“2012″ er en dejlig ikonisk titel, men Roland Emmerich kunne nu lige så godt have tonet rent flag og kaldt den “2012 spontane eksplosioner” i stedet. Den er som en katastrofefilmslagkage med et ekstra tykt lag dum ovenpå og en sprød kerne af CGI-effekter, som muligvis har stået lidt for længe i solen.
Historien – den smule, der nu engang er – er denne: neutrinoer begynder pludselig at påvirke fysiske objekter, og den “logiske” konsekvens er, at Jordens kerne begynder at koge. Med et par år at løbe på begynder klodens forskellige regeringer at bygge arker, der skal redde et lille udsnit af verdens befolkning. Da dagen så endelig oprinder, sidder John Cusack heldigvis i en limo, så han kan redde sine børn, sin fraskilte kone og hendes nye mænd og over det næste lange stykke tid flygte fra de katastrofer, som verden smider efter dem.
Egentlig burde man være taknemmelig for, at Emmerich har gidet smide noget, der ligner en historie, ind i sit effekt-fyrværkeri – det kunne lige så starte med en videnskabsmand, der udbryder “neutrinoer har på magisk vis fået evnen til at interagere med fysiske genstande!” Ved siden af ham eksploderer – i smuk slowmotion – en kakerlak. Et andet sted på Jorden eksploderer noget, der er en smule større og så fremdeles: en hund, en hest, et menneske, en statue, en bil, et hus, et højhus, et monument, en by, et land og så videre, indtil videnskabsmanden og hans familie (der ellers ikke kunne lide ham) forlader Jorden i et rumskib – tidsnok til at se planeten springe spektakulært i luften. Effekten ville stort set være den samme.
Roland Emmerichs brug af følelser og beskrivelser af sine personer er som et barn, der tegner med farvekridt: se, de her har en krop, to arme, to ben og et hovede – ergo er de mennesker; og de står sammen, ergo er de en familie; og de er en familie, ergo skal de fremkalde følelser hos os! Så hvis ham her ringer til sin søn, skal vi knibe en tåre, når sønnen dør midt i telefonsamtalen, også selv om vi stort set ikke har set de to mennesker før.
Og så er der flere ting, der sprænger i luften.
Det er naturligvis effekterne, der er i fokus, og de foregår konstant – i en sådan grad, at hele filmen bliver kunstig at se på, som var Ray Harryhausen gået amok på svampe. Det er, som om Gud drak sig fuld og kastede katastrofer, så dumt, at det bliver sjovt, men desværre fortsætter forbi i rasende fart og lander langt ude i ødemarken på den anden side af sjovt. Der, hvor kragerne ser Uwe Boll-film og hører Amin Jensen.
Eller måske er jeg bare blevet gammel og sur. Den tilstedeværende teenager var i al fald noget rystet over, at vi tillod os at mene, at der var tale om noget mindre end god, gedigen underholdning. Nu vil jeg gå ud og råbe ad børnene, at de skal holde sig fra min plæne – måske er der så noget, der spontant eksploderer. I slowmotion.
Jeg har en enkelt roman af Ulla Ryum stående i bogreolen – hun er hovedsageligt dramatiker, men begav sig med “Jeg er den I tror” en enkelt gang over i science fiction-genren. Eller… det gjorde hun så åbenbart ikke, hvis man skal tro Erland Munch-Petersen:
