På forkant med atombomben
Det er muligt, at det ikke er et litterært kvalitetsstempel, men man ved, at man har scoret nogle blærepoint, når efterretningstjenesten kigger forbi for at snakke med én om den novelle, man har fået udgivet. Eller rettere: sådan var det i 1940erne. I dag skal man jo nærmest bare skrive en liste over de folk fra ens skole, man gerne så komme ud for grumme ting.
I 1944 opnåede Cleve Cartmill lige præcis det, da FBI begyndte at kiggere nærmere på ham.
Årsagen var hans historie “Deadline” i science fiction-tidsskriftet “Astounding Science Fiction”. Cartmill er ikke noget stort navn inden for science fiction-genren, men lige denne anekdote har da givet ham en smule udødelighed. “Deadline” opstod nemlig efter en samtale med den navnkyndige John Campbell, redaktøren af tidsskriftet. Cartmill ville gerne skrive en historie om en superbombe, og Campbell gik meget op i, at historierne i bladet skulle være videnskabeligt baserede – så han forelagde Cartmill teorien bag bomber baseret på fission; og foreslog, at historien kunne foregå på en fremmed planet med et par supermagter, der bekrigede hinanden (i et tydeligt billede på samtiden).
Cartmill skrev historien, og Campbell udgav den i marts-nummeret af “Astounding Science Fiction” i 1944. Og så var der nogen i Washington, som læste den.
Det her var 14 måneder, før man første gang sprængte en atombombe på Alamagordo-basen. Man kan næsten forestille sig, hvordan panikken må have spredt sig – det var jo tydeligt, at fjenden havde opsnappet planerne… og brugte et science fiction-magasin til at sprede dem. Straks måtte mændene iklæde sig deres sorte jakkesæt og afsted til Astoundings kontorer – hvor Campbell gladeligt skrev under på, at det var ham, der havde stået for den tekniske del af historien. FBI var dog ikke trygge ved situationen, så de fik udleveret Cartmills adresse; hvilket straks fik alle alarmklokker til at ringe.
Hvorfor? Fordi Cartmill boede på Manhattan Beach – og eftersom den tophemmelige forskning i atombomber var kendt under navnet Manhattan-projektet, var det jo så godt som bevist, at Cartmill spionerede for fremmede magter.
Hvis man havde skrevet den slags i en roman, ville man have været nødt til at gøre det til satire. Og det ville nok være for konstrueret til at være sjovt.
Robert Silverberg har skrevet op hele affæren: del 1 og del 2.