Stjerneslugeren
Jeg har altid haft en forfærdeligt dårlig hukommelse for mennesker og hændelser – og er netop ved at læse Richard Morgans “Black Man”, så vil i tiden hævde, at det sikkert er noget genetisk. Men bøger – selv om jeg ofte er dårlig til at genkalde mig, præcis hvad der foregår i en specifik bog, så har de det alligevel med at lagre sig på en eller anden synæstetisk facon, der får dem til at hoppe op af deres erindringsskyttegrave som en blanding af smag/lyd/lugt/oplevelse/fornemmelse på de sjoveste tidspunkter.
Som nu Robert Swindells’ “Stjerneslugeren”.
Den udkom på dansk tilbage i 1982, men ifølge Fantasticfiction først i 1983 på originalsproget som “The World-Eater”. Swindells leverede en god del bøger til mit unge jeg, men lige præcis denne har altså hægtet sig fast.
Ikke fordi jeg husker den som specielt stor litteratur. Det var meget klassisk ungdomsscience fiction – en dreng (og selvfølgelig lidt af en nørd) gennemskuer en verdensomspændende begivenhed, som ingen andre helt forstår, netop fordi han er ung og optaget af sit helt specielle nørdområde. Handlingen står lidt tåget for mig – men så vidt jeg husker, farer en fremmed planet ind i solsystemet og går i kredsløb om solen. Alle er selvfølgelig meget oprørte, men vor unge helt er mere fascineret – for den nye planet virker bekendt.
Vor helts specielle nørdområde er nemlig fugle – og den planetare gæst minder forbavsende meget om… et æg.
Troværdigheden kan naturligvis ligge på et meget lille sted for den voksne læser, men for unge Janus ramte den lige i øjet. Og hvorfor var det lige, at erindringen om “Stjerneslugeren” kæmpede sig op til overfladen?
Jo, dette billede af Solen:
Det, mine mistroiske voksne, er et æg, lige der over vore hoveder. Og nu fortryder I nok, at I ikke interesserede jer mere for fugle, da I var børn, ikke sandt?
Okay, ikke helt sandt, men det er stadig ret cool. Man kan læse og se mere her.
Det er Jorden der er et æg! Det har jeg selv læst i Nelson S. Bonds “And lo! The Bird! fra 1950. (På dansk i Arne Herløv Petersens antologi “Det sidste spørgsmål” (1973)). Vi er nemlig andre der har barndomserindringer …
Ah, handsken er kastet til en kosmo-ornitologisk diskussion!
Ha! Den har jeg også læst. Man, det er længe siden. Så vidt jeg husker, så starter bogen med en enorme storm der rammer Jorden, som måske stammer fra den gigantiske rumfugl der lægger rum-ægget.
Haha, vidunderligt tåbeligt. Det ender jo med, at man må have fat i den og genlæse.
Fedt. Jeg tænker også på Stjerneslugeren en gang i mellem. Der var et eller andet med perspektiverne, der satte sig i en, og som sikkert også var delvist skyld i den senere Lovecraft-fascination. Den må indgå i kulturkanonen for sit dannelsespotentiale.
Jeg tror faktisk, at jeg vil forsøge at lave en liste over barndommens bøger, der stadig hænger ved. En slags nostalgi-top 5
Det kan man sikkert læse en masse ud af.
God ide, den er jeg også med på.
Jeg kender den kun, fordi jeg har den her nørd-kæreste, der har fortalt mig om den
Jeg vil hellere høre ham fortælle om det han læser end læse det han læser.
Argh, så er al formidlingen spildt!
[...] luftede jeg i en kommentar tanken om en nostalgi-top 5 – en liste over de bøger, der listede sig ind i [...]