Numbers Don’t Lie
Scifisiden og dertil hørende sider er nede for tiden – udsat for angreb. Så indtil videre ryger denne kun på fanzine.dk
Terry Bisson: Numbers Don’t Lie
Terry Bisson er charmerende – det er svært at sige andet om en forfatter, som dedikerer sin bog:
To my reviewers:
Smart, good-looking, and generous, every one.
Jeg har læst en del af Bissons noveller her og der tidligere og har altid været godt underholdt. “Numbers Don’t Lie” er første gang, jeg læser noget mere sammenhængende af ham – for godt nok er der tale om tre noveller, men de har samme hovedpersoner og hænger da også mere eller mindre sammen. Men ligesom alt, jeg tidligere har set fra hans hånd, er de skrevet yderst professionelt og med et meget stort glimt i øjet.
Vore hovedpersoner er Irv, som fortæller, og vennen Wilson Wu, som er den slags ven, alle og enhver burde have en af. Han er rockmusiker, Volvo-mekaniker, advokat, tidligere ansat ved NASA, entomologisk meteorolog og meget, meget andet. Og så er han god at have i nærheden, hvis naturlovene begynder at spille én et puds. Hvilket de har en tendens til at gøre.
I “The Hole in the Hole” opdager Irv en hemmelig Volvo-losseplads med alt, hvad en Volvo-elskers hjerte kan begære. Det kræver dog lidt at komme frem til den – sære vinkler og drejninger, der virker alt andet end logiske. Da han vender tilbage sammen med Wilson, finder de ikke blot et samlerobjekt, men også en månebil – som på besynderlig vis stadig er på månen, men også inden for rækkevidde.
I “The Edge of the Universe” har Wilson fået nyt job, som meteorolog (hvilket ikke har noget med meteorer at gøre), og som en biting dertil har han også lige opdaget universets ende. Hvilket betyder, at universet er holdt op med at udvide sig. Hvilket har sine egne særegne konsekvenser for Irv, som ellers havde indstillet sig på at konsumere forholdet til sin kæreste.
I “Get Me to the Church on Time” Skal Irv giftes, og Wilson skal være forlover – men der kommer dog ting i vejen. Nogen er nemlig begyndt at stjæle tid, og selv om det betyder, at flyene lander til tiden, har det dog også urovækkende konsekvenser.
Historierne i “Numbers Don’t Lie” er næsten klassiske – historier af den slags, der ofte fortælles over en øl i de barer, der har det med at dukke op i sf-litteraturen. Hver og én bakkes de op af lange, indviklede ligninger og generelt tal-vrøvl – angiveligt skulle de være efterset af matematiker og sf-forfatter Rudy Rucker. Verisimilituden skal jeg ikke kunne stå inde for, men det ser nu godt ud, og Wilsons monologer fungerer som en underholdende pastiche på genrens tendens til at forklare tingene. Bisson skriver gudbenådet, og punchlines næsten flyver af papiret, både fjollede og underfundige. Eneste problem med denne lille samling er faktisk, at den er så lille, som den er – de tre historier fylder cirka 160 sider, men det er dog med alle bogens tips og tricks for at øge mængden – lidt for stor font og så linieafstand. Så når den er læst, vil jeg anbefale folk at besøge Bissons hjemmeside. Der er en del godter at finde.