Jørgen Misser: De onde kræfter
Jørgen Misser: De onde kræfter
Forlaget Dan
Nogle gange må man sætte sine fordomme på en prøve. Jeg besluttede at gøre det med “De onde kræfter”, da jeg opdagede, at forfatteren havde begået en tredje bog, en selvstændig fortsættelse til foreliggende roman, under titlen “Det sagtmodige folk”. Dernæst gik det op for mig, at “De onde kræfter” faktisk står på en del biblioteker, og at lektørudtalelsen i sin tid ikke var helt ringe – okay, lektørernes primære opgave er at være uhyre konstruktive, men måske var min umiddelbare bedømmelse af bogen helt hen i vejret.
Jeg har haft fat i Jørgen Missers bog før – bl.a. i forbindelse med et foredrag på Eurocon 2007 om nyere dansk sf (sammenfattet på engelsk her). Der trak jeg den frem som del af en ussel trend inden for vor hjemlige genreskriverier: nærfremtidsromaner om et Danmark besat af de onde, onde muslimer (her forstået på den måde, at alle muslimer er onde). Her rangerede den sammen med titler som “Pauvre nye verden” og “Terror i Danmark”.
Og ja, jeg indrømmer, at jeg var forudindtaget. Jeg læste om handlingen i bogen og dømte ud fra de få beviser den til at være et litterært makværk. Men hvor forhastet det nu end var, så var det en ganske præcis bedømmelse.
Vor hovedperson hedder Otto Steiner – han er i 60erne, jøde, antikvar, kunstmaler og helt igennem flink fyr, der hjælper sin næste og afskyr slyngler. Og nåja, så er han hemmelig agent for Mossad, der næsten enehændigt forsvarer den jødiske stat og bekæmper den “snigende islamisme” overalt, hvor den måtte stikke sit grimme fjæs frem. I denne nære fremtids Danmark er vort lille land blevet udset til at blive den næste front, igennem hvilken de onde, onde muslimer vil udsprede deres væmmelige herredømme (og helt ærligt, når Misser omtaler muslimer i bogen, kan jeg ikke lade være med at se for mig gamle, nazistiske sort/hvide tegninger af jøder). De fremstilles alle over én kam som dyr, der avler for at skylle os ud af vort land.
De muslimske terrororganisationer får nys om hans dobbeltrolle, og snart efterstræbes han og hans familie efter livet. Mørke typer vrimler til landet for at snigmyrde ham, og sammen med sine ligesindede (ikke ligestillede, for Otto fremstilles helt ærligt som noget af en Messias-figur) slår han sig ned på Hesselø for at slå igen mod den snigende ondskab (og slige latterlige formuleringer).
Holdninger er vel for så vidt okay at have – man kan være enig eller uenig i Missers udgydelser, og jeg har læst mange forfattere, hvis holdninger jeg finder helt hen i vejret, uden at de af den grund har skrevet elendige bøger. Problemet med holdninger er, at de kan stå i vejen for den gode fortælling – og her skal man altså have gode øjne for overhovedet at kaste blik på fortællingen. Forfatteren står på ryggen af en blafrende spændingskurve og lader sine personer holde lange, intetsigende samtaler, kun afbrudt af bombastiske proklamationer omkring muslimernes dårligdomme. Han mangler om ikke evnen, så tydeligvis lysten til at fortælle en god historie, for her er det budskabet, der tæller.
Budskabet vil Den Danske Forening sikkert elske. Indholdet vil måske blive værdsat af folk, hvis litterære behov dækkes af et koldblodigt nakkeskud her og der. Fortællingen, sprogbehandlingen, de overraskende drejninger, den gode historie, de tankevækkende ideer – alt det, der skaber en god bog, det er det svært at få øje på.
Jeps. Helt enig i din bedømmelse!
Kineserne er meget værre
Det er nemlig det der er galt med muslimerne -de fjerner opmærksonmheden fra (dramatisk underlægningsmusik) DEN GULE FARE!
Spøg til en side: Jeg er skræmt. Og rystet over DBCs lektør.
Rene politiske propaganda bøger er sjældent noget man har lyst til at læse. Det er godt du Janus kan gøre det for os, så vi kan sortere fra
Men det er nu kedeligt, at forfatteren grundet sine bøger er blevet udsat for dødstrusler og ikke kan færdes frit. Den slags styrker jo desværre kun det budskab hos dem der ser sandhed i hans bøger.
