke blevet særligt omtalt i dagspressen. Forhåbentlig sælger den alligevel, for det ville være en velsignelse at se flere af hans titler på dansk.

Nuttede dyr på eventyr i en verden, der minder meget om vores. Umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke på Hans Frederik Follestads ”De 4”. Heldigvis er der tale om en helt anden type bog her – her er tale om tøjdyr, og de drager ikke på fjollede fantasy-eventyr, men ud i et hårdkogt krimiplot.

”Amberville” har opnået stor succes i hjemlandet Sverige, bl.a. via en reklamekampagne i diverse blogs. Den er blevet solgt til distribution i resten af verden til forlaget HarperCollins, og der tales med store ord. Kan den leve op til denne hype i mine øjne? Ikke helt, men mindre kan også gøre det, og en ganske god læseoplevelse er der afgjort tale om.

Tøjbjørnen Erik er fokus for fortællingen – han lever et godt liv, har et velbetalt arbejde som reklamemand og er gift med den underskønne Emma Kanin. Men hans fortid vender tilbage for at hjemsøge ham, da underverdenens ukronede konge, Nikolas Due, opsøger ham sammen med et par gorillaer (bogstaveligt talt).

Historien foregår i titlens Amberville – et samfund, der udvider sig gennem bogen, men kun til en vis grænse. Vi er i et lukket system, og der er regler – en af de regler, som ingen helt kender, styrer chaufførerne i de røde biler, der henter de tøjdyr, som ingen ser igen. Men de fleste tror på Dødslisten, papiret med navnene på de personer, der skal hentes. Ingen ved, hvem der laver listen, og hvorfor. Men Nikolas Due er en af dem, som tror, og han er overbevist om, at hans navn er på listen, så han sætter Erik Bjørn til at finde og ændre Dødslisten. Erik må samle sit gamle hold – den lumske slange, den konstant dopede zebra og den labile krage – og langsomt grave sig ned i det fundament, der ligger under Amberville.

Historien er mesterligt skrevet – den springer mellem personer, både hovedpersoner og kortvarige bipersoner. Hver har sin egen fortælling – Erik har en tvilling, og de to bjørnes fortællinger bliver langsomt så forbundne, at grænserne på mystisk vis forsvinder – og alle har de deres egne motiver. Vi bevæger os fra udskuddene, der blot holder sig i live, til store tanker om godt og ondt og hvad man må gøre for at forblive god. Som enhver god krimi vokser intrigen, til den omfatter høj som lav, råddenskaben breder sig, og der må træffes hårde valg.

”Amberville” fungerer – ingen tvivl om det. Den er velskrevet og stilig, og historien forløber med masser af overraskelser undervejs. Blandingen af hårdkogt film noir-krimi og nuttede pelsdyr forlener det hele med en grotesk stemning, som ærligt talt er med til at give den det lille ekstra touch. Og der er ingen tvivl om, at historien ikke kunne fortælles uden de fantastiske elementer – jo, den kunne omskrives til sf, men den ville sandsynligvis blive alt for konstrueret i processen. Men alligevel – på trods af, at jeg læste den med glæde – kan jeg ikke slippe fornemmelsen af, at der mangler en højere enhed, som det hele burde gå op i. Der er ikke nogen overbevisende grund til, at det hele skal fortælles med pelsdyr – og på mig kommer det lidt til at virke, som om det er et gimmick, der skal understøtte en roman, som måske ikke ville kunne stå helt på egne ben. Det er der for så vidt ikke noget dårligt i, men det virker blot, som om potentialet var til mere. Så alt i alt er det én af de bøger, jeg gerne vil anbefale, men alligevel…

Forestil dig, hvis den klassiske selvtægts-filmserie ”En mand ser rød” med Charles Bronson i hovedrollen var fortsat med at blive produceret – vor helt ville være blevet ældre og ældre, fjenderne ville være blevet skumlere og skumlere, og våbnene ville være blevet voldsommere og voldsommere. Omkring film nr 15 ville vi nok være nået til noget, der ville minde om ”Det sagtmodige folk”.

