om Arthur og englene

Jeg har tidligere her på siden skrevet om forfattere, der sikrede sig et eftermæle – og forfattere, der fejlede spektakulært. Historien om Arthur Machens novelle “The Bowmen” er en blanding af disse; Machen skrev en historie så effektiv, at den fuldstændig skyggede for fakta. I hans egne ord:

and it was then that it began to dawn on me that if I had failed in the art of letters, I had succeeded, unwittingly, in the art of deceit.

Fra et forord til novellen

“The Bowmen” er desværre aldrig oversat til dansk, så vidt jeg har kunnet finde – men der findes to Machen-noveller i “Nye spøgelseshistorier” og “Gysets mestre”. Bueskyttehistorien er skrevet i 1914 – inspireret af slaget ved Mons, hvor en talmæssigt underlegen britisk styrke tildelte de tyske soldater overvældende store tab, førend de måtte trække sig tilbage. Det var en vigtig hændelse i første verdenskrig og understøttede briternes moral.

I historien lader Machen en soldat hidkalde spøgelsesbueskytter fra slaget ved Agincourt i 1415, som så hjælper i kampen mod tyskerne.

“The Bowmen” blev udgivet i Evening News, og “problemet” var, at den ikke tydeligt blev markeret som fiktion, samtidig med at den var skrevet i første person ental. Hvilket åbenbart ikke går godt i spænd med, at læserne af Evening News var enten 1: religiøse eller 2: ikke de skarpeste knive i skuffen (eller den sandsynlige 3: en kombination af disse).

Inden længe fik Machens agent nemlig flere forespørgsler på at kunne genoptrykke historien, gerne i diverse sogneblade. Og til sidst var efterspørgslen så stor, at en redaktør forespurgte, om han kunne genoptrykke i pamfletform – gerne med et kort forord, hvor Machen redegjorde for sine kilder. Machens svar:

I replied that they might reprint in pamphlet form with all my heart, but that I could not give my authorities, since I had none, the tale being pure invention. The priest wrote again, suggesting–to my amazement–that I must be mistaken, that the main “facts” of THE BOWMEN must be true, that my share in the matter must surely have been confined to the elaboration and decoration of a veridical history. It seemed that my light fiction had been accepted by the congregation of this particular church as the solidest of facts; and it was then that it began to dawn on me that if I had failed in the art of letters, I had succeeded, unwittingly, in the art of deceit. This happened, I should think, some time in April, and the snowball of rumour that was then set rolling has been rolling ever since, growing bigger and bigger, till it is now swollen to a monstrous size.

Lignende historier, der tydeligvis tog afsæt i “The Bowmen”, begyndte at dukke op overalt i England – i bogform, prædikener og så videre. Det var jo tydeligt for enhver, at Gud ville blande sig, når man bekæmpede så ond en fjende. Machen tænkte noget i retning af “Ah, folk er rationelle, så jeg forklarer dem sammenhængen” – og udgav så historien i bogform sammen med en længere tekst, der forklarede, hvordan historien opstod, og at det altsammen var fiktion!

Men folk er jo som bekendt meget ofte idioter, og dette betød blot, at “The Bowmen” godt nok blev en bestseller, men samtidig også var startskuddet for en flodbølge af udgivelser, der skulle bevise englenes eksistens.

It is idle, indeed, and foolish enough for a man to say: “I am sure that story is a lie, because the supernatural element enters into it;” here, indeed, we have the maggot writhing in the midst of corrupted offal denying the existence of the sun. But if this fellow be a fool–as he is–equally foolish is he who says, “If the tale has anything of the supernatural it is true, and the less evidence the better;” and I am afraid this tends to be the attitude of many who call themselves occultists.

Novellen kan læses her og introduktionen her – og send imens en venlig tanke til Machen, der ændrede opfattelsen af historien og aldrig rigtig tjente nogle penge på det. Der er stadig folk, som tror på englene fra Mons. Suk.

Tags: Arthur Machen