…måske dødstrusler også er propaganda?
Jeg var lige inde på forlagets hjemmeside, og læste omtalen af fortsættelsen:
“Året er 2029 og nu, tyve år efter flugten fra hovedlandet, sidder Otto Steiner i sit fyrtårn på Hesselø …”
og
“i dagene omkring sin 80-års fødselsdag tager han den endelige beslutning om at befri sit land fra muslimernes kvælertag.”
Der er på en eller anden måde noget fascinerende ved det setup til en historie: Steiner der møver onde muslimer ned med sin rollator. Man får næsten lyst til at læse bogen. Men vil nok blive skuffet.
Dødstrusler er selvfølgelige idiotiske og hører ikke hjemme i et demokrati (især når de kun giver visse typer mere vind i sejlene)… men jeg må dog indrømme, at min første reaktion, da jeg læste om truslerne mod forfatteren, var at rynke lidt på næsen. De skumle unge mandspersoner skal angiveligt have udtalt: “Vores tålmodighed med dig er slut. Hvis du fortsætter med dine hadefulde angreb mod os muslimer, vil du snart få samme skæbne som Theo van Gogh”.
Hvem fanden udtrykker sig sådan? Det er jo Shakespeare i ghettoen!
Angående fortsættelsen har jeg faktisk lovet at lave en dobbeltanmeldelse til Proxima, så læses skal den… men jo, jeg glæder mig også lidt til “En mand ser rødt… med støttebind”.
Måske havde de skevet det ned på forhånd…
Shakespear skrev i hvert fald også ned på forhånd….
tænk sig, i min omgangskreds anses dødstrusler for en ganske alvorlig sag. ikke en blot og bar “idiotisk” handling, som janus andersen antyder. hvor trist, at anmelderens negative holdning til forfatteren kommer til udtryk i en sådan kynisme.
det er “idiotisk”, at gå omkring i hængerøvs-bukser og blotte sine forvaskede underhylere. det er kriminelt, at true folk på livet.
iøvrigt: trilogien er hverken værre eller bedre end alle de andre science fiction romaner, der produceres af danke forfattere i denne tid. danske sf-forfattere optræder alt for ofte pinligt sæbekasse-politicerende og er, desværre, generelt talentløse.
Interessant – hvilke andre danske sf-forfattere tænker du på her?
[...] er en fortsættelse til ”De onde kræfter” fra 2006 og foregår i år 2029. Vor jødiske superhelt/selvtægtsmand/frihedskæmper Otto [...]
Til Janus: Din anmeldelse er farvet af DIN EGEN politiske overbevisning.
Missers bøger er ikke ringere end så mange andre i science-fiction genren.
Jan Guillou og Olav Hergel har skrevet bøger, der også har et ærinde, men bare det stik modsatte i forholdet til muslimer. Det var der ingen anmeldere, der gennemskuede. Slagsiden i deres bøger ødelagde historien.
Missers romaner afspejler et scenarie, der med lidt fantasi, IKKE kan afvises at kunne finde sted i fremtiden. Science-fiction ER fantasi. Problemet er bare, at FRELSTE anmeldere, med de RIGTIGE meninger, ikke kunne drømme om en fair anmeldelse. Hvad ville vennerne så ikke sige?
Om igen, Janus.
Ramses, læs lige anmeldelsen igen.
Jeg lægger ikke skjul på mine fordomme overfor bogen – og dermed min politiske overbevisning. Som jeg siger, kan folk sagtens have en holdning og et formål med deres bøger – og hvis de forstår at formidle det, kan der uden problemer komme gode bøger ud af det.
Måske er det det, der er sket med Guillou og Hergel (som ikke er science fiction, og som jeg ikke har læst)?
Det er ikke mine politiske holdninger, der farver min opfattelse af Jørgen Missers bog (bøger, faktisk) – det er min sædvane (ja, man kunne sige erfaring) med at læse bøger.
Science fiction bliver ikke god eller dårlig, alt efter om scenariet kan ske. Hvis det var det eneste, der betød noget, kunne vi lige så godt læse faglitteratur. Ligesom al anden litteratur bliver sf god, hvis den er godt fortalt. Og det er Jørgen Missers bøger ikke.
Og så vil jeg stadig gerne have nogle titler på al den dårlige danske science fiction, som folk henviser til…