Dødens horisont
Grete Roulund: Dødens horisont
Bellini Bøger, 1988″Dødens horisont” er en lille sag på 140 sider, gennemsyret af den typisk roulundske form for slentrende intensitet.
Vi befinder os i Somalia, i ørkenen, hvor døden er et evigt nærværende faktum. Bogen starter med en ganske kort scene, hvor somalierne finder en død, hvid mand. De konstaterer kort, at han er død, fjerner hans tegnebog og kommer derefter til at diskutere, hvordan han mon har mistet livet. Uvisheden skræmmer, for han er langt væk fra sin naturlige plads, der i sandet, langt fra træer og vandet.
Den halvanden side indkapsler på sin vis megen af Roulunds forfatterskab – den emmer af fremmedgørelse folk imellem, af en overvældende mulighed for snarlig katastrofe, af usikkerhed, af kræfter uden for ens fatteevne, som blot venter på at bryde løs. Og derfra springer hun tilbage i tiden og viser os den hvide mand, John, en af de personer, som har det med at gå igen i hendes bøger. Han er flygtet fra noget, befinder sig i udkanten af verden og har det egentlig meget godt, på sin egen egoistiske måde. Han ryger cigaretter og drikker spiritus og forundres over andre mennesker. Men han virker såmænd ganske vellidt og kommer roligt gennem tilværelsen uden egentlig at gøre noget for det.
Men i baggrunden lurer revolutionen – som nogle siger er overstået, mens andre mener, at den blot er begyndt. Læseren og snart også John ved, at det blot er et blodbad, der venter på at begynde. Og snart begynder hans flugt fra lodgen, hvor han og andre har boet, mens deres forsyninger langsomt er svundet ind. Resten af bogen følger hans langsomme (selv)destruktion under den ubarmhjertige sol og mere stadig mere drømmeagtige nedsænken i sine egne tanker.
Det burde være tydeligt, at “Dødens horisont” ikke er specielt plotdreven. Den er langsomt, dvælende og stemningsfuld. Og ligesom alle de Roulund-bøger, jeg har læst, kommer den på særegen vis under huden. Det er de færreste forfattere, som kan starte med at vise, hvor slemt det kommer til at gå – og dernæst vise vejen dertil, uden at man som læser springer af; men Roulund lykkes det.
“Dødens horisont” er svær at placere rent genremæssigt. Den er Grete Roulund.