Science fiction-forfattere i rumkrig
Science fiction forfattere kan godt lide at tænke stort – lige PT er jeg ved at læse Rudy Ruckers Postsingular, hvor han lader Jorden blive ædt af nanobotter i løbet af kapitel 2 (efter de har lavet Mars om til en kæmpecomputer); og derefter reetablerer det hele i løbet af ganske få linier. Resten af bogen excellerer han udi at overgå sig selv, hvilket er ganske underholdende. Det er dog heldigvis ret langt fra den virkelige verden – indtil videre kan vi godt købe vores nanoteknologisk behandlede sokker uden at forvente at blive forvandlet til grey goo (vi får sikkert kræft af dem, men det er en anden historie).
I 1981 blev Ronald Reagan præsident for USA – og om ikke andet, så har skuespillere et godt øje for melodrama og store ideer. Så inden for et par år introducerede han Strategic Defense Initiative. I en verden, der blev holdt i balance af MAD-doktrinen (Mutually Assured Destruction, også kendt som “Hvis du affyrer én atombombe, affyrer jeg alle mine, og så dør vi allesammen!”), var ideen at dække USA med et kredsløbsbaseret skjold, der skulle forhindre atommissiler i at nå frem til amerikansk jord. En vidunderlig, glitrende vision af satellitter med lasere, der kunne skyde fjendens våben ned, før de nåede frem.
Strategic Defense Initative lyder bare ikke helt så fedt, så hvad kaldte man det i stedet: Star Wars.
Åh jo, Ronnie var science fiction-fan. Edgar Rice Burroughs er åbenbart den rette litterære føde, hvis man ønsker, at ens pode skal nå langt i livet.
Og hvem satte man så til at tænke tanker om rumkrigen? Science fiction-forfattere, naturligvis. Eller: selvfølgelig en række forskellige mennesker under navnet Citizens’ Advisory Council on National Space Policy, som bestod af astronauter, militærfolk, videnskabsmænd og andre; deriblandt Jerry Pournelle, Poul Anderson, Greg Bear, Robert A. Heinlein, Gregory Benford, Dean Ing, Steven Barnes og Jim Baen. Angiveligt skulle Pournelle have stået for at skrive SDI-delen af Reagans State of the Union Adress.
Strategic Defense Initiative er endnu ikke blevet til noget, ligesom luften ikke er fyldt med flyvende biler, og vi endnu ikke teleporterer os frem og tilbage mellem planeterne. Et sted mellem mine bøger gemmer der sig et lille værk, som gennemgår, hvorfor det ganske enkelt var en tåbelig ide, som det desværre er nogle år siden, at jeg har læst – men lige her må det være nok at slå fast, at alle science fiction-forfattere heldigvis ikke sprang med på ideen. Blandt andet var Asimov og Clarke modstandere af ideen, og som Asimov sagde:
“I’m against it, not because I’m a science-fiction writer, and therefore have special knowledge, but because I like to think I’m a sane human being.”
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at Arnold Schwarzenegger på et tidspunkt får ordnet loven, så han kan indtage præsidentposten. Måske skal diverse science fiction-forfattere til at forvente en opringning fra en magtfuld skuespiller: “Hvordan bruger vi nanobotter til at forvandle Mars til en kæmpecomputer, der kan overføre os allesammen til virtual reality og udrydde Osama Bin Laden?”
I Larry Nivens og Jerry Pournells “Footfall” fra 1985 indkalder den amerikanske regering på et tidspunkt diverse science fiction forfattere til et møde, hvor de skal komme med deres bud på, om de aliens, som man netop har opdaget er på vej mod Jorden, er venligtsindede eller ej.
Så vidt jeg husker, så når forfatterne i bogen frem til, at væsner der har nået et teknologisk stade, der gør dem istand til at rejse mellem stjernerne også må være så moralsk og socialt udviklede, at de vil være os venligt stemte. Hvilket selvfølgelig viser sig at være HELT forkert
Man kan ikke lade være med at spekulere på, om denne episode er inspireret af Pournelles involvering i Star Wars projektet?
Litteraturen påvirker virkeligheden påvirker litteraturen påvirker…
Ydrk, det lyder som den hurtige opskrift på katastrofe. Har odpaget, at Pournelle og Niven senere var med igen – men mere om det i morgen, forhåbentlig.
[...] var lidt for hurtigt ude, da jeg foreslog, at Obama skulle benytte sig af science fiction-forfattere til at bekæmpe terroristerne. Det er [...]
[...] tidligere kommentar om, hvordan science fiction påvirker virkeligheden, der påvirker science fiction, der… ad [...]