Det er en fortsættelse til ”De onde kræfter” fra 2006 og foregår i år 2029. Vor jødiske superhelt/selvtægtsmand/frihedskæmper Otto Steiner har forskanset sig på Hesselø, hvorfra han driver sin egen radio og kæmper mod den muslimske overtagelse af Europa. For plottet er grundlæggende det samme som i forrige bog: muslimerne er onde, de overtager Danmark og Europa ved list og ved vore hjerters godhed, og kun nogle få står i vejen for dem. Vort lille hjemland er stedet, hvor krigen skal starte, og Steiner står helt ude på frontlinien.

Som i de fleste fortsættelser består udviklingen hovedsageligt i at skrue op for virkemidlerne – så denne gang er der helikoptere, maskinkanonere, antitankvåben og hvad ved jeg med i kampen. Så der skydes og sprænges ting i luften, og ind imellem snakker folk. Og snakker og snakker. Hovedsageligt om, hvor væmmelige muslimerne er, og hvor onde deres hensigter er, og hvor god og sand en mand Otto Steiner er. Det bliver ærligt talt noget ensformig hen ad vejen.

Som propaganda betragtet skal jeg ikke udtale om, hvorvidt ”Det sagtmodige folk” er vellykket, om end jeg har en fornemmelse af, at den prædiker for koret. Mener man, at muslimer er grundlæggende onde og vil overtage verden, vil man sikkert nyde historien. Er man mindre overbevist, og vil man egentlig blot læse en en historie, der er enten velskrevet eller spændende, er dette ikke værket. Det er som at få læst en godnathistorie med megafon – det lever ikke op til formålet, og det er ærligt talt ikke særligt behageligt.

”Necropolis” er en novellesamling i det univers, som Patrick Leis startede med at beskrive i ”Requiem” og ”Pax Immortalis” og senere udbyggede i ”Psykonauten”. De otte noveller her udspiller sig i tiden mellem menneskehedens opgør med kunstig intelligens i ”Psykonauten” og zombieangrebet på den befæstede Ferguson-farm i ”Requiem”. De beskriver verdens overgang fra et rimeligt genkendelig samfund til en fragmenteret og farlig verden i tiden efter zombiernes udbrud. Processen navngives hen ad vejen som et sygdomsudbrud – første novelle har overskriften ”Infektion” og så videre frem til ”Pandemi” og det, der er værre.

Leis har truffet et ganske godt valg i at tilsætte science fiction-elementet til det ellers så klassiske zombie-scenarie. Et godt zombie-showdown er altid underholdende, men det ville nok være svært at bygge flere bøger på. Her tillader det forfatteren at levere en række novelle, der behandler udgangspunktet ganske forskelligt.

I ”Infektion” følger vi et par unge mennesker i undergangens første dage. Den leverer et fint anslag, en antydning af udgangspunkt, og hvad der styres mod. I ”Udbrud” skrues der op for varmen, idet vi følger en flok hjemmeværnssoldater, der skal beskytte et supermarked (og alle ved, hvad der sker, når vi sætter zombier og supermarkeder sammen). Sådan går det slag i slag, og vi får masser af synsvinkler præsenteret, fra de enkelte mennesker, der kæmper mod de levende døde, til de kræfter, der ønsker at genskabe verden i deres eget billede.

Kendetegnende for Necropolis er, at historierne passer ind i en overordnet struktur, og det betyder, at Leis har nogle mål, han skal nå frem til. Samtidig har han været nødt til at inkludere en del baggrundsmateriale, for han har ikke kunnet tage for givet, at alle har læst de andre bøger i samme univers (det behøver man strengt taget heller ikke, men det vil nok højne oplevelsen) – og det sker ikke altid lige subtilt. Det er desværre lidt af en science fiction-kliché, at folk lader (for dem) historisk baggrund glide ind i deres samtaler, og der sker en del her. Det kan selvfølgelig være nødvendigt, men kan også virke bremsende i læsning.

Men det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså størren end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horroraction, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.

Jette Holst har også anmeldt på Gyseren.dk